Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

skoleskift

Hej Børne brevkasse.
 
jeg går på en meget lille skole, så derfor er vi kun 11 drenge og 4 piger i min klasse. I sidste uge skiftede min bedste veninde skole og jeg blev meget ked af det!! jeg græd i mange dage efter jeg fik det af vide.
 
lidt efter fandt jeg ud af at en af de 2 piger der nu var tilbage også skulle skifte skole… jeg følte at det var min skyld at alle forsvandt… min bedste ven startede på min skole for lidt over 1 år siden, han havde også tænkt sig at skifte skole igen, men jeg fik ham overtalt til at blive og det er jeg selvfølgelig meget glad for!

den 3. pige der går i min klasse har jeg kendt i 10 år og hun betyder meget for mig… men hun irreterre mig også rigtig meget, og jeg får lidt “spat” af hende. jeg tænker hele tiden på at skifte skole, fordi jeg savner nogle at være sammen med, og jeg syntes generelt bare at det er en dårlig skole!!

men jeg ved ikke hvordan jeg skal snakke med mine forældre om det, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til min bedste ven (når nu jeg bad ham om at blive) og jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til den 3. pige… det er jo også lidt synd hvis hun skal være den eneste pige. og jeg har ikke lyst til at miste kontakten med dem.

– Hvordan snakker jeg med mine forældre om det?
– hvordan snakker jeg med min bedste ven om det, og kan jeg overhovedet være bekendt at skifte skole?
– hvad skal jeg sige til hende den 3. pige?

altså jeg har slet ikke snakket med mine forældre… 🙁 men jeg tænker hele tiden på at skifte skole!

kærelig hilsen Caroline 🙂

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Caroline,

Først vil jeg gerne starte med at sige tak for dit brev. Jeg synes det er rigtig fint og meget modigt af dig at skrive herind.
Jeg kan forstå, på det du skriver, at du er meget ked af, at to af dine rigtig gode venner har skiftet skole. Det kan jeg sagtens forstå og gætter på, at det er savnet til dem og måske følelsen af ensomhed, der gør at du bliver ked af det?

Jeg er sikker på, det ikke er din skyld, at de har flyttet skole, selvom man godt kan komme til at føle det sådan, når man er ked af det. Det er tydeligt at læse, at venskaber er vigtige for dig, og derfor tænker jeg på, om det er muligt, at I kan bevare jeres venskab? Det kan være ved, at I laver aftaler om at være sammen efter skole eller i weekenden og fridage? Så du har mulighed for at være sammen med dem og føle mindre ensomhed. Måske er det dig, der skal spørge dem først?

Du skriver også, at du er meget i tvivl om, du selv skal flytte skole. Men at du ikke ved, om du kan være det bekendt over for din anden ven, som du har fået til at blive på skolen.
Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke synes, du skal have det dårligt over, at du overvejer at flytte skole. Heller ikke selvom, du har fået din anden ven til at blive. På det tidspunkt, vidste du jo ikke, at de to andre vil flytte skole.
Nogle gange kan der ske det, at man begynder at snakke med andre fra klassen/skolen og på den måde får nogle nye venner. Hvis det er en lille skole, kan det være en idé at se efter venskaber på andre klassetrin eller i parallel klassen – hvis det er pige veninder du savner på skolen? Andre gange kan det være en god idé med et skoleskift.

Jeg kan ikke helt læse ud af dit brev, hvad det er, du synes er dårligt ved din skole Men det er helt forståeligt, at du synes det er ensomt at blive, når to af dine gode venner er flyttet. Jeg kan godt forstå, du synes det kan være svært kun at være 2 piger, og det er helt forståeligt, at man hurtigere kan blive irriteret på hinanden, når man er så meget sammen. Måske har I det begge to på samme måde med hinanden – uden, at I snakker om det? Måske savner hun også flere piger i klassen, så der er flere at være sammen med…Vil det være en idé, at I snakker om det og hvad der kan gøres ved det – så I får det godt sammen. Måske tænker hun også på at skifte skole?
 

Jeg synes, det vil være en rigtig god idé, hvis du fortæller dine forældre om dine overvejelser, så I sammen kan snakke om, hvad der vil være bedst for dig. Måske ville det også være en god idé at snakke med din klasselærer om det, sammen med dine forældre. Så din lærer og skolen, ved hvorfor du har det sådan. Måske kan skolen så også gøre noget for at blive en bedre skole, som flere piger har lyst til at være elever på?

Hvis du synes det er svært at få det sagt til dem, kan du måske skrive nogle af dine tanker ned først? Du kan fx skrive alle de ting, som er gode og dårlige ved at gå på din skole og hvorfor det er godt eller dårligt. Bagefter kan du gøre det sammen med den skole, du gerne vil skifte til. På den måde viser du dine forældre, at du har tænkt grundigt over det – både det, der er godt og dårligt ved begge skoler og hvordan du har det med det. Så er det ikke bare en ’skør’ idé, du lige har fået.

Du kan måske starte med at sige til dine forældre, at du har noget, du gerne vil snakke om. Så I kan finde et tidspunkt, hvor der er ro og tid til det. Når I skal snakke om det, kan du give dem brevet, hvor du har skrevet de gode og dårlige ting, og hvordan du har det på din skole nu og hvordan du tror, det bliver på den nye skole. Dine forældre skal nok lige have tid til at læse og forstå tingene fra din side, inden I snakker sammen.

Jeg er glad for at høre, at du har en rigtig god ven i din klasse, og jeg tænker, at han godt vil kunne forstå, at du også har tanker om at flytte skole, især når I er så få piger. Jeg kan godt forstå, at du synes, det kan være svært at få det sagt til ham, efter han har besluttet at blive. Måske kunne du skrive et brev/en besked til ham og til den tredje pige, om hvorfor du tænker på at flytte skole?  – Så ved de det, og har mulighed for at tænke over, om de har det på samme måde? Måske er det en god idé at vente med det, til du har talt med dine forældre om det.

Jeg håber, du fik svar på dine spørgsmål.
Du er altid meget velkommen til at skrive til os igen, eller ringe eller sms’e til BørneTelefonen 116111.

Mange hilsner
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat