Kære 14 årige dreng
Mange tak fordi du skriver til BørneTelefonen. Det er super godt, at du og din kæreste spørger, når I har noget I gerne vil rådgives om.
Det er rigtig modent og klogt af jer, at I forholder jer til den seksuelle lavalder.
At du også er bevidst om samtykke ved sex fortæller mig, at du er ansvarsfuld og omsorgsfuld. At du er bevidst om love og regler og at du er er en god fyr, der tager hensyn til piger. Det er super flot af dig. Din kæreste er heldig at have en sød fyr som dig.
Jeg er ikke jurist, så jeg kan ikke give 100% garanti. Men umiddelbart vil jeg give dig ret i, at det er ok for jer, at fortsætte med sex, selvom du fylder 15 før din kæreste. Som jeg forstår det, vil du ikke blive dømt, hvis du og din kæreste begge har lyst, efter du er fyldt 15, og indtil hun også fylder 15 år. Det mener jeg, på baggrund af denne tekst:
“SEX MELLEM JÆVNALDRENDE
Hvis to jævnaldrende har sex med hinanden, fordi de begge to har lyst, bliver de ikke straffet for det.
Hvis aldersforskellen er stor, kan den person, der er over 15 år, dog godt blive dømt for det alligevel.
Fx. kan en på 19 år blive straffet for sex med en på 14 år, mens en på 15 år ikke bliver det.”
Teksten er citat fra sexlinien. Du/I kan også selv læse mere her: https://www.sexlinien.dk/emneside-rettigheder-og-overgreb/seksuel-lavalder
Samtykke
Som du selv er inde på, så er samtykke yderst vigtig. Derfor er det også vigtigt at vide, at man godt kan give samtykke og begynde at have sex og så fortryde. Og det skal så selvfølgelig respekteres, hvis den ene part ønsker at stoppe. Man kan altså trække sit samtykke tilbage, også imens man har sex. Det tænker jeg også, at du er en fyr der respektere.
Pas på hinanden
Lige nu er alting godt imellem jer, og det er dejligt. Men ingen af os har en krystalkugle, og man ved jo aldrig hvad fremtiden bringer. Det sker, at folk bliver uvenner. Derfor tænker jeg, at det også kunne være en rigtig god ide, at jeres forældre ved, at I har sex. Måske ved de det allerede?
Dette tænker jeg, fordi netop når du er blevet 15, så kan det være rart at både dine og hendes forældre ved, at det er noget I gør, og at I er enige om, at I begge gerne vil det. Så burde der ikke kunne komme nogen senere og sige, at det I har gjort ikke var ok og ikke var med samtykke. Giver det mening?
Samtidig vil jeg også gerne fortælle jer, at børn og unge har ret til et privatliv – også på det seksuelle område. Det betyder, at I har ret til at holde jeres sexliv privat. I skal altså ikke fortælle om det, medmindre I gerne vil.
Svært at sige noget privat
Hvis du synes, at det kunne være betryggende at have den sikkerhed der ligger i, at jeres forældre ved, at I har sex og gerne vil det begge to. Så ved jeg fra mange andre unge, at det kan være rigtig svært at fortælle sine forældre noget, der er så privat. Måske det også er sådan for dig/jer?
Det kunne måske være en start at snakke om prævention? Måske I allerede har haft den snak? Ellers kunne det måske være et udgangspunkt for at starte en samtale?
Her er også et link med ideer til, hvordan man kan få fortalt noget der er svært: https://bornetelefonen.dk/fortael-noget-svaert/
Jeg tænker, at du og din kæreste handler fornuftigt og ordentligt. At I begge er ansvarlige ved at stille spørgsmål og skrive til BørneTelefonen for at få svar. Jeg tror, at I passer godt på hinanden. Jeg synes, at det er så fint, at I har skrevet ind til os.
Hvis du/I skulle have flere spørgsmål, enten om det samme, eller om noget helt andet, er I også altid meget velkomne til at ringe til BørneTelefonen på 116111
Kærlig hilsen
BørneTelefonen