Brev

Forældre problemer

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 11-årige

Tak for dit brev her til BørneTelefonen. Det er godt, at du skriver til os, når du ikke ved, hvad du skal gøre. Det lyder ikke som om, at du har det godt lige for tiden. Og du ved ikke, hvem du skal sige det til. Jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig lidt med mit svar.

Du fortæller, at dine forældre arbejder hele tiden, og at det lægger et stort pres på dig. Det kan jeg godt forstå, at du synes er hårdt. Det er nemlig sådan, at når man er 11 år, så har man brug for, at ens forældre passer på en og hjælper en.

Faktisk er det også sådan, at når man er barn, så har man ret til at få omsorg, tryghed og til at blive respekteret. Jeg ved ikke, om du har det sådan. Men hvis du ikke har det sådan, så har du faktisk ret til at få hjælp. Så skal kommunen hjælpe både dig og dine familie, så du og din søster kan få det bedre.

Hvis du har lyst til at høre om, hvordan din kommune kan hjælpe, kan du ringe til din kommunes anonyme rådgivning for børn og unge. Du kan google ’anonym rådgivning’ og din kommunes navn for at finde nummeret. 

De taler med mange – og de kan også tale med dig om, hvordan du har det. Og hvilke muligheder kommunen har for at hjælpe dig. Du kan måske fortælle dem, at vi har foreslået dig at ringe til dem.

Hvis du er tvivl, kan du ringe til BørneTelefonen. Så kan vi tale om, hvordan du kan få hjælp, hvis du vil have det. Vi kan hjælpe dig med at finde nummeret til kommunen eller hjælpe dig til, hvad du kan sige, hvis du ringer til dem. 

Når man har det svært, er det vigtigt at fortælle det til nogle voksne omkring én. Du fortæller selv, at du har svært ved at fortælle det til dine forældre. Men måske er det faktisk en rigtig god ide at gøre.

Nogle gange er forældre ikke så opmærksomme på, at de faktisk gør nogle ting, der ikke er så gode for deres børn. Så skal de have hjælp til at opdage det.

Måske er det også sådan med dine forældre. Måske har de svært ved at opdage, hvor hårdt det faktisk er for dig, når de ikke er hjemme. Derfor vil jeg gerne give dig nogle råd til, hvordan du kan få talt med dem om, hvordan du har det.

Når man skal fortælle noget, der er lidt svært, er det vigtigt, at man sørger for at sige det på et tidspunkt, hvor der er god tid. Derfor kan du for eksempel spørge dine forældre eller bare én af dem, om de vil drikke en kop te med dig, fordi du gerne vil tale med dem om noget vigtigt. Du kan også spørge, om de vil gå en tur med dig, fordi du vil tale med dem om noget vigtigt.

Det kan også være en god ide at have tænkt lidt over, hvad man vil sige, før man får det sagt. Måske kan man have skrevet det ned først. Så ved man, hvilke ord, man skal bruge. Det kan også være en stor hjælp.

Her kan du se flere tips og råd til, hvordan man kan fortælle noget svært.

Hvis det føles for svært for dig at fortælle det til dine forældre, kan du også tale med en anden voksen om det. Måske en lærer, pædagog eller en bedsteforælder. Det er faktisk ikke så vigtigt, hvem det er, så længe det er en, du er tryg ved.

Jeg håber, at du kan finde modet til at få talt med en voksen om, hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at få sagt, men jeg tror virkelig, at det kunne hjælpe dig.

Måske kan du få talt med dine forældre om det, hvis du får tænkt lidt over, hvad du vil sige og får sagt det på et tidspunkt, hvor der er god tid.

Du skriver, at du ikke vil fortælle til nogen. Måske du føler, at det slet ikke er muligt. Så du huske, at du altid har os. Vi kan snakke mere om, hvordan du har det, og hvad der kunne hjælpe. Vi har altid åbent, og det er kun dig, der bestemmer, hvad vi skal tale om. Du kan ringe på 116111.

Jeg håber på det bedste for dig.

Du er altid velkommen til at skrive eller ringe igen.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat