Familieforhold

Hej Børnetelefonen/Brevkassen.

Jeg er en pige på 15 år, som ja, gennemgår nogle ting.

Skal være ærlig at sige, at jeg skriver, selvfølgelig for at få et nyt synspunkt på min situation, men mest lige så meget for at komme ud med det.

Mine forældre blev skilt for 2-3 år siden. Deres forhold til hinanden nu er fint nok, de kan snakke sammen og samarbejder om mig og min søster. De bor begge i samme by, hvor min søster og jeg til daglig går i skole.

Skilsmisseordningen lyder på en uge hos hver, hvilket blev bestemt i fællesskab af mine forældre, dengang de gik fra hinanden. Min far blev boende i vores hus, mens min mor flyttede i en lejlighed beliggende over et supermarked.

Min far havde det svært ved skilsmissen. Han elsker stadigt min mor højt, det kan jeg se, og han så allerhelst, at hun ville flytte hjem til ham. Min mor har følt sig overset i et par år, da min far vægtede sit arbejde meget højt – Hvilket hun fik nok af til sidst, og forlod ham på en pæn måde. Men jeg ved, at han har haft, og stadig har, svært ved det.

Jeg har altid følt mig mest hjemme i vores hus – materielt set. Jeg har et stort, dejligt værelse, vi har en fin have, gode naboer. Jeg føler mig hjemme i huset, det er jo også her, jeg er opvokset. Jeg oplyser altid min adresse her, selvom min rigtige adresse er hos min mor.

Lejligheden hos min mor er der som sådan ikke noget galt med. Den er stor, jeg har også et fint værelse osv., men jeg føler mig pinlig over at bo der. Altså over et supermarked. Jeg føler mig meget forkælet, når jeg siger noget som dette, men jeg kan ikke holde tanken om, at folk ved, at jeg bor der, ud.

Men kigger man på det ”følelsesmæssige” vil jeg allerhelst være hos min mor. Vi har det super godt sammen. Min mor betyder alt for mig, jeg er virkelig glad for hende, og tænker tit; ‘hvor er jeg heldig at have sådan en mor. Jeg elsker hende virkelig.’ Og det gør jeg. Vi snakker om alt, hun er utrolig støttende, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende.

Min far på den anden side.Vi har jo den ugentlige fordeling mellem os, men min far skulle til Jylland i et par dage i en uge, hvor vi normalt skulle være hos min mor, og da vi har to hunde hos min far, skulle jeg blive og passe dem. Det betød altså, at jeg skulle være hos min far i tre lange uger. Hvilket var fint, jeg vil jo gerne være i huset, også fik jeg jo muligheden for at være alene, mens mine veninder og kæreste kunne sove hos mig.

Men tre uger, det er åbenbart for meget samvær med min far. Vi skændes og skændes. Det gør vi hver eneste gang, jeg er hos ham. Fuldstændig unødige skænderier, som jeg ALDRIG ville have haft med min mor.

Han gør mange ting til problemer, ting som jeg aldrig selv ville have set som et problem. Vores skænderier var engang på det punkt, at jeg var nødt til at tage hjem til min mormor i et par dage midt i en skoleuge. 

Han beskylder mig for at være ubehjælpsom i huset, selvom jeg både går med hundene, står for tøjvask og tøj generelt, støvsugning osv. Jeg hjælper ret meget – og det oven i helt useriøst mange lektier fra skolen.

Når jeg så endelig slapper af, så er det sammen med mine venner og min kæreste. Deres tilstedeværelse gør mig rolig, og de findes intet bedre end dem. Det er sådan, jeg slapper af. Det er også et problem i min fars øjne, for jeg er så åbenbart aldrig hjemme.

Mine venner bor på vej hjem til mig, så det er naturligt for os, at vi bare stopper hos dem, de bor jo tættere på. Jeg har altid planer i weekenderne. Om det er fest eller overnatning er forskelligt, men jeg laver altid noget, det har jeg brug for. Jeg er bare meget social, og andre jævnaldrendes tilstedeværelse gør mig bare tryg og fattet.

Mig og min fars skænderier bliver tit meget ophedet. Men kun fra hans side. Han bliver meget aggressiv, og har op til flere gange udtrykt, at han nogle gange ‘ville ønske, at det var tilladt at slå sine børn’ for det var det, han havde lyst til, og det jeg åbenbart trængte til. Han er heller ej bleg for at kalde mig ting – Møgunge, smalsporet, selvglad, dum, selv-fikseret, ER BLANDT DE FÅ (!!!)

Det er ikke fordi, at jeg er uden skyld. Når min far gør noget til et problem, så siger jeg til ham, hvis jeg ikke er enig. Dette gør jo, at jeg ikke kan se ting ud af andres synspunkter end mine egne, som han siger. Det er jeg naturligvis ikke enig i, og jeg forsvarer mig selv. Det ligger i min natur, at jeg ikke vil finde mig i at blive trådt på.

Jeg svarer ham igen, det kan blive nogle grusomt flabede svar, jeg kaster i hovedet på ham, og er der noget, han ikke kan klare, er det sådan noget. Så vi skændes meget voldsomt.

Derfor overvejer jeg den ugentlige fordeling. Min far skal flytte, og han kigger på nogle steder i nogle byer et stykke herfra. Jeg vil for alt i verden ikke flytte fra byen, vi bor i nu. Jeg vil hellere bo hos min mor i den lejlighed, jeg ikke kan lide, end at flytte til en anden by med min far.

Jeg vil helst være hos min mor. For lige meget hvor meget jeg afskyr og ikke føler mig hjemme i lejligheden, så føler jeg mig hjemme hos min mor, og jeg vil hellere have det følelsesmæssigt godt end at bekymre mig materielt. Men hvordan får jeg det sagt?

Jeg ved, at min far vil blive ked af det, for vi har jo også gode stunder sammen. Men jeg vil uden tvivl såre ham. Jeg vil gerne besøge ham en gang i mellem, det er jo ikke sådan, at jeg vil skære kontakten. Men uden at lyde selv-fikseret, så synes jeg, at jeg fortjener bedre, end min far der truer med at slå mig.

Jeg har snakket om forholdet til min far med min mor, og hun er jo utrolig ked af det hele, ville ønske, at hun kunne gøre noget. Hun har haft fat i ham før, men det har ikke hjulpet. Hun har fortalt mig, at hans temperament har været MEGET værre, og han arbejder stadig med sig selv. Men skal jeg stadig give ham en chance? Jeg oplever jo ingen forbedring.

Er det fair af mig, at jeg ønsker dette? Er jeg unfair og ond mod min far? Han har udtrykt ‘i kampens hede’, at jeg kan blive hos min mor, hvis jeg er utilfreds med noget. Og det er jeg jo i dén grad.

Han har det altid med at få dårlig samvittighed over de ting, han har kaldt mig, og siger altid undskyld. Men jeg overvejer bare, om et undskyld er nok? Hvis han gør de samme ting igen og igen, og tror, at han kan slippe sted med et undskyld, er han jo forkert på den.

Jeg ønsker ikke at bryde nogen forhold, men jeg er træt af skænderierne og de mange problemer, der er i huset med min far.

Hvad kan jeg gøre?