Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Løgn

Hej

Jeg er en pige på 13 år, og jeg lyver.

Jeg har masser af venner osv men i pressede situationer flyver der løgne ud af min mund.

Jeg lyver om stor ting, som kræft i min familie. Hele min klasse ved at min søster har “kræft” hvilket ikke er rigtigt.

Jeg tror jeg blev postet Idag da min mor stod og snakkede med min lære, og min mor så på mig med et underligt blik. Og fortalte at det ikke passede at min søster havde kræft til min lære.

Nu sidder jeg og venter på hun kommer hjem og jeg er så nervøs. Hvad nu hvis alle finder ud af det var løgn? Kommer de til at hade mig?

Jeg kom også til at lyve om at to af mine venner drak mig fuld i weekenden, men vi blev alle fulde og de kom ikke vodka i min cola som jeg sagde til mit fodbold hold. Nu hader alle mine venner hende den ene af mine venner og det alt bare løgn.

Kh løgneren der er ved at brække sig af dårlig samvittighed

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år.

Det er rigtig godt, at du nu stopper op og tænker over, hvad det fører til, når du lyver. Jeg forestiller mig, at du er ved at opdage, hvor indviklet livet kan blive, når man har løjet, og det bliver opdaget. Jeg kan godt forstå, at du var nervøs ved tanken om, hvad din mor ville sige til dig.

Nu er det jo overstået, og forhåbentlig er det overstået på en måde, så du ikke føler dig alt for flov. I din situation er der ikke rigtig andet at gøre end at indrømme løgnen og undskylde den. Og så prøve at blive klog på, hvorfor du mon har brug for at lyve - så du undgår, det sker igen. Det kan de voksne hjælpe dig med at finde ud af. 

Det er der nemlig altid en grund til, at man vælger at lyve. Du beskriver selv, at det er ligesom om, at løgnen flyver ud af din mund, når du føler dig presset. Det er en rigtig god iagttagelse af dig selv. Så det handler åbenbart om, at der sker noget med dig, når du føler dig presset. Derfor er det også vigtigt, at finde ud af, hvorfor du bliver presset. Er der mon noget i klassens måde at være sammen på, der presser dig? Eller skyldes det noget andet?

Jeg tror, du kunne have stor glæde af at snakke med enten din lærer, dine forældre eller en anden voksen om det. Så der kan gøres noget ved det. Samtidig kan I også tale om,  hvad du kan gøre i stedet for at lyve.

At ændre en dum vane kræver øvelse, men når det lykkes for dig, kan du ønske dig selv tillykke. Hvis du fremover igen kommer til at lyve, er det en god ide, hurtigst muligt at fortælle, at det var en løgn. 

Det er ikke nemt, men det er nemmere end hvis løgnen varer ved.

Jeg håber, at du har en forstående lærer, der kan hjælpe dig med at tale med klassen om det. Og at I sammen kan få snakket om, hvorfor man vælger at lyve. Der er helt sikkert andre fra klassen, der har også prøvet det.

Hvis du oplever, at de andre fra klassen er blevet sure på dig over løgnen, så er det vigtigt, at du beder dine forældre og lærer om hjælp. Sådan at problemerne ikke kommer til at vokse sig større. Hvis dine forældre ikke rigtig ved, hvordan de bedst hjælpr dig, så kan de ringe til ForældreTelefonen på 35555557. Du kan derfor vise dem mit svar, så de ved, at det er en mulighed. 

Hvis du ikke synes, du har nogen at snakke med, synes jeg, du skal ringe til BørneTelefonen på 116 111, og snakke med en rådgiver om det. Hvis du har besluttet dig for, at du vil stoppe med at lyve, er jeg sikker på, at det vil lykkes for dig. Du skal bare have lidt hjælp til det.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat