Hader min paplillebror

OBS: Brevet er redigeret af hensyn til barnets anonymitet. Rådgiveren har læst hele brevet.

Jeg er en 15 årig pige som her på det seneste har haft et virkelig skævt forhold til min paplillebror.

Min mor og far blev skilt i 2010 og min far fandt sammen med sin nye kæreste i 2011. Vi har boet sammen med hende og hendes søn lige siden (Jeg bor hos min far i hverdagene er hos min mor hver anden weekend). 

I starten havde jeg det egentlig fint nok med ham dengang vi lige flyttede ind og han gik i 3. og jeg i 4. klasse. Vi legede tit sammen og snakkede rigtig godt men i løbet af årene har han bare ændret sig på en måde hvor jeg virkelig er begyndt at føle en slags had til ham.

Det startede med at han i skolen lige pludselig var i samme bygning som mig og det synes jeg egentlig var lidt træls dengang fordi jeg nogle gange skulle arbejde sammen med ham når vi arbejde på tværs af klasserne. Jeg følte på en måde at jeg skulle “sørge for ham og babysitte ham” hvilket jeg syntes var træls. Det værste var dog at de andre elever egentlig så skævt til ham og drillede ham hvor jeg ligesom følte at jeg havde ansvar for at passe på ham, men blev meget hurtigt træt af det fordi (jeg ved godt det lyder ondt), han er en meget svag person, utroligt socialt akavet og meget hjælpeløs og derfor følte jeg også at de andre elever begyndte at se skævt til mig.

Jeg tror det var en blanding af dårlig samvittighed af ikke altid at hjælpe ham og af at jeg ikke ville ses som mærkelig der fik mig til at have det dårligt med ham. I 7. klasse kom jeg så over i en ny bygning og i nye klasser hvor folk ikke vidste hvem min lillebror var og der følte jeg virkelig en lettelse.

Det skal lige siges at jeg også har en biologisk storesøster på 18 nu som jeg altid har set op til men fordi vores 3 års forskel har vi aldrig været tæt på hinanden i skolen. Det begyndte jeg meget at misunde da min lillebror i 7. klasse kom op i samme bygning som mig IGEN. For nu vidste mine nye venner jo ikke hvem han var og mange spurgte sådan “Er han din lillebror?!” og jeg ved ikke om det var med foragt i stemmen eller hvad men det føltes lidt sådan og igen blev jeg ligesom bange for at ses som mærkelig.

Så jeg begyndte at ignorere ham sådan lidt i skolen og det føltes lidt som om han bare accepterede det. Og det er jeg egentlig nogenlunde kommet mig over nu men så herhjemme har der været nogle problemer og min far synes ikke min søster og jeg er nok sammen med ham hvor vi kom op og skændtes og han sagde at min paplillebror føltes mere som familie end vi gjorde og det gjorde virkelig ondt. Helt seriøst ondt og også fordi jeg ikke engang kan lide ham.

Siden da har jeg været jaloux på ham og har hele tiden fundet fejl ved ham som har irriteret mig mere end de nok burde. Fx. så bare den måde han er på, altså meget akavet, når han bevæger sig og for eksempel når vi går forbi hinanden ude i gangen hvordan han presser sig op af væggen eller når han ude i køkkenet ikke engang kan komme igang med at lave sin mad bare fordi jeg står derude. Altså det er meget svært at forklare men alt han gør er bare så akavet og det pisser mig vildt af. Og så fordi han er så mega hjælpeløs fordi hans mor har pylret så meget om ham siden han var helt lille og stadig gør det. Han finder ikke sit eget tøj om morgenen, laver ikke sin egen morgenmad, smører ikke sin egen madpakke og har helt seriøst brug for hjælp med at tage overtøj på (og nej han er ikke fysisk handikappet han er bare så hjælpeløs og det irriterer mig så meget at se på)

Og nu kommer der også lige en ekstra historie oveni fordi det nok hjælper jer til at forstå hvorfor det irriterer mig. Min mor er alkoholiker og det er derfor min søster og jeg bor hos min far. Siden vi var små har min storesøster og jeg ligesom haft nødt til at modnes hurtigere og stå på egne ben fordi min mor natuligvis ikke har kunnet være den voksne og ansvarsfulde når hun drak sig fuld. Min far har mange aftenvagter og sovevagter og var derfor ikke tit hjemme men har altid kendt til min mors alkoholproblem (hvilket selvfølgelig også er grunden til at de blev skilt). Derfor er det måske grunden til at jeg hader at se min paplillebror så svag og hjælpeløs når jeg selv har været nødt til at være stærk og kæmpe mig igennem nogle hårde perioder med druk og svigt.

En sidste ting der irriterer mig ved ham er han måske er pretty much det modsatte af janteloven. Måden han snakker på (til meget tæt familie i hvert fald, ellers er han for genert) virker som om han er bedre end alle andre og han hader at erkende at han tager fejl når han har sagt noget forkert. Den væremåde er nok den der skubber mig helt over i direkte had mod ham.

Jeg kan simpelthen ikke klare at være i samme rum som ham længere og jeg frygter at det kun bliver værre og desværre kommer jeg stadig til at bo her i mindst 3 år mere og det kan jeg ikke lige overskue. Og slet ikke nu hvor min søster flytter hjemmefra..

Jeg føler nogle gange at han gør mig til et værre menneske.. Et mere hadefuldt et. Og det har jeg egentlig ikke lyst til men jeg kan ikke gøre for det.

Og det ødelægger endda også mit forhold til min far fordi min far så godt kan lide ham..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?

Undskyld for det lange brev, der er bare så mange ting at komme ud med 🙁

Håber i tager jer tid til at læse det..