Brev

Krigen

Hej jeg er en pige på 18 år og jeg er meget bange for krigen i ukarine skal kommet til ander lande og danmark og at rusland skal angibe.

Jeg tænker over det hele tinde og læse nyheder flere gange om dage for at læse om hvad der sker og sån noget og om den er kommet vider

jeg bliver bange hver gange jeg læse noget men samtidt har jeg også en tryghed i alt læse om det

ved ikke hvad jeg skal gøre og nu er det jo også meget snak om at men skal forbedrer sig på krig og alt sån noget og at det er kommet mange flere soldat til at stå rundt omkring og at usa har givet ukraine lov til at bare missi ind i rusland og så har putin jo sagt at det ville gå ud over veste

ved godt danmark er en del af Nato

er det nogel det ved om der kommer krige i danmarks

der er nok ikke nogel der ved det er bare meget bange

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år.

Tusinde tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver ind til BørneTelefonen, især når jeg kan mærke i dit brev, at du går og føler dig meget bange og bekymret for tiden. Jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig!

Du skriver, at du er meget bange for, at krigen i Ukraine kommer til Danmark eller andre lande. Du fortæller, at du tænker over det hele tiden, og du læser nyheder flere gange om dagen, for at følge med i hvad der sker. Du giver udtryk for, at du både finder en tryghed i at læse om nyheder, men at du samtidig bliver bange, hver gang du læser noget om krigen.

Kære du, det lyder virkelig hårdt, at du går rundt med så stor en bekymring og frygt hver dag. Jeg kan sagtens forstå, at det må være svært ikke at læse nyheder hele tiden, fordi det måske giver dig en følelse af, at du er med på hvad der foregår. Men det lyder samtidig slet ikke rart, at du går og gør noget hele tiden, der skaber nogle meget stærke negative følelser i dig.

Bange for krigen i Ukraine

Først og fremmest, så er det vigtigt for mig at sige, at jeg jo selvfølgelig ikke kan love dig noget, eller fortælle dig hvad der kommer til at ske. Jeg ved ikke hvordan situationen i Ukraine kommer til at udvikle sig, og derfor kan jeg heller ikke love dig, at du ikke skal bekymre dig.

Men det jeg kan fortælle dig, det er, at der sidder en masse professionelle mennesker i mange forskellige lag af regeringer, europæiske komiteer, internationale sammenhold, osv., der alle ønsker at passe på dig, og alle andre mennesker i verden så godt som muligt.

De her professionelle mennesker, de vil prøve at gøre absolut alting for, at krigen i Ukraine ikke havner i andre lande, og bestemt ikke i Danmark, sådan så vi alle sammen kan få lov til at leve vores liv, og have det godt.

Grunden til at jeg fortæller dig det, er fordi at jeg prøver at gøre dig opmærksom på, at der er en masse mennesker, der aktivt prøver at beskytte dig og alle andre hver eneste dag. Måske det kan give lidt ro at vide, at der er folk der aktivt forsøger at sørge for, at krigen ikke udvikler sig?

Bekymringstanker

Nogle gange, når man bekymrer sig rigtig meget om noget, så kan man komme til at glemme, at bekymringerne og skrækscenarierne jo faktisk kun foregår inde i ens hoved. Virkeligheden ender meget sjældent med at forløbe sig præcis som vi forestiller os det, og det er en vigtig ting at huske sig selv på, især når man ikke kan slippe bekymringstankerne.

Vi mennesker går nemlig konstant og prøver at forudsige, hvad der vil ske om lidt, så vi kan forberede os og tage det bedste valg i nuet – det er helt naturligt. Men behovet for at være forberedt kan også gå så langt, at det begynder at spænde ben for ens eget liv, for eksempel hvis man slet ikke kan slippe bekymringen til den grad, at man går hver dag og frygten noget, der jo måske aldrig kommer til at ske. Mon du kan genkende det?

Derfor tænker jeg, at vi måske kunne snakke lidt om hvad man kan gøre, når man ofte går og er bange og bekymret? Fordi det er slet ikke meningen, at du skal gå med så store følelser hver dag, og det er vigtigt, at du får hjælp og støtte til at håndtere det.

Hjælp til at være bange og bekymret

Først, så kommer jeg til at tænke på, om du mon snakker med nogen andre om de bekymringer, som du går med hver dag? Det kunne for eksempel være dine forældre, en god veninder, klassekammerat, eller kollega. Måske du kunne fortælle dem, at du ikke bare bekymrer dig lidt, men at det faktisk går og påvirker dig hver dag, og at du har svært ved at slippe nyhederne.

Ofte, når man siger en bekymring højt, så kan det i sig selv give lidt aflast på følelserne. Måske du også oplevede en lettelse, da du skrev herind til os?

Derudover, så vil jeg anbefale dig, at du måske prøver at tænke over, om du kunne lave nogle grænser for dit forbrug af nyheder i forhold til krigen. Selvom det kan være virkelig grænseoverskridende i starten, så oplever andre unge, der også skriver herind med deres bekymringer for krigen i Ukraine, at det hjælper at sætte nogle grænser.

Det kunne for eksempel være, at du sætter en bestemt mængde tid, måske 30 min om morgenen og 30 min af om aftenen, hvor du må kigge på nyheder om dagen. Hver uge, så kunne du prøve at gøre den tid mindre med et par minutter, indtil du måske finder en grænse, hvor du føler, at du stadig er med på hvad der foregår, men hvor du også samtidig kan holde en pause fra nyhederne i løbet af dagen, så du får lov til at fokusere på andre ting, og på at leve dit liv. Hvad tænker du om det?

Jeg vil også give dig en henvisning til vores side Bange For Krig? Hvor du kan læse meget mere om de præcise bekymringer, som du går med hver dag, og finde flere råd til at håndtere dem. Det tænker jeg, at du vil finde meget relevant.

Til sidst, så kommer jeg også til at tænke på, om dine bekymringer mon til tider går udover din søvn? Grunden til at jeg spørger, er fordi at det er ret normalt, at bekymringstanker kan blive værre om aftenen, og desværre ofte lige inden sengetid. Og hvis det er tilfældet for dig, så kan du faktisk lave nogle øvelser, der kan hjælpe dig med at komme ud af tankerne, og få ro i hovedet, så du kan sove. Du kan finde øvelserne: Her.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget! Jeg kan sagtens forstå, at du går og er bekymret for, at krigen den udvikler sig. Men jeg synes det er virkelig stærkt og modigt af dig, at du selv er opmærksom på, at du faktisk går og er bange hele tiden, og opsøger noget hjælp til at kunne håndtere det.

Det viser mig, at du har styrken til at prøve og arbejde med de her bekymringstanker, og finde en balance med dit forbrug af nyheder, hvor du også kan leve dit liv samtidig med, at krigen foregår i Ukraine.

Og så er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive ind til BørneTelefonen igen, eller ringe ind på tlf. 116 111, hvis der er mere, eller noget helt andet, som du har brug for at snakke om.

Knus og kram fra

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat