Kære dreng på 14 år
Du har godt nok kæmpet mod en del. Du fortæller, at tingene endelig ser ud til at blive bedre, men at du på en måde også føler, at du er ved at opgive. Sådan kan man godt få det, når man føler sig alene med problemer – men det er simpelthen så godt, at du ikke har givet op.
Før jeg svarer på dit spørgsmål vil jeg bare sige til dig, at jeg godt kan forestille mig, at det må være rigtig hårdt at miste sin kæreste og støtte undervejs. Jeg tænker på, om du mon kan finde en anden at støtte dig op af i denne tid? Måske en sød voksen - f.eks. en lærer eller en af dine bedsteforældre - eller en god ven?
Og nu til dit spørgsmål. Det er helt rigtigt, at de fleste læger og psykologer før eller siden vil involvere dine forældre - fordi du er under 18 år. Forældre har ansvar for, at deres børn trives, og når der er mistrivsel (som f.eks. spiseforstyrrelser og selvmordstanker er et klart udtryk for), har lægen pligt til at fortælle det til forældrene. Tanken er at forældre forhåbentlig kan være med til at hjælpe deres barn. Sommetider viser det sig, at det derhjemme er én af grundene til, at man ikke har det godt, og så er det rigtig godt at få inddraget forældrene, så tingene kan blive bedre.
Men lige nu har du ikke lyst til at dine forældre skal involveres, og det er selvfølgelig helt i orden. Der findes heldigvis steder, hvor du kan henvende dig og få hjælp uden, at dine forældre skal vide det. Det er først og fremmest steder, hvor du har mulighed for at være anonym.
Alle børn og unge kan henvende sig anonymt i kommunens åbne rådgivning. Her kan man få op til flere gratis personlige samtaler f.eks. med en psykolog eller socialrådgiver. Du kan ringe til din kommune og bede om nummet til den anonyme og åbne rådgivning i din kommune - eller søge på din kommunes hjemmeside efter "åben anonym rådgivning". Virker det ikke, så ring endelig til os på 116111 - så finder vi frem til det - her kan du også være helt anonym.
Du kan også få støtte (anonymt og gratis) gennem telefon- og chatrådgivning hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Jeg ved at en del andre unge i din situation bruger dette tilbud. Du kan læse mere om det på deres hjemmeside: www.spiseforstyrrelser.dk
Du er også meget velkommen til at snakke med os på 116111 - måske kan vi også hjælpe dig mere? Eller måske vil www.headspace.dk også være en rådgivning du kan bruge - her er der også mulighed for bare at dukke op og komme ind og snakke med en rådgiver - gratis og anonymt.
Uanset hvilket tilbud du vælger at gøre brug af, tror jeg, at det vil være rart for dig at få talt om dine bekymringer også omkring dine forældre. Jeg håber, du vil kigge på det og se, hvad der vil være bedst for dig. Du er altid velkommen her på BørneTelefonen
Jeg ønsker dig det bedste.
Kærlig hilsen BørneTelefonen