Mit liv er ikke længere end dans på røde roser, men torne.

Kære brevkasse..
 Jeg er en pige på 17 år der har oplevet alt for mange dårlige ting i livet.. Er stærk og ligger det bag mig. MEN inderst inde, så er det en del af den jeg er. Bliver tit ked af det når jeg tænker tilbage.. Blev spyttet på, og overfaldt af pigerne i folkeskolen fordi de så mig som en trusel..

Min mor og far blev skilt.. Har ikke et godt forhold til min mor, hun laver meget forskelsbehandling på mig og min storesøster.. Og det gør ondt, fordi jeg følger mig overset. Og min far er aldrig hjemme..

Min Eks og jeg slog op i juli, og tænker tit på ham. Han var mig utro.. Men han er ikke værd af bruge tiden på, har givet ham så mange chancer. Men det gør så ondt når jeg tænker på ham.. Som jeg gør hver dag.

Min “bedste” veninde, som holder 18års i dag, den ka jeg ikke komme med til pga hun vælger at holde det på et 18+ diskotek, som jeg ikke kan forstå hun gør, så ved hun jo jeg ikke kan komme med.. Og hvis jeg prøver af spørger hende hvorfor hun gør det når hun ved jeg ikke kan komme med, så siger hun bare: tænkte ik over det..
 
Hun er meget afvisende overfor mig for tiden.. Og ved det er pga hendes kæreste, han kan nemlig ikke lide mig. Men hun gør intet ved det, for hun elsker ham jo.. Men troede bare også jeg betød noget for hende.. Har ikke Lyst til af invitere hende med til min 18års pga hun såre mig med det her. Men vil heller ikke virke dobbeltmoralsk…

Jeg tænker meget over tingene.. Og bliver nemt såret fordi jeg har været så meget igennem.. Tit tænker jeg hvad jeg overhovede er værd, følger slet ikke der er nogen som elsker mig, eller vil mig. Mange af mine venner og veninder svigter mig gang på gang. De lytter ikke eller vil snakke med mig hvis jeg har brug for hjælp, når jeg er ked.. Og viser sjælendt af jeg er ked, så det burde ikke være et problem for dem lige at bruge 10minutter på af få et smil frem på mine læber.
 
Jeg følger mig ekstremt ensom.. Og jeg er ensom… Jeg gir alt for meget af mig selv, og for så lidt igen.. Da jeg var 12 skar jeg i mig selv, pga jeg også havde problemer.. Nu der søger jeg tryghed hos drenge.. Men på en forkert måde… Det ikke en trøst.. Det tidsfordriv… Og det forkert. Fordi bliver jo ikke gladere af det.. Støder ind i de forkerte drenge som kun kan såre mig.. Og får ikke rigtig lov til af komme ud med mine følser, eller få hjælp til mit liv.. Fordi der ikke nogen der er der for mig..

Skriver tit dagbog. Men det kun mig selv der læser det. Har brug for nogen høre mig.. Jeg er født under en sort sky. De problemer jeg har, dem skaber jeg ikke selv. Folk skaber dem for mig.. Vil folk det bedste men det som om de vil mig det væreste.. Fra da jeg blev født til da jeg blev 11. Der var alt fantastisk.. Men så blev vores klasse splittet, så jeg flyttede hen på den nye skole, og der gik mit liv bare af lort efter det.

Går på PAU nu, i en god klasse. Har bare ingen og støtte mig til.. Jeg har ingen.. Er træt af at miste, og få nye og miste igen. Det gør ondt – og kan snart ikke mere.. Det meget Hårdt af gå rundt med det alene.. Og det her var kun halvdelen af mine problemer. Synes bare ikke mit liv har nogen mening. Ingen gang min familie forstår mig, eller ved hvem jeg er. Er fremmed for alle, som er mig tættest..

Og er så udafvendt, men alligevel, så går alt galt. Og forsøger tit af snakke om mine problemer, men blir bare ignoreret, og får afvide jeg skal tænkte positivt. Det er en så dårlig hjælp.. 🙁 Ved slet ikke hvad jeg skal gøre mere.
Knus…….