Kære pige på 13 år
Først og fremmest skal du vide, at de følelser du sidder med om din far er helt naturlige og normale. Jeg har hørt fra andre børn og unge, som har en forælder i fængsel at de også kan tvivle på, om de vil have noget med forælderen at gøre mere.
Man kan føle sig vred på sin far, måske fordi man ikke forstår; hvorfor at han har lavet ulovlige ting og hvorfor han ikke kan stoppe sit misbrug. Måske er man også vred fordi han ikke er ved en, men derimod i et fængsel.
Men mange oplever samtidig også inderst inde at de stadig elsker deres forælder og måske savner deres mor eller far rigtig meget.
Tror du måske at du også har det sådan inderst inde?
Vi er jo alle mennesker og kan gøre dumme ting, som vi bagefter kan fortryde og forhåbentlig lære af fremover.
Måske din fars tid i fængsel har fået ham til at indse, at han må stoppe med sit misbrug og at han ikke vil undvære jer i familien mere?
For mig kunne det godt lyde til, at din far i hvert fald vil gøre et forsøg på, at tingene skal blive anderledes og bedre. For han har nemlig sagt ja til behandling – og det er et skridt i den rigtige retning. Behandlingstilbud kan hjælpe rigtig mange voksne ud af deres misbrug.
Jeg kan ikke beslutte for dig, at du skal give din far en chance. Jeg ved jo heller ikke hvordan hans ulovlige ting og misbrug er gået udover dig. Men jeg vil sige til dig, at det er kun dig der kan mærke, hvordan du har det bedst, og det er absolut det vigtigste. Det kan være at du for tiden ikke vil se din far, så er det dét du kan vælge at gøre. Det kan være at du er ok med at skrive sammen med din far, men ikke besøge og se ham. Måske du på et andet tidspunkt bliver klar igen, og måske tager det lang tid eller kort før du er klar, hvis du bliver det. Det kan være din måde at sige fra og passe på dig selv, det er helt ok.
Det er vigtigt for dig, at du har nogle trygge voksne omkring dig, som du kan snakke med. Særligt omkring de tanker og følelser som du har om din far.
Har du måske en voksen omkring dig, som du kan snakke med og som du føler dig tryg ved? Det kan være din mor, papmor, en skolelærer, en venindes mor eller anden voksen, som du tænker er god for dig?
Det kan også være en god hjælp for dig, at snakke med andre børn og unge, som har eller har haft en forælder i fængsel. De har det måske som dig og i kan måske give hinanden nogle gode råd.
Jeg ved at Røde Kors har samtalegrupper, som man kan deltage i med andre børn/unge. Der vil også være en psykolog eller en pædagog til stede, som kan vejlede jer undervejs. Hvis du er interesseret kan du læse mere ved at klikke HER.
Hvis du har brug for en snak i telefon med en voksen, hvor du kan dele alle tanker omkring din far, kan du også kontakte en rådgiver fra SAVN, som er en rådgivning, som hjælper dem som har en der er i fængsel. Deres telefon nummer er: 28 80 60 00.
Selvfølgelig kan du også altid ringe eller skrive til os på 116111, chat eller brev.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen.