Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Bekymret for krig i Ukraine?

Lige nu er der mange, der er bekymrede på grund af, hvad der sker i Ukraine. Vi hører fra mange børn og unge, at de føler sig utrygge og bange for, om der kommer krig i Danmark. Her på siden kan du finde gode råd og læse andre børns breve.

Ultra Nyt: eksperter svarer på jeres spørgsmål

“Bliver Danmark ramt?” eller “Kommer der 3. Verdenskrig?” Det er bekymringer, som fylder hos rigtig mange børn og unge lige nu.

Få svar på alle dine spørgsmål her, og hør Ida fra BørneTelefonens gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du bliver bange.

Krig i Ukraine | Vi svarer på jeres spørgsmål

5 gode råd hvis du er bekymret

Tal med en voksen

Vi kan godt forstå, det kan føles voldsomt og svært at høre om krigen i Ukraine.

Når man har uhyggelige tanker og svære følelser, er det bedst at tale om det med en voksen. Måske kan de ikke svare på alle dine spørgsmål, men de voksne kan hjælpe dig ved at lytte til dig, berolige dig og måske finde svar på dine spørgsmål.

Hvis det fylder meget henne i skolen, kan du også spørge din klasselærer om han/hun vil tale med klassen om det.

Lad være med at se nyhederne, hvis det gør dig bange

Lige nu fylder det meget i nyhederne. Og du har måske også set klip på TikTok, Snapchat eller Instagram?

Det kan være svært at undgå, og endnu sværere at lade være med at blive påvirket af. Vi anbefaler derfor at holde en pause fra de apps, hvor du ser ting, der gør dig bange.

Hvis dine forældre følger med i nyhederne i fjernsynet, er det også helt OK at gå ind i et andet rum eller bede dem om at slukke.

Der er også nogen, som godt kan lide at følge med, og som finder ro i at vide, hvad der sker. Men det er bedst at se nyheder til børn sammen med dine forældre eller din klasselærer. Det kan fx være Ultra Nyt.

Pas på med ikke at skræmme hinanden

Det er helt okay også at have brug for at tale med sine venner om situationen. Men det er vigtigt at huske på, at historier også kan skræmme.

Hvis du har set en uhyggelig video, så lad være med at del den med dine venner. Tal i stedet med en voksen om, hvad du har set og fortæl dem, hvordan du har det.

Hvis du oplever, at din ven deler noget med dig, må du gerne sige fra. Du kan fx sige: ”Jeg bliver bange, og vil ikke have du sender sådan noget til mig”.

I stedet for, kan I bruge hinanden til at komme på andre tanker og hygge jer sammen. Det kan være, I aftaler at lave noget sammen, hvor I tænker på noget helt andet.

Gør det, du plejer

Når man er bange og utryg, er det vigtigt at tale om. Men det er også vigtigt at huske at give sig selv pauser fra tankerne.

Det kan være ved at lave ting, som gør dig glad. Fx at spille PlayStation, spille fodbold eller besøge dine venner. Du kan også bede om hjælp fra en voksen. Du kan fx sige: ”jeg har brug for hjælp til at komme på andre tanker” eller ”jeg vil gerne distraheres lidt”.

Vi ved ikke, hvordan situationen udvikler sig. Men vi ved, at lige nu, så er der trygt og rart hjemme i Danmark. Og der er en masse voksne, som gør alt hvad de kan, for at det skal forblive sådan.

Har du svært ved at sove?

Hvis du har svært ved at sove eller drømmer uhyggelige drømme, kan du lave soveaftaler.

Det kan være, du kan sove sammen med dine søskende, dine forældre eller aftale en hyggelig overnatning med en god ven?

Det kan også hjælpe at falde i søvn til en hyggelig lydbog.

Drømme er heldigvis ikke ægte, og de er ikke farlige. Tit har drømme det også med at overdrive virkeligheden. Det er derfor, de kan opleves så ubehagelige.

Ring 116 111 eller skriv til børnetelefonen

Husk – du kan også altid ringe eller skrive til BørneTelefonen på nummeret 116111 eller på chatten. Vi vil rigtig gerne lytte til dig og tale med dig om dine bekymringer.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat