Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Familieforhold

Hej Børnetelefonen/Brevkassen.

Jeg er en pige på 15 år, som ja, gennemgår nogle ting.

Skal være ærlig at sige, at jeg skriver, selvfølgelig for at få et nyt synspunkt på min situation, men mest lige så meget for at komme ud med det.

Mine forældre blev skilt for 2-3 år siden. Deres forhold til hinanden nu er fint nok, de kan snakke sammen og samarbejder om mig og min søster. De bor begge i samme by, hvor min søster og jeg til daglig går i skole.

Skilsmisseordningen lyder på en uge hos hver, hvilket blev bestemt i fællesskab af mine forældre, dengang de gik fra hinanden. Min far blev boende i vores hus, mens min mor flyttede i en lejlighed beliggende over et supermarked.

Min far havde det svært ved skilsmissen. Han elsker stadigt min mor højt, det kan jeg se, og han så allerhelst, at hun ville flytte hjem til ham. Min mor har følt sig overset i et par år, da min far vægtede sit arbejde meget højt – Hvilket hun fik nok af til sidst, og forlod ham på en pæn måde. Men jeg ved, at han har haft, og stadig har, svært ved det.

Jeg har altid følt mig mest hjemme i vores hus – materielt set. Jeg har et stort, dejligt værelse, vi har en fin have, gode naboer. Jeg føler mig hjemme i huset, det er jo også her, jeg er opvokset. Jeg oplyser altid min adresse her, selvom min rigtige adresse er hos min mor.

Lejligheden hos min mor er der som sådan ikke noget galt med. Den er stor, jeg har også et fint værelse osv., men jeg føler mig pinlig over at bo der. Altså over et supermarked. Jeg føler mig meget forkælet, når jeg siger noget som dette, men jeg kan ikke holde tanken om, at folk ved, at jeg bor der, ud.

Men kigger man på det ”følelsesmæssige” vil jeg allerhelst være hos min mor. Vi har det super godt sammen. Min mor betyder alt for mig, jeg er virkelig glad for hende, og tænker tit; ‘hvor er jeg heldig at have sådan en mor. Jeg elsker hende virkelig.’ Og det gør jeg. Vi snakker om alt, hun er utrolig støttende, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende.

Min far på den anden side.Vi har jo den ugentlige fordeling mellem os, men min far skulle til Jylland i et par dage i en uge, hvor vi normalt skulle være hos min mor, og da vi har to hunde hos min far, skulle jeg blive og passe dem. Det betød altså, at jeg skulle være hos min far i tre lange uger. Hvilket var fint, jeg vil jo gerne være i huset, også fik jeg jo muligheden for at være alene, mens mine veninder og kæreste kunne sove hos mig.

Men tre uger, det er åbenbart for meget samvær med min far. Vi skændes og skændes. Det gør vi hver eneste gang, jeg er hos ham. Fuldstændig unødige skænderier, som jeg ALDRIG ville have haft med min mor.

Han gør mange ting til problemer, ting som jeg aldrig selv ville have set som et problem. Vores skænderier var engang på det punkt, at jeg var nødt til at tage hjem til min mormor i et par dage midt i en skoleuge. 

Han beskylder mig for at være ubehjælpsom i huset, selvom jeg både går med hundene, står for tøjvask og tøj generelt, støvsugning osv. Jeg hjælper ret meget – og det oven i helt useriøst mange lektier fra skolen.

Når jeg så endelig slapper af, så er det sammen med mine venner og min kæreste. Deres tilstedeværelse gør mig rolig, og de findes intet bedre end dem. Det er sådan, jeg slapper af. Det er også et problem i min fars øjne, for jeg er så åbenbart aldrig hjemme.

Mine venner bor på vej hjem til mig, så det er naturligt for os, at vi bare stopper hos dem, de bor jo tættere på. Jeg har altid planer i weekenderne. Om det er fest eller overnatning er forskelligt, men jeg laver altid noget, det har jeg brug for. Jeg er bare meget social, og andre jævnaldrendes tilstedeværelse gør mig bare tryg og fattet.

Mig og min fars skænderier bliver tit meget ophedet. Men kun fra hans side. Han bliver meget aggressiv, og har op til flere gange udtrykt, at han nogle gange ‘ville ønske, at det var tilladt at slå sine børn’ for det var det, han havde lyst til, og det jeg åbenbart trængte til. Han er heller ej bleg for at kalde mig ting – Møgunge, smalsporet, selvglad, dum, selv-fikseret, ER BLANDT DE FÅ (!!!)

Det er ikke fordi, at jeg er uden skyld. Når min far gør noget til et problem, så siger jeg til ham, hvis jeg ikke er enig. Dette gør jo, at jeg ikke kan se ting ud af andres synspunkter end mine egne, som han siger. Det er jeg naturligvis ikke enig i, og jeg forsvarer mig selv. Det ligger i min natur, at jeg ikke vil finde mig i at blive trådt på.

Jeg svarer ham igen, det kan blive nogle grusomt flabede svar, jeg kaster i hovedet på ham, og er der noget, han ikke kan klare, er det sådan noget. Så vi skændes meget voldsomt.

Derfor overvejer jeg den ugentlige fordeling. Min far skal flytte, og han kigger på nogle steder i nogle byer et stykke herfra. Jeg vil for alt i verden ikke flytte fra byen, vi bor i nu. Jeg vil hellere bo hos min mor i den lejlighed, jeg ikke kan lide, end at flytte til en anden by med min far.

Jeg vil helst være hos min mor. For lige meget hvor meget jeg afskyr og ikke føler mig hjemme i lejligheden, så føler jeg mig hjemme hos min mor, og jeg vil hellere have det følelsesmæssigt godt end at bekymre mig materielt. Men hvordan får jeg det sagt?

Jeg ved, at min far vil blive ked af det, for vi har jo også gode stunder sammen. Men jeg vil uden tvivl såre ham. Jeg vil gerne besøge ham en gang i mellem, det er jo ikke sådan, at jeg vil skære kontakten. Men uden at lyde selv-fikseret, så synes jeg, at jeg fortjener bedre, end min far der truer med at slå mig.

Jeg har snakket om forholdet til min far med min mor, og hun er jo utrolig ked af det hele, ville ønske, at hun kunne gøre noget. Hun har haft fat i ham før, men det har ikke hjulpet. Hun har fortalt mig, at hans temperament har været MEGET værre, og han arbejder stadig med sig selv. Men skal jeg stadig give ham en chance? Jeg oplever jo ingen forbedring.

Er det fair af mig, at jeg ønsker dette? Er jeg unfair og ond mod min far? Han har udtrykt ‘i kampens hede’, at jeg kan blive hos min mor, hvis jeg er utilfreds med noget. Og det er jeg jo i dén grad.

Han har det altid med at få dårlig samvittighed over de ting, han har kaldt mig, og siger altid undskyld. Men jeg overvejer bare, om et undskyld er nok? Hvis han gør de samme ting igen og igen, og tror, at han kan slippe sted med et undskyld, er han jo forkert på den.

Jeg ønsker ikke at bryde nogen forhold, men jeg er træt af skænderierne og de mange problemer, der er i huset med min far.

Hvad kan jeg gøre?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Jeg er imponeret over, hvor god du er til at sætte ord på alle dine tanker. Jeg tror mange børn/unge vil have gavn af at læse dine overvejelser om det at føle, at man vælger en forælder fra/til. Det er helt naturligt at have sådanne overvejelser, når man, som du og din søster, oplever at ens forældre bliver skilt. Jeg er glad for at læse, at du oplever at dine forældre trods alt kan kommunikere på en hensigtsmæssig måde. 

Jeg får fornemmelsen af i dit brev, at du er en helt almindelig teenager, som glædes ved livet, og at det bedste du ved er at være sammen med dine venner og din kæreste. Men jeg lægger også mærke til din omsorg og opmærksomhed på ikke at ville såre din far. Det tyder jo på, at du, trods heftige skænderier, holder meget af ham. Det er ærgerligt, at I ofte kommer sådan op at skændes og kalder hinanden nogle dumme ord. Jeg synes, det du beskriver lyder voldsomt. Det er ikke okay, at din far lader sit temperament gå ud over dig og din søster. Én ting er at han bliver sur eller stiller krav til jer, men at sige at han har lyst til at slå jer - det er at gå langt over stregen. Jeg forstår godt, at du er træt af det, og at det er med i dine overvejelser i forhold til, hvor du gerne vil bo. 

Du skriver, at han skal flytte, og jeg tænker, at det giver dig en naturlig anledning til at tage en snak med både din mor og far om, hvor du gerne vil bo. Jeg kan godt forstå, at du finder det vigtigt at blive boende tæt på skole, venner og din kæreste. Du skriver, at du på ingen måde ønsker at bryde dit forhold til din far, så det handler mere om at finde en løsning, der er tilfredsstillende for alle. Men først og fremmest gælder det om, at du bliver glad for, hvad end I laver af nye aftaler. Tror du, at I kunne have sådan en snak sammen? 

I forhold til dine overvejelser om det at bo fast hos din mor tænker jeg, at du skal holde fokus på, at du kommer godt overens med din mor, og at jeres forhold er så tæt. Det er menneskeligt at blive pinlig over forskellige forhold i livet - i dit tilfælde din mors adresse. Jeg kan nu alligevel godt komme i tanke om værre steder at bo end ovenpå et supermarked. Tror du ikke, at du vil finde det mere væsentligt at have det godt, dér hvor du bor, end hvor selve boligen ligger? Du skriver, at du har dit eget værelse, hvilket jeg tænker er dejligt. Har du slet ikke haft besøg af din kæreste eller veninder? Sagde de mon noget til, at du bor oven på et supermarked? 

Jeg håber du/I finder en løsning, som du bliver glad for. Det hele afhænger naturligvis også lidt af, hvor din far kommer til at bo. Hvis du har brug for at tale med nogen igen eller vende nogle af dine tanker, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116 111. 

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat