et liv i sorg

Kære 10-årige pige

Tak for dit brev. Du har kaldt det ”Et liv i sorg”. Så jeg er ikke i tvivl om, at du er rigtig ked af det.

Du skriver om 2 ting; 

1.       Din far. Jeg forstår godt, at du er bange for, at han begynder at drikker igen. Jeg forestiller mig, at du var meget lettet, da han begyndte at tage medicin. At han har taget medicinen viser, at han gerne vil holde op med at drikke. Måske er han bare nu så langt, at han kan klare sig uden medicin?

Alligevel kan jeg godt forstå, at du er bekymret. Hvordan ville det derfor være, at fortælle din mor, at du er bange?  Kunne du fortælle hende om de ting, du føler, når du tænker på din far, og at han har drukket? 

Du kan også snakke med andre voksne om det. Er der fx en lærer, du er tryg ved? Det er nemlig også godt, hvis dine lærere ved, hvordan du har det. Så kan de hjælpe dig, hvis du har en dårlig dag, hvor du tænker meget på din far. 

2.       Din farmor er dement. Derfor kan hun kan måske ikke kende dig. Det lyder dog som om, du savner hende og tit tænker på hende?

Du og din mor har besluttet, at du ikke skal besøge hende mere. Men måske har du ændret mening? Har du alligevel lyst til at se, hvordan hun har det? Selvom du måske bliver lidt forskrækket over, at hun ikke er helt, som du husker hende, så er hun jo din farmor. Måske trænger du til at give hende et lille kram? Og selvom din farmor ikke kan udtrykke, at hun er glad for at se dig, så kan hun måske alligevel mærke, at du er der. 

Jeg håber, du får talt med din mor om din far og farmor. Og også med en af dine lærere. Du kan også ringe til os, hvis du får brug for mere hjælp.

Kærlig hilsen BørneTelefonen