Kære pige på 11 år
Jeg kan godt forstå, det ikke er rart, at være bange om natten. Jeg vil prøve, at give dig nogle forslag til, hvad du kan gøre:
• Du kan sørge for, at dit værelse at rart at være på, og at der er hyggeligt omkring din seng, så du føler dig tryg. Det kan fx være med noget fint sengetøj, puder og bamser. Måske din mor og far kan måske hjælpe dig med det?
• Du kan have en lille lampe tændt om natten, eller måske kan der være lys i gangen/rummet uden for dit værelse, og døren stå på klem, så der ikke er helt mørkt, hvis du vågner og er bange. Det kan hjælpe, hvis man kan se, hvad der er omkring en.
• Du kan sove med en bamse, som kan ’passe’ på dig om natten, og ’fortælle’ dig, at du ikke skal være bange. Det lyder måske fjollet, men nogen gange kan det hjælpe, hvis man har en ’ven’ at støtte sig til, og søge trøst hos. Det gør ikke noget, at den ikke er levende. Den kan godt give dig den tryghed, som jeg tror du søger, når du går ind til din mor og far om natten. På den måde, kan du bruge bamsen i stedet for din mor og far.
• Du kan snakke med din mor og far om de ting, du er bange for om natten og de mareridt, du har. Når man fortæller om det man drømmer eller er bange for, fx underlige væsner, kan det være med til, at få dem til at forsvinde, eller gøre mareridtene mindre. Måske er du så ikke helt så bange næste gang, du vågner.
• Du kan aftale med din mor og far, at du må komme ind til dem, hvis du vågner og er særligt bange. Det kan måske være en sikkerhed for dig, i stedet for at tænke, at du ikke kan gå ind til dem. Selvom de har kærester, så skal de jo også passe på dig.
Jeg håber, du kan bruge mine råd.
Mange kærlige hilsner
Børnetelefonen