Forfærdelige tanker

Kære pige på 13 år

Tak for dit brev, hvor du beskriver, hvor svært du har haft det, det sidste stykke tid. Du kan tro, vi tager dig seriøst, det er det, vi er her for.

Når jeg læser dit brev, så synes jeg, du virker som en sej pige. Du har allerede prøvet at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Og nu har du også søgt hjælp her. Det er godt, at du ikke giver op – for selvfølgelig skal du ikke gå rundt og være så trist.

Der er sket nogle ting i dit liv siden sommer, hvor du har skiftet skole. Du oplever, at dine gamle veninder ikke gider dig mere – og at dine nye klassekammerater og lærere ikke er ”begejstrede” for dig.

Det er rigtig hårdt, sådan ikke rigtig at føle, at man hører til. Og jeg forestiller mig, at det kan være grunden til, at ”det hele er blevet værre”. Hvad tænker du om det?

Derfor er det rigtig vigtigt, at du får noget hjælp til at blive en del af din nye klasse. Det skal din lærer faktisk hjælpe dig med. Du skriver, at du ikke føler, du kan tale med din lærer. Hvis du har mod på det, kunne du så gå til skolens AKT-lærer eller skrive en mail til ham/hende? Så kan han eller hun sørge for, at din lærer får besked. 

Du er 13 år, og det kan godt være en tid, hvor humøret farer op og ned. Man kan begynde at græde, uden at man egentlig kender grunden. Og man kan føle, at man er trist hele tiden. Det kan også være, at man føler sig grimmere end de andre, mere ensom end de andre, mere drillet end de andre. Det kan desværre være en del af puberteten, som jo kan være en hormonel rutchebane. Jeg ved, at mange unge mennesker har samme tanker som dem, du beskriver. De kan føle sig usikre på sig selv, på fremtiden og på livet i det hele taget. De kan også føle, at ingen rigtig forstår dem. 

Selvmordstanker er dog alvorlige, og derfor er det vigtigt, at du får hjælp til at komme væk fra de tunge tanker. Du har prøvet at snakke med dine forældre om, hvordan du har det. Desværre følte du ikke, at de tog dig alvorligt. De fleste forældre vil dog rigtig gerne hjælpe deres barn. Derfor tænker jeg, at de måske ikke rigtig forstod, hvor dårligt du har det? Jeg syntes derfor, du igen skal prøve at tale med dem. For at de rigtig forstår, hvordan du har det, kunne du vise dem dette brev og mit svar.

Hvis du ikke rigtig har mod på at tale med dine forældre igen – så er det vigtigt, at du søger hjælp et andet sted. Jeg vil derfor foreslå dig, at du taler med sundhedsplejersken på din skole eller med din læge. Du kan ringe til din læge og bede om en tid. Nummeret finder du på dit sygesikringsbevis. 

Jeg tænker, at det måske også vil kunne hjælpe dig på vej, hvis du prøver at se dig selv med mere positive øjne. Kik dig i spejlet – hvad ser du egentlig, når du kikker godt efter? Du må kun sige positive ting til dig selv. Vi har alle ting som er smukke, men vi skal øve os i at se det. 

Jeg ved godt, det ikke er nemt at ændre tankerne om sig selv – for det kan være blevet en vane at tænke om sig selv på en bestemt måde. For nogle kan det hjælpe at skrive dagbog. Du kunne fx bruge dagbogen til at gå på opdagelse i din egen personlighed. Fortæl dig selv, hvad er du glad for, hvad du har gjort af dejlige ting, og hvad du godt kunne tænke dig at øve dig på.

De kærligste hilsner og tanker fra
BørneTelefonen