Brev

Meningen med livet?

Hej jeg er en pige på 13 år.

Da jeg var 7 år gammel flyttede jeg til Danmark hvor jeg kom på en dansk skole.

Her lærte jeg først dansk men med tiden fik jeg det dårligere og dårligere i skolen… Jeg begyndte at blive mere stille og næsten ikke sige noget i en periode. Skolen jeg var på blev lukket og jeg flyttede sammen med mine klassekammerater (dette var kun tre andre der alle sammmen var drenge) over på en anden skole. Mine forældre lod mærke til at jeg ikke havde det godt og flyttede mig på en anden skole. Her havnede jeg desværre i en klasse med mange konflikter og mobning.

Derhjemme var det heller ikke alting der var nemme. Min far arbejdede tit til langt hen på aftenen så min lillebror og jeg så ham kun om morgenen. Jeg savnede ham meget også fordi at jeg følte min mor gjord store forskelle mellem mig og min lillebror. Det var altid mig der skulle skældes ud og hvis min lillebror slå mig eller kaldte mig grimme ting fik han aldrig skæld ud fordi min mor ikke troede på mig. Det endte med at blive min lillebror og min mor mod mig:-(

Jeg blev endu mere stille og begyndte at syntes jeg var for tyk. Jeg begyndte at spise mindre og fik en spiseforstyrrelse. Før jeg fik anoreksi havde jeg aldrig hørt om sygdommen så i starten opdagede jeg heller ikke jeg var på farlig fod… Det var først da min far opdagede det at jeg så hvor farligt dette var men der var det allerede forsent…

Jeg begyndte at sulte og med en alder på 11 (153) høj vejede jeg til sidst ikke mere end 27 kilo. Jeg begyndte selv at indse at dette var et problem og begyndte faktisk af mig selv at spise mere igen. Et pr dage efter blev jeg indlagt fordi mine forældre var uenige om hvad der skulle ske.

Min far havde bemærket at jeg fik det bedre igen men min mor mente at det alligevel var for farligt. Indlæggelsen varede kun i 6 dage da personalet godt kunne se at der ikke længere var nok grunde til en indlæggelse. Jeg blev fulgt i et ambulant forløb der efter 4 gange sluttede og jeg blev erklæret rask.

Det hele gik godt i ca. et halvt år hvorefter jeg lige så stille og roligt igen begyndte at spise mindre. Til at starte med var det altid frokosten i skolen jeg undgik men dette blev hurtig værre og jeg tabte mig igen. Denne gang var det hele lidt værre. Jeg begyndte at miste troen på at jeg nogen sinde ville blive rask og kunne ikke få mig selv til at spise ligegyldigt hvor meget min far prøvede at støtte mig.

Min lærer blev bekymret for mig og underettede komunen. Jeg startede i et ambulant forløb hvor jeg tog ca. 3 kilo på. Denne gang havde jeg en højde på 156 cm var 12 år gammel og vejede 27 kilo. Lægerne syntes det hele gik for langsomt og jeg fik en halv uge til at tage 500 gram på. Dette mislykkedes og jeg blev indlagt i et halvt år..

Her følte jeg mig meget ensom uden mine forældre også fordi jeg med mine 13 år var den yngste. Jeg tog meget langsomt på ikke rigtig hurtigere end før og fik det endu dårligere inde i mig. Jeg følte mig uretfærdig behandlet af nogen og ensom og adskilt fra resten af verdenen.

Da det blev værre begyndte jeg at cutte mig i armen uden at nogen opdagede det. Min anoreksi blev værre og værre jeg begyndte at snyde mere og mere med maden. For ca. en måned siden blev jeg så udskrevet til et videre ambulant forløb. Dette skulle starte igår en måned efter udskrivelsen.

Lige efter udskrivelsen gik det hele godt men så begyndte jeg igen at tabe mig 4 kilo og nu har jeg fået en uge til at tage på hvis ikke jeg skal indlægges igen… Jeg ved bare ikke om jeg kan for alting er bare så svært lige for tiden

mine forældre er blevet skilt, min mor vil ikke have at min lillebror kommer til min far men jeg vil heller ikke til min mor. Jeg savner min lillebror så meget!

og så er det bare ekstra svært fordi mig og min far ikke altid har det så godt sammen som før. Vi skændes tit og han har altid været den eneste person jeg turde fortælle ting til men nu har han alt for meget om ørene og forstår ikke altid hvordan jeg har det.

Så jeg føler mig tit alene…. Hvad skal det nytte hvis jeg igen spiser og tager på? Hvis jeg ikke har nogen lige fortiden der forstår mig?

Pige, 13 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Det lyder som rigtig svært alt det, du har været og også nu går igennem. Det er super godt, at du har skrevet brevet. Jeg vil give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre. Jeg håber virkelig, at ideerne vil være brugbare for dig.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at det vigtigste er, at du finder nogen at betro dig til. Jeg får det indtryk, at du er en pige, der virkelig trænger til, at nogen rigtig lytter til dig. Og at du har brug for nogle, der er tæt på dig, som du kan støtte dig til.

Jeg bliver derfor nysgerrig efter, om din far ved, hvor meget du har brug for ham? Ved han, at du ikke synes, I har det så godt sammen som før. Og at du oplever, at han har for meget om ørerne?

Din far vil sikket gøre alt for, at du kan få det bedre. Og hvis han ved, at du oplever det på den måde, så kan det måske være med til, at han gør noget anderledes, så I kan få mere tid sammen.

Dit brev fortæller på sådan en fin måde, hvordan du har det, og hvad du har brug for. Derfor kan du overveje at lade din far læse brevet og måske mit svar. På den måde behøver I ikke tale sammen med fare for, at I kommer op at skændes.

I alle kommuner er det noget, der hedder anonym rådgivning. Her kan børn, unge og familier få hjælp. Børn kan også komme uden deres forældre. Her kan du fortælle om det, du synes er svært, og de kan fortælle dig, hvad de vil kunne hjælpe med. Det kan fx være at hjælpe med, at du får et bedre forhold til din far, at du kommer til at se din lillebror mere. Eller at din mor og far kan få det bedre med hinanden, så din far også kan se din lillebror. For jeg tænker, det påvirker dig meget, når du oplever konflikt i familien.

Du kan gå ind på din kommunes hjemmeside. Her kan du læse, hvordan du kan komme i kontakt med den anonyme rådgivning. Hvis du ikke kan finde det, så ring til BørneTelefonen på 116111, så hjælper vi dig.

Prøv at tænke på, hvilke andre voksne, som du kan have lyst til at tale med. Hvad med en lærer? Det kan fx være den lærer, der før var bekymret for dig. Måske kan han/hun tage nogle samtaler med dig hver uge. Det kan også være en helt anden voksen, som du kender et andet sted fra.

Hvis du bliver indlagt, kan du overveje at vise dit brev til hospitalet. Du ved det sikkert, men når man er ramt af spiseforstyrrelse, så handler det jo ikke kun om ens vægt men også om, at man ikke trives. Derfor kan det være en fordel, hvis de på hospitalet også får hjælp til rigtig at forstå, hvordan du har det.

Kender du Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade http://www.lmsos.dk/ Her ved de en masse både om spiseforstyrrelser og cutting. Og de har både støttegrupper og en mentorordning, som sikkert kunne hjælpe dig.

Du skriver, at du savner din lillebror. Det kan jeg godt forstå. Jeg tror også, det ville kunne hjælpe dig meget, hvis der kunne komme en ordning, så I kan ses. Det vil jeg derfor opfordre dig til at tale med din far og mor om. Og måske vil din lærer kunne hjælpe dig med den snak.

Jeg har nu givet dig nogle ideer til, hvad du kan gøre. De fleste handler om at finde nogen, du kan betro dig til. Jeg har gjort en del ud af, at du kan finde sammen med din far igen. For jeg tror, du bærer rundt på et stort savn efter ham.

Du fortjener at få det godt. Du kæmper så meget. Og jeg er imponeret over, hvor reflekteret og god du er til at forklare, hvordan du har det. Den evne kan hjælpe dig. Fortæl derfor de voksne omkring dig, det du nu har fortalt til mig.

De kærligste tanker og knus fra BørneTelefonen

Jeg tænker på mad hele dagen

Udvikler spiseforstyrrelse

Flere breve om Spiseforstyrrelser

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

læs mere

Meningen med livet?

Børnetelefonen

Jeg tænker på mad hele dagen

Udvikler spiseforstyrrelse

har du en spiseforstyrrelse?

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Psykiatrifonden

Ring

SMS

Ring