Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Store beslutninger

Kære børnetelefon.
Jeg skriver til jer i dag pga jeg ikke har det særlig godt. Jeg går i 7. klasse og det er ikke nemt. Jeg har ikke lyst til at gå i skole, jeg bliver utroligt nervøs hver gang jeg er i skole og ved ikke hvorfor, jeg kan ikke magte skole og mine veninder forstå ikke hvorfor jeg ikke er i skole🤯
Jeg har overvejet at få hjemmeundervisning. Jeg har en god familie der støtter mig, det bare ikke nok. Jeg bliver også altid nervøs hver gang jeg er sammen med min kæreste og det ikke fedt.
Jeg håber virkelig at I kan hjælpe mig

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år,

Det lyder ikke særlig rart for dig, at du har det skidt og ofte oplever at blive meget nervøs. Jeg kan godt forstå, at det kan påvirke din lyst til at være i skole. Nervøsitet er en ubehagelig følelse og man vil gøre meget for at undgå den. Derfor er det også sejt, at du trods nervøsiteten, har fundet mod til at skrive herind til os.

Du skriver, at du ikke helt ved hvorfor du bliver nervøs. Du skal vide, at der ikke altid er en god grund til, at man bliver nervøs. Derfor kan det føltes som om, at det kommer meget pludseligt, uden man har gjort noget for det. Er det mon sådan du føler det?

Nervøsitet overfor en kæreste, har jeg talt med mange om. Det er ret almindeligt, fordi man er glad for personen, og derfor gerne vil gøre et godt indtryk hver gang man ses. Det kan godt føre til nervøsitet. Mon din kæreste ved, at du får det sådan?

Uanset hvorfor, så er der ingen tvivl om, at det er et problem for dig. Det er ikke godt, hvis det fylder så meget, at du ikke kan komme i skole og du får det skidt. Jeg kan se, at du endda har overvejet hjemmeundervisning. Det må betyde, at det virkelig fylder meget. Derfor tænker jeg, at vi sammen skal snakke lidt om hvad du kan gøre for at få styr på nervøsiteten og komme tilbage i skole og til veninderne.

Når man ikke har det godt, så er det altid en god ide at snakke med nogle om det. Du skriver selv, at du har en god familie som støtter dig. Det lyder virkelig dejligt, at du har det. Har du mon fortalt dem hvordan du virkelig har det? At du ofte oplever at blive meget nervøs – og at det er derfor, du ikke har lyst til at komme i skole?

Når man ender med at være fraværende fra skole af en eller anden årsag, så vil de fleste enten være åbne overfor deres forældre omkring det eller forsøge at skjule det helt. Der findes sjældent en mellemting. Gad vide om dine forældre ved, at du bliver hjemme pga. nervøsiteten? Hvis de ved det, vil de have bedst mulighed for at støtte dig og hjælpe dig med at få styr på nervøsiteten. Hvis det er svært at få talt med dem, så kan du prøve at vise dem det brev, som du skrev ind til os. Der beskriver du det nemlig så fint, hvordan du har det.

Det er også en mulighed, at du snakker med en af lærerne på din skole. Én af dem du føler dig tryg ved. Det kan være, at læreren kan hjælpe dig med at blive mindre nervøs i skolen. Måske i sammen kan lave en god plan. Jeg er sikker på, at du ikke er den første, som læreren har snakket med om netop dét at blive nervøs. Hvad tænker du om det? Måske din lærer allerede har talt med dig, fordi du har været en del væk fra skole?

Nu ved jeg ikke hvor længe, at nervøsiteten har stået på. Jeg ved heller ikke, hvad der sker i din krop, når du bliver nervøs. Mon du får hjertebanken? Hvis det bliver ved (og måske endda  bliver værre), så synes jeg, at du sammen med dine forældre skal tage en tur op forbi jeres læge. Din læge har set rigtig mange mennesker, som bliver nervøse. Din læge vil kunne finde ud af, om det er så alvorligt at han/hun skal hjælpe dig lidt på vej. Det kunne fx være ved hjælp af samtaler hos en psykolog. Psykologer er rigtig gode til at lære en, hvordan man kan finde en strategi for, hvad man kan gøre for at undgå at blive nervøs, men også hvad man gør, hvis man så alligevel bliver det. Hvad mon du tænker om den mulighed?

Det er dejligt at høre, at du har gode veninder, der lyder til at bekymre sig om dig, fordi de spørger ind til dit fravær.
Du skriver at dine veninder ikke helt forstår, hvorfor du ikke er så meget i skole. Men hvis ikke du har fortalt dem, hvad der gør det svært for dig i øjeblikket – så kan de jo ikke rigtigt vide det. Derfor synes jeg også, at du skal fortælle dine tætteste veninder, hvordan du har det. Så kan det helt sikkert bedre forstå din situation og hjælpe dig med at arbejde med at kontrollere nervøsiteten.

Ses du også med veninderne udenfor skolen? Og er du så mindre nervøs her?
For så kunne en mulighed jo også være at invitere dem hjem til dig en dag, hvor du ikke behøver være nervøs fordi det foregår på skolen. Giver det mon mening for dig?

Jeg sender dig her til sidst et link til vores hjemmeside, hvor der bl.a. findes en øvelse til at finde mere ro. Måske den er noget for dig?

Vejrtrækningsøvelse

Jeg håber, at du har mod på at prøve nogle af de ting af, som jeg har skrevet til dig. Husk at del dine tanker med de tætte omkring dig, så kan de bedre hjælpe.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen.

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat