Hej pige på 18 år,
Hvor er det godt, at du skriver, hvis du går og bekymrer dig. Jeg kan godt forstå, at du bliver nervøs, hvis du pludselig opdager noget på din krop, som ikke plejer at være der.
Det er forskelligt fra person til person, hvor let man får blå mærker. For nogle skal der ikke ret meget til. Somme tider lægger man ikke engang mærke til, hvornår man får blå mærker. Så er det der pludselig bare, uden at man kan huske, hvad der er sket. Er det mon noget, du kan genkende?
Du skriver, at du ikke kan tænke på andet og er bange for, om det er farligt, fordi de blå mærker kommer uden grund. Det er rigtig godt, at du er opmærksom på det. Som regel er blå mærker ikke farlige, men det er generelt er det en god idé at holde øje med, om der opstår ting på ens krop, som ikke føles normalt.
Jeg synes derfor, at du skal kontakte din læge og spørge, om det er noget, han eller hun vil kigge på. På den måde kan du få ro i dit sind. Lægen kan helt sikkert hjælpe dig med at finde ud af, hvad de blå mærker skyldes, så du ikke skal gå og bekymre dig. Din læge har en faglig viden, som du kan stole på.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at det vil give dig ro at få det tjekket.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.