Kære pige på 13 år,
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver herind.
Du skriver, at du er blevet kærester med en dreng, som din veninde har været vild med i lang tid.
Det er svært, når man er veninder og falder for den samme dreng. For det meste ender det ulykkeligt for mindst en.
I dit tilfælde er både dig og din veninde kede af det.
Din veninde føler sig måske forrådt og du har tydeligvis enormt dårlig samvittighed, når du føler dig som en dårlig ven. Det er hverken rart for dig eller din veninde.
En forelskelse kan være både helt fantastisk og ret forfærdelig, for det føles aldrig rart at blive valgt fra til fordel for en anden. Særligt en veninde.
Men selvom man først blev forelsket, så kan man aldrig eje den man er forelsket i. Den person kan blive forelsket i andre, ligesom din kæreste er blevet forelsket i dig. Derfor er det også ret tit at vi hører, at det her er sket for andre.
I starten er følelserne ofte meget store
Når der opstår konflikter, kan følelserne være overvældende. Det er normalt at have brug for tid til at tænke og bearbejde tingene, ligesom når man har slået sig og det gør ondt – med tiden bliver smerten lidt mindre.
Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det og nervøs, når du og din veninde ikke taler sammen for tiden. Det er vigtigt at respektere, at din veninde måske har brug for lidt tid til at finde ud af, hvordan hun har det.
Det lyder som om, at du virkelig vil kæmpe for jeres venskab, og det er en dejlig tanke. Måske du kan fortsætte med at vise hende, hvor meget hun betyder for dig, samtidig med at du respekterer, hvis hun har brug for en pause.
Hvis du oplever, at din veninde trækker sig fuldstændig og ikke ønsker kontakt i lang tid, kan det være en idé at overveje at give hende lidt plads. Det kan være hårdt at blive ved med at prøve, og nogle gange ender venskaber desværre.
Så måske er det nu tid til at lade hende få lidt plads og ro til at komme tilbage, når hun er klar?
Hvis I taler sammen
For at finde en god måde at tale med din veninde, kunne du måske prøve at sætte dig i dine venindes sko og forestiller dig, at det var hende, som var blevet kærester med en dreng, du havde været vild med i lang tid.
- Hvordan ville du have reageret? Og hvad ville du have haft brug for fra din veninde?
- Hvad ville du have sagt, så veninden kunne forstå din smerte?
- Og ville der være en vej ud, så I kunne fortsætte med at være veninder?
Det kan godt være svært at finde ordene, så derfor har jeg sat et link ind, hvor du kan prøve at skrive et brev. Find linket her
Jeg tror også, det er vigtigt, at du får fortalt din veninde, hvordan du føler for din kæreste. Måske hun får en bedre forståelse for, hvorfor du gjorde, som du gjorde.
I mange venskaber opstår der rigtig svære konflikter. Derfor har vi lavet et konfliktløsningsværktøj, som måske også kunne være interessant at se på. Den finder du her.
Snak med andre om det
Har du tænkt på at dele dine følelser med din kæreste eller måske dine forældre? Det kan være godt at få tingene ud og tale om, hvor svært det er for dig lige nu.
Selvom du er glad i dit forhold, kan det stadig være svært at håndtere tabet af et andet venskab. Jeg spørger, fordi når man sætter ord på sine følelser, kan det hjælpe med at få klarhed over, hvad der virkelig betyder mest.
Nogle gange bliver savnet efter en mistet ven for overvældende. Det er ikke rart at gå rundt med den følelse alene, så det er vigtigt at tale med nogen om det.
Nye muligheder
Selvom det kan være svært lige nu, kan et brud med en ven også åbne døren for nye gode oplevelser og venskaber. Det kan være svært at se det sådan lige nu, men nogle gange fører et afsluttet venskab til nye muligheder for andre venskaber og fællesskaber.
Hvis du bliver trist, kan det være en god idé at få din ven lidt på afstand. Fx kan det være en god idé at stoppe med at følge personen på sociale medier.
Brug ikke tiden på at undersøge, hvad din ven går og laver, men brug i stedet tiden på at gøre ting, der gør dig i godt humør. Fx tid med din kæreste.
Det er dejligt at høre, at du og drengen er blevet kærester. Måske kan din forelskelse være med til at distrahere dig lidt og få dig til at tænke på andre ting, så du ikke behøver at gå rundt med dårlig samvittighed hele tiden. Det håber jeg.
Jeg håber, at du kan bruge mine råd ellers må du endelig skrive igen eller ringe til en af vores søde rådgivere på 116111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen