Kære pige på 11 år
Tak for dit brev. Hvor er det godt, du skriver ind til os.
Jeg kan godt forstå du nogen gange synes, det er svært. Det er ikke rart at skændes med sin mor.
Har du tænkt over, hvorfor I skændes eller hvad det er for nogen ting, I skændes over? Jeg spørger fordi, det kan være godt at tænke over.
Det kan nemlig være én bestemt ting, man skændes over med sin mor. Så gælder det om at finde en løsning på denne bestemte ting.
Men det kan også være helt forskellige ting, man skændes over. Det kan være meget let at komme op at skændes om mange forskellige ting, når man ikke rigtigt føler sig forstået og ‘set’ af sin mor.
Jeg lægger mærke til, at du føler, at din søster får meget mere opmærksomhed end dig. Hun bliver trøstet. Hun må komme med i Fætter BR.
Det får dig til at føle, at din far og mor ikke elsker dig. Det føles som om, at de elsker din lillesøster mere end dig – det kan læse i dit brev.
Det er nogle rigtig trælse følelser at have og sådan skal du ikke gå rundt og have det. Hvor er det godt du har mærket efter og skrevet til os.
Har du forsøgt at snakke med dine forældre om, hvordan du har det? Måske ved de slet ikke hvor meget det fylder inde i dig og hvor ked af det du bliver, når dig og din mor skændes.
Du kunne sige til dine forældre, at der er noget, du rigtig gerne vil snakke med dem om, og hvornår de har tid til det. Det er nemlig rarest at snakke sammen, når I ikke er sure på hinanden og dine forældre har god tid til at sætte sig ned og snakke med dig.
Det kan nogen gange godt være svært at starte sådan en snak, men du kan starte med at vise dem brevet, du har sendt til os. Måske kan det hjælpe.
Det er også en god idé, at du selv har tænkt over hvad du gerne vil sige. Hvad er det for nogle følelser du har? Hvordan føles det at være dig, da du ikke måtte komme med? Du kan spørge om grunden til, at du ikke måtte komme med. Når man ikke skændes, kan man lettere høre hinanden og forstå hinandens tanker og forklaringer.
Her er nogle ideer til, hvordan man kan starte en samtale om noget svært: https://bornetelefonen.dk/fortael-noget-svaert/
Jeg håber, at I får en rigtig god snak og det kan hjælpe med, at I ikke skændes så meget.
Jeg håber mit svar har givet lidt klarhed og mod på at tage en snak med dine forældre.
Ring eller skriv til os på 116111, hvis du har brug for at vi snakker mere om det sammen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen