Kære dig
Når jeg læser dit brev, kan jeg godt se at du ikke har det ret nemt lige nu.
Du bliver bange for dig selv og den vrede du føler indeni. Du er ulykkelig, føler dig ved siden af og har svært ved at finde mening i det hele.
Din krop fortæller dig, at du har brug for hjælp.
Du sover dårligt om natten og har både fysiske og mentale symptomer på ikke at have det godt.
Samtidig har du så mange ønsker for dig selv, og du drømmer om at slippe vreden, for til gengæld at føle dig glad.
Bag sådanne ønsker er der ofte også et håb. Det håb mærker jeg også hos dig.
Du er god til at beskrive alvoren i dit liv – og du har beskrevet den til mange før mig. Det kan jeg tydeligt se – og hvor er det godt gået.
I det håb du bærer, om at blive glad, tror jeg også du finder den styrke, der så tydeligt giver dig mod på at fortsætte og ikke give op.
Men hver gang du møder manglende forståelse, så dukker håbløsheden op. Det forstår jeg. Det er er ikke nemt at bevarer håbet for forandring, når man føler man skal kæmpe alene om at blive hørt.
Jeg ved godt, at det ikke er et menneske, der lytter her og nu. Men jeg får lyst til at vise dig denne hjemmeside, hvor der er meget god viden og fine råd til de tunge følelser, du har. Måske den også kan hjælpe dig?
Dine venner
Du oplever at dine venner ikke forstår dig. Deres forsøg på at hjælpe dig bliver i stedet til: “glem det og kom videre”. Måske fordi de ikke selv mærker den alvor du mærker? Jeg kan godt forstå det gør dig vred og ked af det.
Måske de ikke har samme baggrundshistorie som dig og derfor ser de ikke, at det gør ondt. Sådan kan det godt være nogle gange og det kan føles rigtig svært.
Jeg synes at det er flot at du tager dig selv seriøst, og lader sig være ked af den baggrundhistorie som klart har såret dig. Men din vrede stresser dig også.
At stå ved din sorg, vil nok gøre det nemmere for dig at komme dig over den, og finde frem til vejen i at få det bedre. Og den vej kender du. For du fortsætter med at bede om hjælp, selv når du ikke ser andre forstår.
Du rækker ud
Du har prøvet at tale med dine forældre om hvordan du har det, men i stedet oplever du, at de bliver sure på dig.
Jeg bliver bekymret over, at du har den oplevelse, for det er så flot af dig at du prøver at gøre noget for at få det bedre.
Det lyder som om, at der er noget i jeres relation, der har gjort dig utryg ved hende. Noget, der har gjort, at du ikke stoler på, at hun masserer dig med en god intention.
I nogle familier opstår der en sådan utryg stemning. Nogle gange på grund af store kriser er konflikter, andre gange som en reaktion på, at det simpelthen er rigtig svært at tale sammen.
Jeg ved ikke, hvorfor du har den oplevelse. Der er jo meget jeg ikke ved. Men jeg ved, at dine forældre har ansvaret for dig og skal passe godt på dig. Og det betyder faktisk, at de skal lytte til dig og behandle dig med respekt.
Når du oplever, at de ikke lytter eller forstår alvoren, tænker jeg, at vi kan se på nogle muligheder sammen.
Hjælp til samtale
Tror du det ville hjælpe noget, hvis du greb det anderledes an, når du forsøger at forklare dine forældre, hvordan du har det?
En måde kunne være at vise dem brevet du har skrevet til os, for her forklarer du dig virkelig flot og tydeligt.
Nogle gange er det også lettere for forældre at forstå alvoren, når de ser, at andre voksne har hjulpet deres børn. Det er måske lidt fjollet, at det er nødvendigt, men som forældre er det ikke alt man lægger mærke til – heller ikke det som du måske synes er helt åbenlyst.
Når din mor masserer dig
Jeg tænker over det med, at du føler, at din mor er kærlig, men samtidig vred når hun masserer dine skuldre efter I haft små skænderier. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der kan ligge noget andet bag din mors opførsel.
Jeg kan ikke helt fornemme om hun siger noget eller om hun bare masserer dig. Men hvis hun er tavs, giver det mig også lidt en idé om, at hun måske slet ikke ved, hvad hun skal sige.
Du er jo tydeligvis rigtig god til at italesætte dine følelser og det er du måske også blevet, fordi du var nødt til at tydeliggøre, hvad du mener, for at blive taget alvorligt. Men måske er din mor simpelthen slet ikke lige så god til det som dig?
Der er jo så meget jeg ikke ved. Men jeg får bare en fornemmelse af, at du er rigtig stærk i at mærke efter og fortælle andre, hvordan du har. Det er bestemt ikke alle, der er ligesådan.
Kan du ganske enkelt bare spørge hende, hvad hun tænker?
Kunne det være en idé, at du sagde det lige ud. Fortalte hende, hvordan det mærkes, når I taler om dig?
Du kan også fortælle hende, at din menstruation er stoppet. Det tænker jeg nemlig er ret alvorligt og det burde fortælle hende, at hun skal lytte til dig.
Vi har også lavet en guide som du kan bruge, hvis du synes det er svært at sige højt. Den finder du her.
Du afslutter dit brev med at skrive, at der er så meget mere du gerne vil forklare.
Det hele er så forvirrende, for der er hel baggrundshistorie om hvorfor du er ked af det. Derfor taler mine råd måske også lidt forbi, hvis der er sket nogle ting i din familie, jeg ikke kender til.
Jeg vil anbefale dig at ringe til BørneTelefonen og fortælle hele omfanget af din historie på 116111. For jeg vil understrege, at jeg også bliver bekymret, når jeg mærker den utryghed og manglende tillid du har til dine forældre.
Vi sidder et helt hold af rådgivere klar. Både nat og dag lytter vi og har tid til at snakke. Det er gratis og du vil være 100% anonym når du ringer.
Du overvejer også om du kan søge hjælp ved at tale med en psykolog eller en fra skolen.
Du er bekymret over ikke at blive taget seriøst som et menneske. Du har måske tidligere oplevet, at de brugte metoder, der ikke virkede?
Jeg kan ikke garantere, at du vil have en anden oplevelse, men jeg mærker at du er udkørt og hæmmet af mange ting. Derfor tænker jeg også, at det er vigtigt, at du møder nogen, der tager dig alvorligt.
På BørneTelefonen 116111, vil vi gerne høre hele din historie og vi kan fortælle dig en masse om dine rettigheder og muligheder for hjælp, hvis du ringer. Men det tror – og håber jeg også, at din læge, din skoles psykolog eller din kommunes PPR-psykolog vil.
Du mulighed for selv at kontakte psykologen på din skole, som ofte har et kontor med faste dage og tider, for hvornår de er på skolen.
Der er også flere måder du kan komme i kontakt med en psykolog i pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) i din kommune. Du kan blive henvist via din skole, men dine forældre skal også skrive under på henvisningen.
Det ved jeg ikke om du allerede har forsøgt? Hvis ikke kunne det være, at du skulle lytte til det håb en gang mere og tage chancen. Som du her kan se, så er der mange at tage fat i.
Nogle gange kræver det den rigtige fagperson, før vi ser, at der faktisk er mulighed for, at tingene kan ændres.
Sådan håber jeg også, at det var at skrive med mig. Så hvis det andet ikke føles rigtigt, kunne et opkald til BørneTelefonen måske være et andet sted at starte?
Jeg håber at mit svar her kunne hjælpe dine tanker lidt på vej.
Du har så meget styrke og håb, og derfor tror jeg også på at du kan få det bedre. Jeg håber og tror på, at det kan blive vejen til, at du bliver glad igen, så du kan hvile mere i dig selv, og ikke længere skal føle dig så vred og sur hele tiden.
Jeg tror på dig, og at du kan åbne dig endnu mere op og få fortalt du har det har på dit hjerte.
Kærligst fra BørneTelefonen.
