Brev

Daddy issues

Jeg jeg er en pige på 21.

Jeg bor hjemme hos min mor og far, og leder ihærdigt efter et andet sted at bo. Jeg har et forfærdeligt forhold til min far. Der skal intet til at få ham til at eksplodere.

Selv er jeg en meget stædig og på mange måder meget bevidst om ‘hvem jeg er’ og ‘hvad jeg mener og synes’. Mit forhold til min far er så meget ude af kontrol at jeg med vilje forsøger at finde på undskyldninger for ikke at komme hjem, bare for at undgå ham.

Jeg har ikke veninder eller venner med hjem, fordi jeg ikke vil udsætte dem for de situationer den opstår her hjemme.

Jeg elsker hund. Min mor og jeg har selv to, som vi træner til jagt. Men min far kan ikke se hvor godt et arbejde vi laver med hundene og brokker sig næsten dagligt over at hunden (som jeg træner) ikke kan finde ud af dit og dat.

“Den skide hund kommer ikke når man kalder!”

“gør noget ved det!”

“næste gang den hund ikke gør det den skal eller gør noget den ikke må, så skyder jeg lortet!”

Han har truet op til flere gange med at skyde hunden og vil ikke erkende hvor dygtig han er blevet og hvilket godt stykke arbejde jeg har gjord indtil videre. Min mor og jeg har derfor gjord det, at vi har hundene inde i et rum når vi ikke er hjemme, så min far ikke skal have noget med dem at gøre. Det har vi haft i ca. 2-3 uger.

Den anden dag blandede han sig i hvordan vi holder hundene. Han mente at det var amatør-agtigt og hvis det var ham ville han gøre det på en anden måde osv.

En anden episode, som nok har været en af de værst indtil nu, var for 2 uger siden. Min far skulle på en skitur med nogle venner og var igang med at pakke sine ting i køkkenet, mens min mor og jeg lavede mad.

Jeg har den største og dyreste kuffert i familien. En af de dyreste ting jeg nogen sinde har købt. Den er noget af det jeg holder mest af. Den kuffert tager min far altid når han skal noget, og altid uden at spørge. Han siger så til mig i køkkenet “jeg bortfører lige din kuffert” og jeg, med et smil på læben svarer at næste gang han vil låne den, ville jeg sætte pris på at han spurgte mig først. Da det er noget jeg holder meget af. Hans reaktion:

”EJ NU STOPPER DU. JEG SKAL KRAFTEDME IKKE LIGGE MIG NED PÅ KNÆ OG SIGE BEBE!”

Jeg forsøger at forklare ham at det heller ikke heller ikke var det jeg sagde. Jeg forventer ikke at han smækker sine knæ i gulvet og siger “be’ om.” Jeg husker ikke sammenhængen, men “ko” blev jeg også kaldt. Til sidst røg han helt op i hovedet på mig og sagde noget i retning af ”Nu skal du være rigtig hurtig til at løbe ind på dit værelse, eller siger det SMAK!” og han klasker hænderne sammen så det giver et smel* og truede mig med at han vil slå mig.

Jeg gik, så der skete ikke noget. Siden da har vi ikke snakket. Udover:

“godmorgen” “hvor er mor” “har du set mor”

Jeg sover næsten ikke om natten og når jeg gør sover jeg dårligt, uroligt, drømmer om mit forhold med ham…

Det eneste jeg ønskedemig var at han var da, den gang jeg var mindre, men også nu. At han deltog i det vi gjorde. Kom og kiggede på til ridning og ride-stævne den gang jeg var mindre. Kom med til hunde-træning og se det arbejde vi laver. Spørg mig om min skole, vis interesse. Gi’ mig et kram frivilligt og sig at han elsker mig. Hold hvad han lover. Og forsøg at læremig at kende. Prioriter mig først, i stedet for arbejde, venner og alt det huslige og hele den “lykkelige-familie”-fasade!

Han har altid en bakke Ga-Jol med i bilen og selv efter 21 år kan han finde på at spørge mig om jeg vil have en. Hvert år når det bliver tid til Le Mans, bliver han lige overrasket over at det er noget jeg følger med i og godt kan li’. Det er mig ubegribelig. Det er selvfølgelig svært at sætte andre ind i ens situation på den her måde. Og der er 1000 andre af situationer jeg kunne vælge imellem…

Han har kaldt mig ko, kælling, so, værdiløs og talentløs… Truet med alverdens ting og sager… Men det er første gang han har truet med at slå…

Jeg føler mig splittet og ødelagt. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, om jeg overhovedet kan gøre noget. Jeg har længe tænkt på om jeg har kontakt til min far så snart muligheden for at flytte præsentere sig.

Hvad kan jeg gøre? Jeg er bange, jeg føler mig ensom og faderløs, jeg bliver udsat for verbal vold og jeg ser ingen ende ind til videre…

Pige, 21 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 21 år

Tusind tak for dit brev. Jeg er virkelig glad for, at du har skrevet til os.

Du virker som en rigtig stærk pige, som er bevidst om dine holdninger og værdier og tør stå ved dem. Det betyder også, at du tager afstand fra din fars opførsel, hvilket er rigtig godt, for måden han behandler dig på er bestemt ikke ok.

Du har prøvet at sige fra på en stille og rolig måde, sådan som du beretter i eksemplet med kufferten. Desværre lader det ikke til, at din far har forståelse for dine ønsker og behov. Hverken i den konkrete situation eller i det større perspektiv. Du savner en nærværende far, som viser interesse for dig og har lyst til at tage større del i dit liv.

Udover savnet af en nærværende far, kæmper du også med den verbale vold, han udsætter dig for. Verbal vold er et meget rammende udtryk. Måske har du også hørt om begrebet psykisk vold? Psykisk vold er bl.a. trusler og vold med ord. Mange, som lever med psykisk vold, oplever ubehagelige følgevirkninger, som godt kan fortsætte længe efter volden egentlig er ophørt. Mareridt er én form for følgevirkning, og noget, som du lige nu selv bliver plaget af. Nogle går til lægen for at få en snak om de følgevirkninger, de oplever. Sommetider vil lægen henvise til psykolog. Hvis du har mod på det, synes jeg, at du skal fortælle din læge, hvordan du har det. Lægen har tavshedspligt, så du kan føle dig tryg ved at tale med ham eller hende. Også selv om din far måske har samme læge. Hvis du alligevel ikke føler dig tryg ved din læge, kan du overveje at skifte til en anden.

Du kan læse mere om vold i familier og psykisk vold her: http://www.lokk.dk/Viden-om-vold/Vold-mod-boern/ Hjemmesiden drives af LOKK (Landsorganisation af Kvindekrisecentre). På hjemmesiden finder du også oplysninger om en døgnåben anonym hotline, som man kan ringe til, når man oplever vold i nære relationer og ønsker hjælp til afklaring af sin stuation: 70203082. Din mor kan naturligvis også kontakte hotlinen helt anonymt.

Jeg ved ikke, om du går i skole eller har et job, men uanset hvad tænker jeg, at det kan være en god idé at tage en snak med din lærer, vejleder eller leder om, at du ikke er på toppen. Dem, som er omkring dig i hverdagen, kan bedre støtte dig og vise hensyn, hvis de ved, at du sover dårligt og går rundt og er bange. Hvis du ikke har mod på at fortælle dem, at det er din far, der er skyld i, hvordan du har det, behøver du ikke det. Der kan være mange grunde til, at man har det skidt. Du kan starte med at åbne gradvist op, hvis du har det bedst med det. Men husk, at det ikke har noget med dig at gøre, at din far opfører sig, som han gør, og at du ikke har noget som helst at skamme dig over. Derfor håber jeg, at du en dag får mod på at fortælle nogle af dem, der er tættest på dig, hvad du går igennem. Andre unge fortæller i hvert fald, at det kan være en lettelse, at de ikke skal gå rundt og lade som om alting er ok, når det slet ikke er det.

Du skriver, at du leder ihærdigt efter et andet sted at bo. Får du mon nogen hjælp til det? Måske kender du én, som kan hjælpe dig. Det kan være en veninde, en lærer, en vejleder, en kollega eller din mor. Det kan være rart at få praktisk hjælp fra andre til at undersøge boligmarkedet, skrive sig op på venteliste, tage ud og kigge på boliger, få overblik over økonomien, og hvad der nu ellers skal klares. Vær ikke bange for at spørge andre om hjælp. Mange synes, at det er dejligt at kunne hjælpe.

I forhold til boligsøgningen kan der muligvis også være hjælp at hente i kommunens åbne anonyme rådgivning for unge. Her kan du henvende dig gratis og anonymt og forhøre dig om deres muligheder for at hjælpe med at anvise en bolig til dig. Du finder kontaktoplysningerne ved at google "åben anonym rådgivning" plus kommunens navn. Hvis det ikke duer, så ring endelig til os.

Du fortæller, at du ikke ved, om du vil have kontakt med din far, efter du er flyttet. Det kan jeg sagtens forstå. Vi vælger ikke selv vores forældre, men vi vælger, om vi vil have dem tæt på os eller holde afstand. Giv dig selv tid til at finde ud af, hvad der føles mest rigtigt, når situationen er aktuel. Og inddrag gerne andre i dine overvejelser omkring, hvordan du eventuelt får fortalt din far, at du ikke ønsker kontakt, måske bare i en periode - samt i hvordan du fortsat kan ses med din mor.

Jeg kan ikke rigtig læse ud af dit brev, om du har inddraget din mor i dine boligplaner, og i hvordan du i det hele taget går og har det. Mit råd til dig er at være åben og ærlig omkring, hvordan du har det. Lige nu føler du dig rigtig ensom, men du kan måske bekæmpe ensomhedsfølelsen, hvis du vælger at inddrage andre i den vigtige proces, du har sat i gang.

Husk at vi også meget gerne vil være der for dig i den proces. Ring, sms eller chat, hvis du får lyst eller behov. Nummeret er 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Magtesløs

Min kæreste hader min mor

Flere breve om Familie

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Prøv at bygge et brev

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

se mere

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Se hvordan