Vil i ikke nok hjælpe mig?

Kære BB

Jeg har virkelig taget mig sammen og prøvet at gøre det her brev forståeligt og jeg har brugt lang tid på det så prøv at sætte jer i min situation.

Vi starter da jeg gik i 3. klasse. Jeg har altid været populær i skolen og jeg var nok den klogeste i klassen og der var også mange der så op til mig. Jeg havde virkelig mange fritidsaktiviteter så jeg havde travlt hver dag.

Det endte med at jeg begyndte at græde meget i skolen så lærerne gav bedsked til mine forældre. De troede jeg havde stress så de besluttede at jeg skulle stoppe til nogle at mine fritidsaktiviteter så det gjorde jeg selvom jeg elskede at gå til det.

Det hjalp men jeg blev også mere upopulær i skolen fordi jeg stadig var ret ked af det. I 4. Klasse besluttede jeg mig for at blive den gode og glade pige igen. Jeg lod mest som om jeg var glad og alting var fint men jeg begyndte også selv at tro på det.

Jeg var tit ked af det men kun når jeg var alene men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg begyndte at læse herinde og læste rigtig meget på selvværd og selvskade. Jeg tænkte ikke på om der var noget galt med mig.

Jeg tegnede tit døde mennesker (er ret god til at tegne). Jeg elskede at tegne men kun når det var triste ting. Jeg lyttede også til deprimerende musik for at græde. Jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det.

Nu går jeg i 5. Klasse og klare mig stadig rigtig godt i skolen og har nogle gode venner men her for ca 2 måneder siden begyndte det at gå op for mig at jeg ikke har det særlig godt.

Jeg syntes det var mærkeligt at jeg havde læst en masse breve der hanlede om selvværd og så lige pludeselig tænke om jeg havde det sådan.

Jeg fik ondt i maven hver gang jeg tænkte på det. Jeg fik mere og mere lyst til at skade migselv og har tit revet hår ud og kraset i sår og slået migselv. Jeg kunne ikke lide at tænke over hvordan jeg havde det så jeg gjorde det bare.

Jeg fortalte min bedste veninde det men jeg har jo været “glad” når jeg var sammen med hende og hun syntes det var mærkeligt da jeg fortalte hende det men hun sagde bare at jeg nok havde haft en dårlig dag.

Jeg blev så ked af det at jeg skar i migselv 2 gange. Ikke dybe rifter bare sådan at det blødte lidt.

Så møde jeg en pige på ca samme alder som mig som havde skåret i sig selv længere end mig og som også havde det svært.
Vi hjalp hindanen når der er sket noget så vi er blevet rigtig gode venner. Hun siger altid til mig at jeg ikke må skade migselv for hun har svært nok ved at holde styr på sig selv. Det er jo rigtig nok men jeg kan ikke lade være med det. Jeg gør bare uden at tænke over det. Jeg kan ikke lade være med at straffe migselv.

Jeg har aldrig fortalt det til en voksen og slet ikke mine forældre. Jeg er også virkelig bange for at vokse op. Ligepludselig er jeg i pubberteten og så bliver jeg teenager og så bliver jeg voksen. Det går alt for stærkt syntes jeg.

Jeg håber at brevet ikke var for kompliceret og at i vil prøve at hjælpe mig.

~Mig…