Brev

Lavt selvværd og dumme vaner

Hej BB,
Jeg er en dreng på 16 år, og har for tiden har jeg det ikke særlig godt med mig selv. Og det skyldes en masse forskellige ting. Jeg har ikke særlig højt selvværd, selvom jeg lyder det overfor dem omkring mig.

Jeg er rigtig usikker på mit udseende f.eks. er jeg 175cm i højden, hvilket jeg ikke føler er godt nok. Jeg plejede at være rimelig veltrænet og havde sixpack, men siden jeg startede på efterskole har jeg mistet mine muskler og følt mig fedt.

udover dette har jeg også kæmpe angst for at miste mit hår allerede, da jeg føler jeg allerede er ved at få høje tindinger. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og går konstant og tænker på hvad jeg kan gøre for at beholde mit hår.

men udover mit udseende, har jeg det også svært med mig selv for tiden, fordi jeg har fået en dårlig vane med at ryge hash med mine venner. jeg gør det ikke på mine efterskole, dog rimelig tit når jeg er hjemme i weekenderne.

Hvis lærerne finder ud af det, kan jeg blive smidt ud af min efterskole hvilket er god nok grund til at lade vær. oven i det, føler jeg også at jeg er blevet dum af det, selvom jeg stadig klarer mig fint i skolen. Jeg vil gerne stoppe, men kan mærke jeg er blevet lidt for glad for det, og tænker derfor hele tiden på at ryge.

Jeg syntes selv det pinligt at jeg allerede har problemer med den slags på min alder, og jeg ikke engang er startet ordentlig på livet endnu. Jeg er bange for at jeg ikke bliver til noget, og hele min familie bliver skuffet over mig. Når jeg prøver at stoppe med at ryge, tænker jeg konstant på det, og finder dumme grunde til at gøre det alligevel.

Desuden er det heller ikke nemt når mine venner også gør det. Det påvirker også meget mit humør, og nogle gange får jeg de slemmeste humørsvingninger hvor jeg bare har lyst til at bryde sammen, men hvor jeg ikke kan.

Kan ikke snakke med mine forældre eller venner om det, så går og bære inde med det alene, selvom det nok er dumt. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Mit liv virker uoverskueligt, og mit selvværd har det rigtig skidt. Vil rigtig gerne ændre på det, og få mere kontrol igen.

Dreng 16 år

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng 16 år

Det første skridt til at få mere kontrol, er netop at dele dine tanker med nogen. Derfor er det godt gået, at du har skrevet et brev til mig, hvor du fortæller om alle de tanker, du gør dig.

Når jeg læser dit brev, er jeg slet ikke i tvivl om, at du er en tænksom og reflekteret fyr, som godt ved, hvad der er en god og en dårlig idé. Du har en klar fornemmelse omkring, hvorfor du bøvler med selvværdet og er begyndt at ryge.

Du skriver, at du synes, det er pinligt, at du i din alder ryger hash og ikke kan stoppe. Men jeg får lyst til at vende den om og sige, at det netop giver mening, at du i din alder døjer med lavt selvværd og kan få lyst til at komme lidt væk fra de svære følelser.

Jeg har nemlig talt med rigtig mange unge, som også er begyndt at ryge hash, drikke eller tage stoffer, fordi livet simpelthen har gjort for ondt i perioder. Det er faktisk derfor, at mange mennesker begynder med et bruge og misbruge stoffer. Du skal i hvert fald vide, at jeg på ingen måde synes, det er pinligt. Tværtimod synes jeg, det giver god mening i en svær situation.

Som du selv skriver, så er der gode grunde til ikke at ryge hash. Du ved, der er en risiko for at blive smidt hjem fra efterskolen.

Selvom vi godt ved, der er gode grunde til at stoppe med noget, som ikke er godt for os. Ja, så kan det altså stadig være super svært at stoppe. Selvom hash ikke er godt for dig, så er der nok en grund til, at du kommer til at ryge alligevel.

Jeg har før talt med andre unge om at ryge hash. En del fortæller mig, at de ikke kan lade være, fordi det er et frirum væk fra noget, der er svært. Hash og andre stoffer kan få én til at glemme det, der er svært – desværre varer det kun et øjeblik. Og man kan endda få det endnu værre dagene efter, man har røget, fordi man får “nederen” på – altså man bliver lidt nedtrykt og ked af det.

Det er nok også en følelse, du kan genkende, tænker jeg. Det er nemlig en af bivirkningerne ved at ryge. Der kan også være en del andre som fx koncentrationsbesvær, manglende energi og nedtrykthed. Det kan være, du allerede ved det – og måske det også har været nogle af grundene til, du gerne vil stoppe.

Tit er det sådan, at man skal have hjælp til at stoppe. Det kan være alt for svært at klare selv. Lige nu bærer du på alle tankerne selv. Du føler ikke, du kan dele med dine forældre eller dine venner. Jeg forestiller mig, at det må være en tung byrde.

Når vi holder noget svært helt for os selv, så kan det komme til at vokse sig kæmpestort indeni. Det kan føles som en kampesten, vi bærer rundt på indeni.

Til gengæld ved jeg, at det kan føles som en kæmpe lettelse at få sagt bare lidt af det højt. Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde et godt menneske, du kan få sagt det højt til. Her til at starte med behøver det ikke være dine forældre.

Det kan fx være en anonym rådgivning, du snakker med. Hos os er du altid anonym, og det kunne måske være et godt andet skridt at ringe til os på 116111 og tale lidt om både selvværdet og dit ønske om at stoppe med at ryge.

Jeg vil også gerne fortælle dig om Netstof

Det er en super god hjemmeside, hvor du fx kan læse lidt om gode strategier til at nedtrappe dit forbrug af hash. Prøv at læse, hvordan du kan starte med at tage kontrollen over dit forbrug her: Tag kontrol over dit forbrug

Hvis du på et tidspunkt får mod til det, så kan du også på Netstof søge efter lokale behandlingstilbud, hvor du kan møde fysisk og få en eller flere samtaler med eksperter, som ved en masse om, hvordan man kan stoppe med at ryge hash.

Jeg håber, du har mod på at kigge lidt på hjemmesiden. Tit skal man lige bruge lidt tid på at få styr på tankerne, så modet til at række ud efter hjælp kan vinde.

Til sidst vil jeg spørge dig, om du mon har en god lærer på efterskolen? For så kunne du måske starte med at dele dine tanker om dit selvværd med din lærer.

Du behøver ikke fortælle noget om hash, og du har magten til at beslutte dig, hvad du vil sige. Du kunne fx starte med at sige:

“Her på det sidste har jeg ikke haft det super godt. Mit selvværd er ikke så godt, og det begynder at fylde mere og mere. Jeg har virkelig brug for at snakke om det. Tror du, andre også kan have det på den måde?”

Igen kan det være rart at få sagt tankerne højt, og jeg er ret sikker på, at din lærer har hørt det fra en del andre elever. Selvom det er rædsomt at døje med selvværdet, er det desværre ret almindeligt.

Det håber jeg, du har mod på. Jeg tror i hvert fald på dig!

Dit brev siger en del om, at du godt ved, hvordan du skal passe godt på dig selv. Men jeg tror også, du har brug for nogle gode voksne, som kan støtte dig.

De kærligste hilsner fra BørneTelefonen

Flere gode råd til unge Om alkohol

Når man er ung, kan det være, at man begynder at interessere sig for fester. Eller måske at ens venner, er begyndt at feste – og måske er nogen også begyndt at drikke øl og drinks til festerne?

Har du tanker som: Jeg føler, jeg skal drikke, for at være en del af fællesskabet. Det er som om, der er et gruppepres til festerne. Hvordan siger jeg fra? Jeg vil gerne prøve at drikke, men hvordan taler jeg med mine forældre om det? Jeg tror jeg har et alkoholproblem, hvordan får jeg hjælp til at komme ud af min afhængighed? Hvad kan der ske, hvis jeg drikke for meget? Min ven bliver altid for fuld, hvordan kan jeg hjælpe?

Tjek siden ud og find svar på dine spørgsmål. Du kan tage en quiz og finde ud af, om du kender til myterne om alkohol. Du kan også læse gode råd til, hvordan du drikker alkohol på en sikker måde eller du kan læse andre børns dilemmaer og se BørneTelefonen svar.

Alkohol og stoffer Andre der hjælper

Netstof

Rådgivning og information om alkohol og rusmidler. Find et behandlingstilbud.
Læs mere

Alkolinjen

Til dig, der drikker meget alkohol eller er pårørende til alkoholmisbrug
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat