Meningen med livet?
Hej jeg er en pige på 13 år.
Da jeg var 7 år gammel flyttede jeg til Danmark hvor jeg kom på en dansk skole.
Her lærte jeg først dansk men med tiden fik jeg det dårligere og dårligere i skolen… Jeg begyndte at blive mere stille og næsten ikke sige noget i en periode. Skolen jeg var på blev lukket og jeg flyttede sammen med mine klassekammerater (dette var kun tre andre der alle sammmen var drenge) over på en anden skole. Mine forældre lod mærke til at jeg ikke havde det godt og flyttede mig på en anden skole. Her havnede jeg desværre i en klasse med mange konflikter og mobning.
Derhjemme var det heller ikke alting der var nemme. Min far arbejdede tit til langt hen på aftenen så min lillebror og jeg så ham kun om morgenen. Jeg savnede ham meget også fordi at jeg følte min mor gjord store forskelle mellem mig og min lillebror. Det var altid mig der skulle skældes ud og hvis min lillebror slå mig eller kaldte mig grimme ting fik han aldrig skæld ud fordi min mor ikke troede på mig. Det endte med at blive min lillebror og min mor mod mig:-(
Jeg blev endu mere stille og begyndte at syntes jeg var for tyk. Jeg begyndte at spise mindre og fik en spiseforstyrrelse. Før jeg fik anoreksi havde jeg aldrig hørt om sygdommen så i starten opdagede jeg heller ikke jeg var på farlig fod… Det var først da min far opdagede det at jeg så hvor farligt dette var men der var det allerede forsent…
Jeg begyndte at sulte og med en alder på 11 (153) høj vejede jeg til sidst ikke mere end 27 kilo. Jeg begyndte selv at indse at dette var et problem og begyndte faktisk af mig selv at spise mere igen. Et pr dage efter blev jeg indlagt fordi mine forældre var uenige om hvad der skulle ske.
Min far havde bemærket at jeg fik det bedre igen men min mor mente at det alligevel var for farligt. Indlæggelsen varede kun i 6 dage da personalet godt kunne se at der ikke længere var nok grunde til en indlæggelse. Jeg blev fulgt i et ambulant forløb der efter 4 gange sluttede og jeg blev erklæret rask.
Det hele gik godt i ca. et halvt år hvorefter jeg lige så stille og roligt igen begyndte at spise mindre. Til at starte med var det altid frokosten i skolen jeg undgik men dette blev hurtig værre og jeg tabte mig igen. Denne gang var det hele lidt værre. Jeg begyndte at miste troen på at jeg nogen sinde ville blive rask og kunne ikke få mig selv til at spise ligegyldigt hvor meget min far prøvede at støtte mig.
Min lærer blev bekymret for mig og underettede komunen. Jeg startede i et ambulant forløb hvor jeg tog ca. 3 kilo på. Denne gang havde jeg en højde på 156 cm var 12 år gammel og vejede 27 kilo. Lægerne syntes det hele gik for langsomt og jeg fik en halv uge til at tage 500 gram på. Dette mislykkedes og jeg blev indlagt i et halvt år..
Her følte jeg mig meget ensom uden mine forældre også fordi jeg med mine 13 år var den yngste. Jeg tog meget langsomt på ikke rigtig hurtigere end før og fik det endu dårligere inde i mig. Jeg følte mig uretfærdig behandlet af nogen og ensom og adskilt fra resten af verdenen.
Da det blev værre begyndte jeg at cutte mig i armen uden at nogen opdagede det. Min anoreksi blev værre og værre jeg begyndte at snyde mere og mere med maden. For ca. en måned siden blev jeg så udskrevet til et videre ambulant forløb. Dette skulle starte igår en måned efter udskrivelsen.
Lige efter udskrivelsen gik det hele godt men så begyndte jeg igen at tabe mig 4 kilo og nu har jeg fået en uge til at tage på hvis ikke jeg skal indlægges igen… Jeg ved bare ikke om jeg kan for alting er bare så svært lige for tiden
mine forældre er blevet skilt, min mor vil ikke have at min lillebror kommer til min far men jeg vil heller ikke til min mor. Jeg savner min lillebror så meget!
og så er det bare ekstra svært fordi mig og min far ikke altid har det så godt sammen som før. Vi skændes tit og han har altid været den eneste person jeg turde fortælle ting til men nu har han alt for meget om ørene og forstår ikke altid hvordan jeg har det.
Så jeg føler mig tit alene…. Hvad skal det nytte hvis jeg igen spiser og tager på? Hvis jeg ikke har nogen lige fortiden der forstår mig?