Daddy issues
Jeg jeg er en pige på 21.
Jeg bor hjemme hos min mor og far, og leder ihærdigt efter et andet sted at bo. Jeg har et forfærdeligt forhold til min far. Der skal intet til at få ham til at eksplodere.
Selv er jeg en meget stædig og på mange måder meget bevidst om ‘hvem jeg er’ og ‘hvad jeg mener og synes’. Mit forhold til min far er så meget ude af kontrol at jeg med vilje forsøger at finde på undskyldninger for ikke at komme hjem, bare for at undgå ham.
Jeg har ikke veninder eller venner med hjem, fordi jeg ikke vil udsætte dem for de situationer den opstår her hjemme.
Jeg elsker hund. Min mor og jeg har selv to, som vi træner til jagt. Men min far kan ikke se hvor godt et arbejde vi laver med hundene og brokker sig næsten dagligt over at hunden (som jeg træner) ikke kan finde ud af dit og dat.
“Den skide hund kommer ikke når man kalder!”
“gør noget ved det!”
“næste gang den hund ikke gør det den skal eller gør noget den ikke må, så skyder jeg lortet!”
Han har truet op til flere gange med at skyde hunden og vil ikke erkende hvor dygtig han er blevet og hvilket godt stykke arbejde jeg har gjord indtil videre. Min mor og jeg har derfor gjord det, at vi har hundene inde i et rum når vi ikke er hjemme, så min far ikke skal have noget med dem at gøre. Det har vi haft i ca. 2-3 uger.
Den anden dag blandede han sig i hvordan vi holder hundene. Han mente at det var amatør-agtigt og hvis det var ham ville han gøre det på en anden måde osv.
En anden episode, som nok har været en af de værst indtil nu, var for 2 uger siden. Min far skulle på en skitur med nogle venner og var igang med at pakke sine ting i køkkenet, mens min mor og jeg lavede mad.
Jeg har den største og dyreste kuffert i familien. En af de dyreste ting jeg nogen sinde har købt. Den er noget af det jeg holder mest af. Den kuffert tager min far altid når han skal noget, og altid uden at spørge. Han siger så til mig i køkkenet “jeg bortfører lige din kuffert” og jeg, med et smil på læben svarer at næste gang han vil låne den, ville jeg sætte pris på at han spurgte mig først. Da det er noget jeg holder meget af. Hans reaktion:
”EJ NU STOPPER DU. JEG SKAL KRAFTEDME IKKE LIGGE MIG NED PÅ KNÆ OG SIGE BEBE!”
Jeg forsøger at forklare ham at det heller ikke heller ikke var det jeg sagde. Jeg forventer ikke at han smækker sine knæ i gulvet og siger “be’ om.” Jeg husker ikke sammenhængen, men “ko” blev jeg også kaldt. Til sidst røg han helt op i hovedet på mig og sagde noget i retning af ”Nu skal du være rigtig hurtig til at løbe ind på dit værelse, eller siger det SMAK!” og han klasker hænderne sammen så det giver et smel* og truede mig med at han vil slå mig.
Jeg gik, så der skete ikke noget. Siden da har vi ikke snakket. Udover:
“godmorgen” “hvor er mor” “har du set mor”
Jeg sover næsten ikke om natten og når jeg gør sover jeg dårligt, uroligt, drømmer om mit forhold med ham…
Det eneste jeg ønskedemig var at han var da, den gang jeg var mindre, men også nu. At han deltog i det vi gjorde. Kom og kiggede på til ridning og ride-stævne den gang jeg var mindre. Kom med til hunde-træning og se det arbejde vi laver. Spørg mig om min skole, vis interesse. Gi’ mig et kram frivilligt og sig at han elsker mig. Hold hvad han lover. Og forsøg at læremig at kende. Prioriter mig først, i stedet for arbejde, venner og alt det huslige og hele den “lykkelige-familie”-fasade!
Han har altid en bakke Ga-Jol med i bilen og selv efter 21 år kan han finde på at spørge mig om jeg vil have en. Hvert år når det bliver tid til Le Mans, bliver han lige overrasket over at det er noget jeg følger med i og godt kan li’. Det er mig ubegribelig. Det er selvfølgelig svært at sætte andre ind i ens situation på den her måde. Og der er 1000 andre af situationer jeg kunne vælge imellem…
Han har kaldt mig ko, kælling, so, værdiløs og talentløs… Truet med alverdens ting og sager… Men det er første gang han har truet med at slå…
Jeg føler mig splittet og ødelagt. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, om jeg overhovedet kan gøre noget. Jeg har længe tænkt på om jeg har kontakt til min far så snart muligheden for at flytte præsentere sig.
Hvad kan jeg gøre? Jeg er bange, jeg føler mig ensom og faderløs, jeg bliver udsat for verbal vold og jeg ser ingen ende ind til videre…
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
sådan taler du med en voksen om det der er svært
Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?
Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?
Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.