Kære pige på 13 år!
Tak for dit brev. Hvor er det dejligt at høre, at du har sådan en god veninde!
Jeg kan godt forstå, du synes det er svært at hun tænker på at tage på efterskole. Ud fra det du skriver tænker jeg, at du sikkert er lidt bekymret for, at du ikke har andre at være sammen med mens hun er væk, da du ikke snakker så meget med de andre piger i klassen. Er det mon sådan du har det?
Selv om du er rigtig glad for din veninde, og sikkert også kommer til at savne hende mens hun er på efterskole, tænker jeg, at det måske også kan være en mulighed for dig, for at lære nogle af de andre piger bedre at kende. Jeg ved ikke, om du har snakket med din veninde om, hvad du skal gøre i forhold til de andre piger mens hun er væk, men jeg tænker, at det kunne være en idé, hvis du fortalte hende om det, så hun ved, hvad du går og tænker på. Hun kan sikkert godt forstå, at du er lidt bekymret ved tanken om at skulle undvære hende. I kan måske også snakke om, at det kunne være en god idé, at begynde at lære de andre piger lidt bedre at kende, og åbne lidt op over for dem, så du ikke kommer til at føle dig helt alene, når hun tager på efterskole. Så kunne hun ’hjælpe dig’ med at lære dem at kende. I kunne fx invitere pigerne fra klassen hjem til hyggeaften eller filmaften. Hvad synes du om den idé?
Det skal selvfølgelig ikke være sådan, så dig og din veninde aldrig skal være alene sammen, men jeg tror det vil være godt, hvis I begynder at invitere de andre piger med til nogle ting, og viser dem, at I gerne vil lære dem at kende. Jeg er sikker på, at det vil gøre dig mere rolig, hvis du føler, at du kender nogle af dem, og har dem at være sammen med, når din veninde skal på efterskole.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar.
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen