Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad skal jeg gøre for at jeg ikke bliver trist over mine livsvalg senere?

Hej, hvem end der læser dette, og velkommen til mit relativt lange brev omkring mine livsvalg.

Lad os gå lige til sagen: jeg er en person som klassificeres under spektrumet transseksuel. Det er basically det første problem. Jeg ved at man altid burde acceptere alt ved sig selv, men jeg har lidt svært ved at acceptere dette, da det fylder så utroligt meget i mit liv, hvilket jeg ikke vil have at det gør.

For selvom vi er i 2017, er der stadig en masse folk som ikke forstår og ikke har løst til at forstå hvad alt det med LGBTQ+ handler om, og jeg kan godt se det fra deres synspunk og forstå dem. Det er meget menneskeligt at være bange for forandringer. Jeg er bare bange for at hvis jeg ender med at overgå til den maskuline side, når ja, btw er jeg ftm, at folk der ser ned på LGBTQ+ vil stoppe mig fra at udleve mine drømme.

Jeg sprang ud for lidt over et år siden til mine forældre, de tog det pænt nok, men siden har vi ikke snakket om det. Det er jeg utrolig trist over, for selvom det måske er et akavet emne at tale om, så bliver man nød til det på et tidspunkt. Jeg hader bare når vi sidder sammen og noget relateret til LGBTQ+ sker på tv/radioen, og vi alle bare sidder der i akavet stilhed, bare fordi vi ikke kan snakke ordenligt med hinanden som en familie.

Jeg tror ikke helt at de tror på mig heller, hvilket er det andet problem. Og det gør det ikke bedre at jeg ikke er helt sikker på hvad min identitet overhovedet er.
Er jeg ftm? Er jeg genderfluid? Er jeg non-binary? Er jeg ikke trans? Er jeg bare utilfreds med mit udseende? Kan jeg bare ikke lide hvordan kvinder bliver behandlet og vil ikke have at sådan noget kommer til at ske for mig? Ser jeg bare for meget op til mænd? Jeg ved det ikke.

Lidt efter jeg kom ud fik jeg købt en binder (en ting der gør mit bryst fladt) over nettet, selvom jeg stadig tror, at den eneste grund til det, er at min mor bare gerne ville ud af samtalen. Men jeg er så taknemlig for at jeg fik den, for det hjælper virkelig på selvværdet. Jeg har også fået klippet mit hår kort tideligere i år, og er nu igang med at gro det lidt ud.

Et tredje problem, (jeg ved godt at der er mange, men jeg må jo sige det til nogen,) jeg bryder mig ikke om køns roller, jeg har aldrig og vil aldrig følge dem, men jeg ved bare at hvis jeg springer ud, og tager makeup og kjoler på og alt hvad folk normalt tænker på som feminint, at det så vil forvirre dem en del, og de vil sætte spørgsmål på om jeg overhovedet er trans, eller jeg bare er en dramaqueen som har brug for opmærksomhed.

Da jeg var lille gik jeg både i kjoler og bukser, legede med dukker og med biler, jeg lod ikke andre stoppe mig fra at gøre ting som de ikke synes piger skulle. Jeg havde både pige og drenge venner, og drengene så mig som en af dem, men da jeg så blev omkring ti og jeg fik min menstruation, og allerede var et godt stykke inde i puberteten indså jeg at der tydeligvis var noget galt her. Drenge og piger blev adskildt, og pludselig blev jeg meget indelukket og usikker.

Jeg gik i poset tøj, så ingen kunne se min feminine krop, hel indtil for et par år siden. Da jeg nogenlunde accepterede mig selv og min krop. Mine venner vidste også at jeg var trans og de støttede mig i det fuldt ud.

Da jeg så skulle flytte, følte jeg lidt at jeg skulle starte helt om venne-vis. Nu efter et år med nye venner, ved de det stadig ikke. Jeg ar altså ca. vidst at jeg ikke var cis i fire år. (Cis betyder at man føler man er det køn man blev født som, hvis du nu ikke vidste det.) Jeg er kommet langt og så alligevel ikke.

Efter disse fire år har jeg haft rigeligt af tid til at undersøge hvad man kan som trans, og hvad der kommer til at ske hvis man gør disse ting. Inden for det sidste år har jeg ike turde spørge om jeg kunne få hjælp til min transition.

For et par måneder siden havde jeg tænkt mig at spørge om jeg måtte få hormoner, men jeg indså at det ville være alt for meget at starte ud med, så jeg spurgte i stedet om jeg måtte skifte mit navn. Nej, det måtte jeg ikke. Jeg spurgte hvorfor. Hun havde ikke noget svar. Hun har svært ved at give slip på hendes “datter”.

Jeg ved godt at det kan svært at acceptere sådan noget om sit barn, og jeg ved godt at man alligevel ikke må få testosteron før man er 16, men der er kun to år til det, og jeg vil helst ikke vente meget længere end det.

Hvordan skal jeg overtale dem til at tro på at det her ikke bare er en fase? Hvorfor skulle de tro på jeg faktisk har vidst det her i fire år? Og selvom de måske tror på mig, hvordan skal jeg så få dem til at snakke med en professionel omkring det?

Og hvordan skal jeg sige det til mine venner? Lige siden jeg mødte dem har de troet at jeg var en pige, jeg tror da ikke at de har regnet det ud, selvom jeg har droppet et par hints, og ser mere traditionelt drenget ud.

Selvom det lyder cool bare at komme i skole en dag med dyb stemme, fladt bryst og ligne en dreng, så ved jeg godt at det ikke er sådan T fungerer. Men jeg er så villig til at vente på at virkningerne langsomt kommer frem. Jeg er også rimelig tæt på at være kærester med en af mine venner, og jeg vil helst ikke skræmme hende væk ved at springe ud til dem.

Og hvordan skal jeg sige det til min familie og alle jeg kender? Det er kun min mor og far der ved det, hvordan vil mine bedste forældre og moster og onkel og tante og kusiner og alle i skolen og i de klubber jeg går på reagere og tænke om mig? Som du kan se er jeg ikke helt komfortabel med at alle ved sådan noget personligt omkring mig.

Kan jeg tillade mig ikke at sige det og bare langsomt selv lade dem opdage at hov, denne person ligner faktisk overhovedet ikke en pige længere? Jeg ville nok selv blive lidt træt af at blive kaldt en pige dagligt, så ikke den bedste plan, men jeg vil jo heller ikke lave et stort nummer ud af det, altså der skal jo ikke sættes scene op og rampelys på mig, bare fordi jeg føler at jeg er en dreng.

Det er så kompliceret alt det her. Jeg er bare et meget skrøbeligt menneske, jeg kan ikke tåle for meget opmærksomhed som jeg er lige nu.

Som sagt tideligere, er det menneskelig at være bange for forandringer, og er du gal jeg er bange for forandringerne ved at gå på T. Jeg har måske haft fire år til at læse om alt det gode T kan gøre for dig, men så er der også lige et par ting jeg er bange for. Jeg vil virkelig ikke miste mit hår, for som de fleste nok ved bliver mange mænd skaldede, og det gør folk der er på T også, og meget tideligere end de burde. Jeg elsker bare at have hår, og jeg har på ingen måde løst til at være skaldet som attenårig.

Jeg er også bange for at mindste min sangstemme, for jeg elsker at synge, men til gengæld ville jeg også elske at have en dyb stemme. Selvom der måske er flere gode ting ved T end der er dårlige, er jeg stadig ekstremt bange for det at være trans udsætter mig for.

Hilsen,
Drengen ingen ved er en dreng.

(Urelateret spørgsmål, hvorfor skriver alle Hej BB? Hvad står det for/hvad betyder det?)

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år,

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at der er en masse tanker og følelser, der fylder rigtig meget hos dig lige nu, og jeg kan godt forstå, hvis du føler dig lidt alene med dem. Det lyder som om, at dine forældre måske har haft lidt svært ved at forstå, hvad du mente, da du sprang ud. Derfor er det også godt, at du skriver herind, så du ikke længere skal gå alene med dine spørgsmål og bekymringer.

Det er vigtigt, at dine forældre forstår, at du faktisk har vidst, at du ’er en dreng’ i fire år, og at det ikke er en fase. Selvom det kan være rigtig svært at tage emnet op, kunne du så forestille dig at snakke med din mor og far om det igen? Hvis en samtale er alt for uoverskuelig, kan det også være, at du kan skrive et brev til dem – eller måske bare til én af dem, hvis det bliver for voldsomt at skulle tale med dem begge to på én gang? Du kan også vise dem det brev, du har skrevet til os – evt. sammen med svaret her.

Der er nemlig intet forkert i ikke at være cis og stille spørgsmål til kønsidentitet og præferencer uanset valg. Det er ret flot, at du har vidst, at det var sådan, du havde det, allerede for fire år siden, og at du har talt med dine forældre og bliver mere og mere klar til at ’springe helt ud’. Men det kan være en proces, der tager rigtig lang tid – sommetider mange år. Selvom det kan være ubehageligt og frustrerende at tingene ikke går så hurtigt, som man ville ønske, de gjorde, er det godt, hvis man kan give sig selv lidt tålmodighed og tage ét skridt af gangen. 

Første skridt vil nok være at tale med dine forældre, så de kan hjælpe dig med at tage de næste skridt. Der er mange store skridt, der skal tages, og så er det rart, at man har nogen ved sin side, som kan støtte og hjælpe. Du og dine forældre kunne måske sammen kontakte LGBT Danmark (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner). De har en rådgivning, hvor man netop kan henvende sig, når man står i en situation og har en masse spørgsmål og dilemmaer. LGBT Danmark har en rådgivning, man kan kontakte på forskellige måder. Du kan læse mere om det lige her: http://lgbt.dk/radgivning/. I LGBT-rådgivningen sidder folk, som selv identificerer sig som homoseksuelle, transpersoner eller noget helt andet, så de ved en masse om, hvordan det er at stå med alle de spørgsmål.

Du er også altid meget velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen 116111 og få en snak om det hele.

Jeg kan godt forstå, at du også har en masse tanker om, hvordan du skal fortælle dine venner, at du ikke er cis. Jeg tænker, at det måske er noget, du kan vente med at fortælle, til du først har fået snakket lidt mere med dine forældre – eller med os eller LGBT+ Danmark. Det kan være rart at have snakket med nogen om det, som kan støtte én og give gode råd – og måske være med til at fortælle det videre til nogen.

Dine forældre vil også kunne hjælpe dig med at gå til lægen og finde ud af, hvilke muligheder der er, f.eks. i forhold til stop hormoner og testosteron-behandlinger.
Hvis du ikke synes, at du kan tale med dine forældre, kan det være, der er en anden voksen tæt på dig, du kan starte med at snakke med? Det kan være en anden person fra din familie eller en lærer fra din skole? Måske kan vedkommende hjælpe dig med at tale med dine forældre? Du har også mulighed for selv at tage til lægen og få en snak. Din læge kan fx også snakke med dine forældre om det - måske ville det være en idé for dig? 

Det er megasejt, at du har gjort dig så mange tanker om, hvordan du har det, og at du også allerede har prøvet at tale med dine forældre om det. Jeg tror på, at du er klar til også at tage næste skridt og tale med dine forældre igen – eller kontakte os eller LGBT+. Man skal og behøver nemlig ikke gå alene med de tanker og følelser. Du er nemlig ikke alene om at have det sådan.

De bedste hilsner
BørneTelefonen

PS. BB står BørneBrevkassen. Det er et par år siden, at vi skiftede til BørneTelefonen for ikke at skabe forvirring blandt vores børn og unge. Så nu har alle vores rådgivningstilbud til børn og unge under samme navn BørneTelefonen 

få flere gode råd og hjælp til køn og identitet

Er du i tvivl om, hvilket køn du identificerer dig som? Måske du allerede ved det, men er nervøs for at fortælle det?

Her på siden kan du få gode råd og hjælp til at sige det højt. Du kan også teste din viden om de forskellige kønsidentiteter.

læs og giv råd til at springe ud

Vil du gerne fortælle din familie og venner om din seksuelle orientering?

Her kan du få andre børns gode råd til, hvordan du kan gøre det. Du kan også dele dine egne oplevelser og gode råd.

Køn og identitet Andre der hjælper

FSTB

Rådgivning til transkønnede børn og unge om køn og identitet
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

LGBT+ Danmark

Rådgivning om seksuel orientering, kønsidentitet og seksualitet
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat