Brev

Aller bedste veninde skifter skole

I mandags fandt jeg ud af at min allerbedste veninde skal skifte skole efter sommerferien.

Jeg har aldrig grædt så meget som den aften.

Jeg græd mig selv i søvn mandag tirsdag og onsdag. Idag er det torsdag.

Imorgen er hendes sidste dag. Vores forældre er rigtige gode venner, og vi har selv været venner siden vi var babyer. Vi var i mødregruppe sammen.

Vi har sammen med to andre piger en 4 mands gruppe. Men efter sommerferien er jeg bange for hvad der dker. Altså. Hvad hvis vi 3 andre blir udskiftet med andre og bedre veninder? hvad hvis hun glemmer mig.

Jeg har før prøvet at miste en rigtig god veninde fordi hun skrifter skole. MIn veninde der skifter skole skal ikke flytte, så vi bor stadig i samme by.

Men hvordan skal vi holde kontakten ordenligt? jeg er virkelig frustreret. Og imorgen er det jo sidste skoledag.

Hjælp mig virkelig. Er så ked af det at det gør ondt i hjertet. Jeg har selfølgelig mange andre venner det er ikke det. Vil bar ik miste hende her.

Men jeg har rigtig meget sport. og det har hun også. Og vi har jo måske ik fri samme tid, og hendes skole ligger en halv time væk, så ka ikke engang bare gå hjem til hende efter skole og være sammen eller at hun kan komme hjem til mig.

Hvordan holder vi kontakten ordenligt???

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år,

Tak for dit brev. Det kan være en rigtig trist oplevelse, når en, man er rigtig glad for, skifter skole.

Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det. Og det er rigtig godt, at du skriver herind. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.

Du fortæller mig, at din bedste veninde skifter skole efter sommerferien.

I har kendt hinanden siden mødregruppen, og I er i en vennegruppe med to andre piger. Jeres forældre er også gode venner. Og nu er du bange for, hvad der sker efter sommerferien. For hvordan holder I kontakten ordentligt?

Når jeg læser dit brev, mærker jeg, at du er rigtig glad for din veninde. I har kendt hinanden næsten hele livet. Og I har det godt sammen. Derfor kan det også føles rigtig stort og skræmmende, at hun pludselig skal noget helt andet. Det forstår jeg godt.

Har du talt med din veninde?

Jeg tænker på, om du mon har talt med din veninde om, hvordan du har det?

Nogle gange kan det være rart bare at fortælle om, hvorfor man er bekymret og nervøs.

Du kunne for eksempel sige til hende, at du håber, at det bliver godt på den nye skole. Men at du også kommer til at savne hende rigtig meget. At du føler dig bange for at miste hende, når hun får nye klassekammerater og venner.

Din veninde glæder sig måske til sin nye skole. Men måske er det også lidt svært for hende at skulle væk fra dig og jeres vennegruppe.

Det kan være, at I kan hjælpe hinanden med at finde ud af, hvordan I kan holde fast i hinanden. Bare ved at sidde og snakke sammen. For så ved du, hvordan hun har det. Og hun ved, at du kommer til at savne hende.

Forældre kan også hjælpe

Måske kunne det også være lidt rart for dig at snakke med dine forældre. Du fortæller mig, at dine og din venindes forældre er rigtig gode venner. Derfor kan det være, at de også kan hjælpe jer med at ses, selvom I ikke længere skal gå på samme skole.

Nogle gange kan det også bare være dejligt at fortælle sine forældre, hvordan man har det. Det kan være, at dine forældre også har prøvet, at deres venner er flyttet eller har skiftet skole. Så måske kender de selv de følelser, du har.

Din veninde flytter ikke hus

Du fortæller mig, at din veninde skifter skole, men at hun ikke flytter. Så I bor stadig i samme by. Det, tror jeg, er rigtig godt for dig at huske på. Selvom I måske ikke kommer til at se hinanden ligeså meget som før, så bor I stadig, hvor I altid har gjort.

Selvom I begge to dyrker meget sport, kan det for eksempel være, at I kan ses til aftensmad eller i weekenderne.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej. Jeg kan godt forstå, at det er hårdt for dig, at din allerbedste veninde skifter skole. Men når jeg læser dit brev, synes jeg, at du lyder som en god og kærlig veninde. Og jeg synes, at det er rigtig sejt af dig at skrive ind til os.

Det fortæller mig, at du er god til at mærke, hvordan du har det. Og det er en rigtig god ting at kunne. Det gør også, at jeg tror på, at du vil være god til at tale med din veninde om det her. Har du mon mod på det?

Hvis du har brug for det, må du altid gerne skrive ind til os igen. Du kan også ringe til os på 116 111.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat