BangeBuks?

Kære pige på 11 år, tak for dit brev med titlen "BangeBuks?".

Det er da ikke rart for dig at gå og være så bange, som du skriver i dit brev. Du skriver, at du "lever i evig frygt" derhjemme, men at du, når du er i skolen, ikke føler dig bange.

Men altså: hjemme er du bange og skrækslagen,  - men er alligevel afhængig af krimier om aftenen. Det får mig til at tænke på, om dine forældre er klare over, hvor bange, du nogen gange føler dig? Har du fortalt dem, om din skræk? Ellers tror jeg, det vil være rigtig godt for dig at fortælle dem om, hvor bange du kan være, og at det mest er derhjemme, du har det sådan.

Hvis du fortæller dem om dine skrækforestillinger, har de muligheder for at hjælpe dig med at få styr på din angst. Tit har de voksne nogle gode konkrete i deer til, hvordan man kan blive mere tryg- og hvis de ikke har, så kan de spørge nogen, som har flere ideer end dem selv...

Jeg tror også, at det er nødvendigt at fortælle dem, om din "afhængighed" af krimier om aftenen. Det er min erfaring, at krimier - især inden sengetid - kan sætte gang i nogle uhyggelige fantasier hos børn. Så derfor tror jeg, det vil være en god ide at droppe dine krimier - i hvert fald inden sengetid- og prøve at erstatte dem med noget rart og hyggeligt. Også her tror jeg, at dine forældre kan støtte dig.

Det er ikke usædvanligt, at man i perioder kan blive overvældet af uhyggelige tanker, men hvis det begynder at blive så voldsomt, at man har svært ved at gøre leve sit liv, som man gerne vil, så er det vigtigt, at man får sagt det til nogle voksne, som kan hjælpe en. (Hvis du ikke rigtig ved, hvordan du skal sige det, kan du evt. printe brevet ud til BørneBrevkassen, hvor du jo meget fint får forklaret, hvordan du har oplevet det.)

Mange hilsner BørneBrevkassen