Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Daddy issues

Brevet er anonymiseret af BørneTelefonen

Jeg jeg er en pige på 20.

Jeg bor hjemme hos min mor og far, og leder ihærdigt efter et andet sted at bo. Jeg har et forfærdeligt forhold til min far. Der skal intet til at få ham til at eksplodere.

Mit forhold til min far er så meget ude af kontrol at jeg med vilje forsøger at finde på undskyldninger for ikke at komme hjem, bare for at undgå ham.

Jeg sover næsten ikke om natten og når jeg gør sover jeg dårligt og uroligt…

Det eneste jeg ønskede mig var at han viste interesse i mit liv. Og forsøg at lære mig at kende.

Han har kaldt mig sæk, kælling og uduelig… Truet med alverdens ting og sager… Forleden truede han for første gang med at slå mig…

Jeg føler mig splittet og ødelagt. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, om jeg overhovedet kan gøre noget.

Jeg har længe tænkt på om jeg har kontakt til min far så snart muligheden for at flytte præsentere sig.

Hvad kan jeg gøre? Jeg er bange, jeg føler mig ensom og faderløs, jeg bliver udsat for verbal vold og jeg ser ingen ende ind til videre…

Pige, 20 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 20 år

Tusind tak for dit brev. Jeg er virkelig glad for, at du har skrevet til os.

Du virker som en rigtig stærk pige, som er bevidst om dine holdninger og værdier og tør stå ved dem. Det betyder også, at du tager afstand fra din fars opførsel, hvilket er rigtig godt, for måden han behandler dig på er bestemt ikke ok.

Desværre lader det ikke til, at din far har forståelse for dine ønsker og behov. Du savner en nærværende far, som viser interesse for dig og har lyst til at tage større del i dit liv.

Udover savnet af en nærværende far, kæmper du også med den verbale vold, han udsætter dig for. Verbal vold er et meget rammende udtryk. Måske har du også hørt om begrebet psykisk vold? Psykisk vold er bl.a. trusler og vold med ord.

Mange, som lever med psykisk vold, oplever ubehagelige følgevirkninger, som godt kan fortsætte længe efter volden egentlig er ophørt. Mareridt er én form for følgevirkning, og noget, som du lige nu selv bliver plaget af.

Nogle går til lægen for at få en snak om de følgevirkninger, de oplever. Sommetider vil lægen henvise til psykolog. Hvis du har mod på det, synes jeg, at du skal fortælle din læge, hvordan du har det.

Lægen har tavshedspligt, så du kan føle dig tryg ved at tale med ham eller hende. Også selv om din far måske har samme læge.

Du kan læse mere om vold i familier og psykisk vold her: Lev uden vold. På deres hjemmeside finder du også oplysninger om en døgnåben anonym hotline, som man kan ringe til: 1888.

Jeg ved ikke, om du går i skole eller har et job, men uanset hvad tænker jeg, at det kan være en god idé at tage en snak med din lærer, vejleder eller leder om, at du ikke er på toppen. Dem, som er omkring dig i hverdagen, kan bedre støtte dig og vise hensyn, hvis de ved, at du sover dårligt og går rundt og er bange.

Du skriver, at du leder ihærdigt efter et andet sted at bo. Får du mon nogen hjælp til det? Det kan være rart at få praktisk hjælp fra andre til at undersøge boligmarkedet, skrive sig op på venteliste, tage ud og kigge på boliger, få overblik over økonomien, og hvad der nu ellers skal klares. Vær ikke bange for at spørge andre om hjælp.

I forhold til boligsøgningen kan der muligvis også være hjælp at hente i kommunens åbne anonyme rådgivning for unge. Her kan du henvende dig gratis og anonymt. Du finder kontaktoplysningerne ved at google “åben anonym rådgivning” plus kommunens navn. Hvis det ikke duer, så ring endelig til os på nummeret 116 111.

Du fortæller, at du ikke ved, om du vil have kontakt med din far, efter du er flyttet. Det kan jeg sagtens forstå. Vi vælger ikke selv vores forældre, men vi vælger, om vi vil have dem tæt på os eller holde afstand.

Giv dig selv tid til at finde ud af, hvad der føles mest rigtigt, når situationen er aktuel. Og inddrag gerne andre i dine overvejelser omkring, hvordan du eventuelt får fortalt din far, at du ikke ønsker kontakt, måske bare i en periode.

Mit råd til dig er at være åben og ærlig omkring, hvordan du har det. Lige nu føler du dig rigtig ensom, men du kan måske bekæmpe ensomhedsfølelsen, hvis du vælger at inddrage andre i den vigtige proces, du har sat i gang.

Husk at vi også meget gerne vil være der for dig i den proces. Ring, sms eller chat, hvis du får lyst eller behov. Nummeret er 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat