Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Uvenner med en veninde

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år

Tak for dit brev, jeg kan godt forstå du ikke bryder dig om at være uvenner med din veninde. Du skriver, at du altid er uvenner med din veninde, men jeg tænker på, om der mon ikke er nogle tidspunkter hvor I har det sjovt eller hyggeligt sammen? Det tænker jeg næsten der er, når du stadigvæk har lyst til at være veninde med hende.

Mon I på de tidspunkter, hvor I har det hyggeligt sammen, taler om at I ofte bliver uvenner? Nogle gange kan det nemlig være godt at tale om tingene, når man ikke længere er sure på hinanden. Hvis man taler om svære ting når man er sure på hinanden, ender det ofte med at begge parter bliver endnu mere sure eller irriterede. Hvis dig og din veninde taler om, hvordan det kan være, at I tit bliver uvenner og hvad I kan gøre for at undgå det, så er det en god idé, at I begge fortæller hvordan I selv har det med det. Det vil sige i stedet for at du måske siger til din veninde ”jeg synes, det er dumt at du altid bliver sur og skriver dumme beskeder til mig”, så er det bedre, at du fortæller hende hvad det gør ved dig. Det kunne f.eks. være ”når du skriver til mig at jeg er sur, så bliver jeg rigtig ked af det, fordi det slet ikke sådan jeg føler det inden i”. Når man taler om tingene på den måde, så er det ofte nemmere for den anden part at forstå. Mon du synes, at det giver mening?

Du skriver, at du synes det er din veninde som starter med at være sur eller irriteret, så I bliver uvenner. Måske kan du næste gang det sker spørge hende, om hun faktisk er sur eller irriteret på dig? Nogen gange kan det nemlig godt virke som om, at man er sur, når man f.eks. er ked af det eller skuffet. Måske er det også sådan for din veninde? Når din veninde spørger om du gerne vil med ud at gå en tur, så er hun måske allerede begyndt at glæde sig lidt til I skal ses og gå tur. Når hun så finder ud af, at du ikke har tid i dag, så bliver hun måske lidt skuffet. Hun bliver ikke skuffet fordi du gør noget forkert, men fordi hun allerede havde glædet sig og håbet på at I skulle være sammen. Tror du, at det kunne være sådan for din veninde?

I dit brev lyder det som om, at I sms’er til hinanden. Er det altid når I skriver med hinanden at I bliver uvenner? Nogle gange misforstår man hinanden, når man skriver en sms eller f.eks. et brev, fordi man ikke kan høre hvordan den anden taler eller ser ud. Mange ting kan ofte komme til at virke anderledes, når man skriver det til hinanden i forhold til når man taler med hinanden. Kan det mon være derfor, at dig og din veninde ofte tror at den anden er sur? Hvis du tror at det kunne være en af grundene, så kunne dig og din veninde måske ringe til hinanden i stedet for at skrive sammen hver gang?

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine forslag til hvad du kan gøre. Hvis du har lyst til at tale mere om det, er du også altid velkommen til at skrive til BørneChatten eller ringe til BørneTelefonen på 116 111. Det kan også være, at du og din veninde kan ringe sammen til BørneTelefonen, så I begge to kan fortælle hvad der sker og få hjælp til hvordan I kan løse det når I bliver uvenner.

Kærlige hilsner BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat