Brev

Transkønnet, mine forældre laver grin med mig

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære M.

Mange tak for dit brev, hvor du fortæller om dit ønske om kønsskifte og mobning i skolen. Jeg kan godt forstå det er ubehageligt for dig, når du ikke bliver accepteret og hørt. Jeg vil rigtigt gerne hjælpe dig med, hvad du kan gøre.

Først og fremmest vil jeg gerne rose dig for, hvor godt det er, du står ved, hvilket køn du føler dig som. Jeg kan godt forstå, at du bliver skuffet over dine forældres reaktion.

Nogle forældre kan have rigtigt svært ved at sætte sig ind i deres barns situation, hvis de fortæller, at de føler sig som et andet køn, end de biologisk er født. Typisk er det meget uvant for dem, og derfor ved de heller ikke så meget om det. Det kan måske være en af årsagerne til, de bare tænker det er en fase.

Du spørger i brevet om, hvordan du kan få dine forældre overtalt til at tro på, det ikke bare er en fase. Jeg ser det faktisk ikke som om, at du skal overtale dem til noget.

Du ved selv, hvordan du føler dig. Jeg tænker derfor, du må være åben overfor dem, og blive ved med at fortælle dem, at du er seriøs. Fortæl dem, hvis de gør dig ked af det. Og fortæl dem, at det har stået på i 1,5 år. Det kan være, de bare lige skal vænne sig til tanken.

Du kan også fortælle dem, at der findes en forening som hedder Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn. Det er en forening startet af forældre, og der vil dine forældre kunne få rådgivning i, hvordan de bedst hjælper dig. Du finder dem her: FSTB

I den forening er der også andre forældre, som har haft svært ved at forstå deres børn, men som er blevet klogere. Jeg har hørt om et barn, som lagde en seddel på bordet med webadressen på som et lille kærligt skub til sine forældre. Måske kunne det også virke for dig?

Uanset hvad har du ret til at blive hørt og taget seriøst. Jeg tænker derfor, det kan være rart for dig, hvis du får snakket med nogle, der kan relatere sig til dig. Jeg ved at der findes en Ungdomstelefon hos LGBT+, hvor du helt frit kan ringe og chatte med en ung rådgiver, der selv har skulle tage stilling til deres køn og/eller seksualitet. Du kan læse mere om det lige her. Hvad tænker du om det?

LGBT har også et tilbud, der hedder Aura, hvor man kan mødes med andre unge, der bryder med normer for køn eller seksualitet. Det kunne måske også være noget for dig? Du finder dem her: LGBT Ungdom Aura

Du fortæller i brevet, at du har haft en kæreste gennem de seneste 7 måneder. Det lyder rigtigt dejligt for dig. Har du mon også fortalt din kæreste, at du gerne vil være en dreng? Det kan være rigtigt rart at have en kæreste som støtte. Vi har alle brug for at blive lyttet til en gang i mellem. Jeg tænker derfor, det kan være rigtigt rart for dig, også at få snakket med din kæreste om. Har du lyst til det?

Det er forkert, at din klasse mobber dig. Sådan skal det ikke være. Der er nemlig intet galt i at føle, som du gør. Jeg er dog ærgerlig over at læse, at din lærer ikke gør noget ved det. Hvornår har du sidst fortalt din lærer, at du stadigvæk bliver mobbet?

Nogle gange kan det være svært som lærer, at få øje på alle problematikker, der kan være i klassen. Derfor er det ikke altid med vilje, at de ikke ser, en elev har det svært. Men det er altså din lærers ansvar, at du har det godt i klassen, og skal sørge for, du ikke bliver mobbet.

Jeg tænker derfor, det kan være en god idé, hvis du trækker din lærer til siden, og fortæller hvad der sker. Kunne du have mod på det?

Din skole skal have en antimobbestrategi, og de skal tage det seriøst, når en elev fortæller om mobning. Derfor kan du også gå til skolelederen, hvis din lærer stadig ikke reagerer. Du kan læse mere om dine rettigheder og muligheder i forhold til mobning her: Rettigheder mobning

Husk på, at der er ingen følelser, der er forkerte. Det er din krop, dit køn og dine følelser. Derfor er det også dig, der ved bedst, hvilket køn du identificerer dig som. Og det er præcis sådan, det skal være.

Jeg ønsker for dig, du finder ro til at være dig selv, og jeg tror på, at du vil opleve en masse anerkendelse og glæde på efterskolen.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

få flere gode råd og hjælp til køn og identitet

Er du i tvivl om, hvilket køn du identificerer dig som? Måske du allerede ved det, men er nervøs for at fortælle det?

Her på siden kan du få gode råd og hjælp til at sige det højt. Du kan også blive klogere på dine rettigheder, eller teste din viden om de forskellige kønsidentiteter.

læs og giv råd til at springe ud

Vil du gerne fortælle din familie og venner om din seksuelle orientering?

Her kan du få andre børns gode råd til, hvordan du kan gøre det. Du kan også dele dine egne oplevelser og gode råd.

Køn og identitet Andre der hjælper

FSTB

Rådgivning til transkønnede børn og unge om køn og identitet
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

LGBT+ Danmark

Rådgivning om seksuel orientering, kønsidentitet og seksualitet
Læs mere

Det store Dilemma

Skal man fortælle sin nye veninde, at man er bøsse, hvis det stadig er en hemmelighed?

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat