Brev

Svært med venner

Hej, jeg er en pige på 14 år og jeg har det rigtig svært med venner.

Jeg er virkelig dårlig til sociale ting, selv over internettet, så jeg er altid meget alene. Selvfølgelig har jeg venner, men normalt holder det ikke så længe. Jeg skubber dem væk, ikke fordi jeg har lyst til det, men jeg kan virkelig ikke holde ud at være sammen med dem i mere end 1 time af gangen.

Det gør også skole meget hårdt, når jeg skal forholde mig til alle menneskerne på samme tid.

Jeg er også bange for at jeg er ved at miste mine nuværende venner igen. Jeg tror de er ved at blive trætte af mig, eftersom jeg aldrig vil hænge ud efter skole og jeg aldrig skriver, og det som regel tager mig nogle timer at svare på beskeder.

Jeg har jo ikke noget imod dem, min hjerne kan bare ikke klare det, og jeg prøver virkelig på ikke at være en dårlig ven, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Hilsen pige 14 år.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14

Hvor er det godt, du har skrevet til BørneTelefonen. Det er udmattende for dig at være sammen med andre mennesker, og du er bange for at andre vælger dig fra på grund af det. Det må være en stor bekymring at gå rundt med. Det er modigt, du fortæller om det i dit brev.

Når jeg læser dit brev, forstår jeg det som om, at du ønsker venner. Du har måske bare et anderledes behov end de fleste. Du trives måske godt i at være alene – det er anstrengende for dig at være social, og du trækker dig derfor oftere.

Fordi du har det sådan, er du i bange for, at du ikke kan leve op til forventningerne til det at være en ven. Har jeg forstået det rigtigt?

Jeg kan godt forstå, det er en bekymring for dig. Især hvis du har oplevet, at dine venskaber ikke holder så længe. Alligevel skriver du, at du “selvfølgelig har venner”. Det gør mig glad at læse. Det må betyde, at du godt kan være social, men bare hurtigere bliver mæt.

Jeg kan forestille mig, at du føler dig anderledes, når du har det sådan. Måske føler du dig også forkert. Men det er vigtigt for mig at sige, at du ikke er den eneste, der har det sådan. Der findes mange mennesker, som der ligesom dig har mere brug for ro. Det er der ikke noget forkert i.

Man kan forestille sig, at alle mennesker har et “socialt batteri”. Batteriet bruger strøm, når man er social og lader op igen, når man er alene. Alle mennesker kan opleve, at de har brug for at lade op. Men der er forskel på hvor stort ens batteri er.

Når jeg læser dit brev, kan jeg mærke, at du har tænkt meget over din situation. Det er tydeligt for mig, at du er en eftertænksom person. Jeg tror også, du er god til at mærke efter. Det er en stor styrke.

Jeg tænker på, om du har talt med nogen om dine tanker. Jeg tror, det kunne være en god ide at få fortalt nogen, hvordan du har det. Tit kan det hjælpe bare at tale om det. Og hvem ved, måske kan du få et godt råd eller hjælp.

Du er virkelig god til at beskrive, hvordan du har det i dit brev. Jeg tænker, at det kunne være god ide at tale med dine forældre om det. Du kan også fortælle din lærer om det. Det er en god ide at lade folk omkring en kende til det, som er svært. Så kan man hjælpe hinanden.

Du kan også overveje at være helt ærlig overfor dine venner. Du kan fortælle dem: “jeg kan godt lide dig og vil gerne være din ven, men du skal vide, at jeg hurtigt bliver træt af at være sammen med mennesker. Måske kan det virke som om, jeg ikke er interesseret, men det er bare fordi jeg er træt og har brug for at være alene”.

Hvad tænker du, når jeg skriver sådan. Tror du, det kan hjælpe dig? Du kan også overveje at læse dit brev højt. Hvis du synes forklaringen med “det sociale batteri” er god, kan du bruge den til at forklare andre, hvordan du har det.

Hvis du har lyst til at tale med nogen kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116111. Det hjælper for mange børn og unge. Der kan du også få flere råd, hvis ikke mine hjælper dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat