Kære dreng på 14 år
Hvor er det godt, at du skriver til os! Jeg kan se, at du går og har det rigtig svært. Når man har det så svært, så kan man komme til at ønske, at det hele bare stopper.
Man kan have gode grunde til at være bange for at være alene. Nu kender jeg dig jo ikke så godt, men du skriver, at du har været udsat for mobning. Man ved, at mobning har alvorlige konsekvenser, som du måske mærker nu. Det er i hvert fald meget forståeligt, hvis angsten, der rammer dig, hænger sammen med mobning.
Jeg tror, at alle kan forstå, at du har behov for at befri dig selv for skade og ensomhed. Du får brug for andre mennesker, der kan hjælpe dig. For man kan ikke kæmpe sig fri af en fastlåst situation helt alene.
Jeg ved ikke om du er klar over det. Men nogle læger er virkeligt gode at tale med. Din læge har med stor sandsynlighed før hjulpet unge, der ligesom dig har det dårligt. Lægen har overblik over muligheder, så du kan få det bedre. Du kan finde lægens nummer på dit gule sygesikringskort. Du kan fortælle lægen, hvis du har brug for, at samtalen bliver mellem jer. Så har lægen mulighed for at tage en fortrolig samtale med dig.
Hvis du allerede har været hos din læge, så har lægens hjælp ikke været god nok. Derfor må du prøve at tage kontakt til lægen igen – eller til andre, der kan hjælpe.
Når man har det rigtigt hårdt – så er det nødvendigt, at man råber op for at få hjælp. Det er vigtigt, at nogen ved, at du har brug for hjælp. Kun sådan kan de voksne tage ansvar for at hjælpe dig – og det er deres ansvar at hjælpe dig!
Jeg vil også foreslå dig at snakke med dine forældre. Måske allerede prøvet. Langt fra alle unge har forældre, der er gode at tale med om ting, der føles svære. Nogle unge har forældre, der føles umulige ‘at komme igennem til’.
Måske kan du prøve endnu engang – men denne gang på en lidt anden måde? Du kan måske finde et tidspunkt, hvor I har god tid og du kan fortælle dem ligeså fint, som du har fortalt i dit brev til os, at du har det rigtig svært og har brug for hjælp til at få det bedre. Er det måske en mulighed for dig?
Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at starte sådan en snak. Du kan også skrive et brev til dine forældre, hvis du hellere vil det. Du kan finde en guide til at skrive et vigtigt brev her.
Det er slet ikke sikkert, at du vil føle dig hjulpet af dine forældre, når du fortæller om din situation. Måske ved de ikke, hvordan de kan hjælpe dig? Måske gør de dine følelser til en lille ting? Måske har de meget travlt og kan slet ikke høre ordentligt efter? Eller noget helt andet…
Så må du bruge andre voksne, du kan få øje på. Det kan være en god rådgiver – der virkeligt ved noget om at have det hårdt og skade sig selv. Hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, kan du få ideer og råd til, hvordan du kan arbejde dig frem ad. Du kan tale med dem om de ting i dit liv, der ligger bag selvskaden. Hos dem kan man få råd og vejledning både på telefon, sms, chat, mail eller personligt. De er virkelig søde og dygtige. Du kan finde dem her.
Du skriver, at du ikke har nogle venner og at du gerne vil have mobningen væk. Det er klart – det er fuldstændigt nødvendigt, at du ikke fortsætter i et miljø, der føles usikkert og utrygt. Skoler, vennegrupper og klasser hvor man kan risikere at blive holdt uden for og mobbet er dårlige for dig og alle andre. Når man går i et utrygt miljø, så opstår mobning. Jeg ved ikke, om det vil hjælpe dig. Men måske kunne du se her: https://bornetelefonen.dk/mobning/
Det er faktisk sådan, at det står i loven, at alle skoler skal have en antimobbestrategi. Det betyder, at din skole skal have en plan for, hvad de gør for at undgå mobning. Det er de voksne på skolens ansvar at sørge for, at alle børnene har det godt og de skal hjælpe med at stoppe mobning, hvis den foregår. Derfor vil jeg foreslå, at du snakker med en lærer eventuelt sammen med dine forældre, hvis det er muligt. Din lærer skal også vide, at du har brug for hjælp.
Du kan måske fortælle ham/hende, hvor svært du har det og hvor ensom du er. Måske kender han/hun til andre som også føler sig ensomme eller måske har han/hun en idé til, hvordan du kan finde nogle venner på skolen. Samtidig bliver han/hun ekstra opmærksom på at få stoppet den mobning der foregår omkring dig. Er det måske en mulighed for dig?
Jeg ved, at det vil kræve stort mod af dig. Men du har jo haft mod til at skrive herind… Du er også meget velkommen til at ringe til os på 116111. Vi sidder altid klar til at snakke med dig.
Der er faktisk mange unge, der på et tidspunkt har haft tanker om at gøre sig fri af al smerte. Måske kan det være en lettelse for dig at vide, at det er muligt at få det bedre. Jeg har talt med mange, der har stået i det sorteste hul – men har fået et godt liv.
De bedste tanker og ønsker
BørneTelefonen