Angst for kærlighed
Kære BørneTelefonen.
Jeg er en pige på 16, der har nogle tanker, som jeg rigtig gerne vil have jeres synsvinkel på.
Før jeg begynder på det egentlige problem, er der noget forhistorie som måske er vigtig, for at I kan forstå mig ret.
Jeg har OCD, panikangst, spiseforstyrrelse og så er jeg autist (Asparges Syndrom).
Min mor døde da jeg var lille, og jeg har gennem min opvækst, oplevet svigt fra både tæt familie og nære relationer, hvilket blandt andet er grunden til at jeg ikke bor hjemme.
Jeg har gået til psykolog de sidste tre år – vi har dog holdt pause i et halvt års tid nu.
Jeg har det med at fryse folk ude, bare jeg oplever den mindste form for utryghed.
Og så er jeg lidt af en enspænder.
Det tror jeg er vigtigt lige at have i baghovedet, for at tage stilling til mit problem:
Jeg har mødt denne her fyr, som er helt fantastisk (han er 18, men jeg vil meget gerne have at aldersforskellen ikke bliver set som et problem). Jeg er simpelthen så vild med ham, og jeg tror egentlig også at jeg er forelsket. Det har jeg nok været siden vi først lærte hinanden at kende, for et år siden. Jeg kan lide alt ved ham, selv det jeg ikke burde kunne lide. Han er perfekt som han er, og jeg ville ikke ændre en eneste ting. Pisse sød, virkelig omsorgsfuld og virkelig sjov, jeg elsker at tilbringe tid med ham, og savner ham så snart vi skilles.
Og han giver udtryk for alt det samme.
Men jeg tror at jeg er angst for kærlighed. Jeg tror virkelig at jeg er angst for kærlighed.
Hver gang vi er sammen, er mit hoved fuld af frygt. Jeg kan næsten ikke nyde, at jeg endelig er sammen med ham. Jeg frygter at jeg ikke er god nok til ham, jeg frygter at jeg keder ham, jeg frygter at jeg er en belastning, jeg frygter at han er sammen med en anden, jeg frygter at han forlader mig og jeg frygter at blive såret.
Han er den jeg stoler allermest på, og alligevel stoler jeg overhovedet ikke på ham. Jeg tror slet ikke at jeg betyder noget for ham. Jeg er bare en stopklods for hans rigtige liv. Jeg tror ikke på ham, når han siger at jeg er dejlig, og jeg tror slet ikke på ham, når han siger at han vil have at vores relation skal blive til mere. Jeg tror slet ikke på ham, selvom der ikke er nogen grund til ikke at gøre det. Jeg tror bare at jeg er en af de mange for ham – intet specielt.
Jeg prøver hele tiden at finde fejl ved både ham og mig selv, for at få bekræftet at det er for godt til at være sandt. For det er det. Han kan ikke lide mig, og det kommer han heller aldrig til at kunne (min egen påstand).
Selvom jeg kun er 16 og bogstaveligt talt midt i min udvikling, tror jeg ikke at det her bare er et teenageproblem. Det kan ikke passe at man skal have det så dårligt. Det føles helt forkert. At have så store tillidsproblemer og så meget overtænkning, er ikke normalt lige meget alder og situation. Det kan også være at det er tillidsproblemer og ikke angst for kærlighed. Men noget er der galt, det ved jeg.
Jeg håber at I har nogle råd eller henvisninger til problemer som dette.
Tak på forhånd.
Videoer om kærlighed
Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!
Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.
