Kære pige på 13 år
Tak for dit brev, hvor du fortæller, at du er bange for at være til piger.
Du har måske fået følelser for en internetven, som du har skrevet og ringet med, men det behøver ikke at betyde, at du nu er til piger.
Man kan blive draget, inspireret og fascineret af andre mennesker. Dette har en meget stærk kraft og jeg tænker, at det måske er hvad du oplever med din ven.
Skulle det vise sig, at du var til piger, så er det også helt okay. Det er ret udbredt at blive forelsket i sit eget køn. Og der er også nogen, der forelsker sig i både piger og drenge – det kalder man biseksuel.
Du er bange for, hvad din mor vil sige, hvis du var til piger. Du har nok dine grunde til at frygte for din mors reaktion. Men lige nu ved du ikke, om du er til piger. Så måske kan du prøve at glemme din mor lidt, og give dig selv tid til stille og roligt at finde ud af, hvad der sker med dig.
Det kan sagtens tage noget tid at finde ud, hvilke personer man er tiltrukket af. Og det kan også ændre sig over tid. Du behøver ikke at putte dig selv i en kasse, som for eksempel lesbisk eller heteroseksuel. Du kan vente og se, hvad du føler og oplever. Giver det mon mening for dig, det jeg skriver?
Skulle det vise sig senere, at du er til piger, så er du meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen. Du kan også tale med en god ven eller måske en lærer. Jeg synes i hvert fald, at du skal finde nogen, som kan støtte dig, hvis det skulle blive nødvendigt at tale med din mor om din seksualitet.
Hvis du har lyst, kan du også kontakte foreningen LGBT. Det er en forening for bøsser, lesbiske og transpersoner. De er rigtig gode til at svare på alle spørgsmål og tvivl omkring forelskelse i eget køn. Du kan læse mere her: LGBT Ungdomstelefonen
Du er også altid til at kontakte BørneTelefonen. Vores nummer er: 116111
Kram fra BørneTelefonen