Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hun overgår mig

Hej

Jeg har en veninde som jeg er sammen med næsten hver dag. Vi deler nogle af de samme interessser, så som musik, skrivning og kunst.

Men der er noget som virkelig er begyndt at irritere mig, og det er at hun virkelig er SÅ god til alt. Men det irritere mig ik at hun er god til det, men lidt det at jeg ikke er.

I skolen får hun for eksempel virkelig meget ros for hvad hun laver, og hun kan gidt finde på at prale en smule med det. Og når vi har skrevet sange, har hun været så meget hurtigere end mig.

Og når vi har skrevet historier, har hun altid holdt sig til sin første ide mens jeg har måtte skifte ideer fordi de ikke var gode nok.

Og jeg siger ikke at det er hendes skyld… overhovet! For det ved jeg jo at det ikke er.

Men noget som virkelig er nederen er bare det, at NÅR jeg så endelig laver en sangtekst jeg virkelig synes lyder godt, skal hun komme med en eller anden kommentar, eller hvis jeg skriver noget som jeg virkelig elsker, siger hun det ikke giver mening, og når jeg endelig har lavet noget i skolen som jeg synes er værd at blive rost for, skal hun nævne en fejl i det.

Det er pisse nederen, specielt fordi det er som om hun KUN gør sådan når det endelig er noget jeg virkelig er tilfreds med.

Og ikke nok med det, så vil hun altid have at jeg skal give kritik på hvad hun laver, og det prøver jeg på.

Men når jeg så viser hende de ting jeg laver, som fx en sangtekst jeg ik er 100% tilfreds med, som heg gerne vil høre hendes mening om, siger hun “det lyder godt” og går videre til sit eget igen. Jeg plejer at sige hvorfor jeg synes det lyder godt.

Mvh mig

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Det lyder som om, at du og din veninde har et rigtig tæt venskab. Det, at du har skrevet hertil, viser mig, at det venskab betyder meget for dig.

Det er jo fantastisk, at I har så mange ting tilfælles. Men det lyder som om, at du kan have brug for at begynde at åbne op overfor hende omkring, hvordan du har det. For at det gode venskab skal fortsætte.

Når I begge skriver sange og er kreative på andre måder, er det næsten uundgåeligt, at der opstår jalousi og misundelse, tror jeg. Men det er noget, som I begge skal være opmærksomme på, og efter min mening, skal prøve at bekæmpe.

Vi kan ikke være lige gode til alt, og jeg tror tit, at vi ikke ser helt klart, når vi sammenligner os med andre. Derfor skal vi prøve at lade være med at sammenligne os med andre, selvom det er meget svært!
Du skriver, at din veninde er god til alt, men det virker også som om, at der er mange ting, som du er god til. Vi er ofte vores egen værste kritiker.

I er helt vildt kreative begge to, og det er fantastisk, synes jeg. Øvelse gør mester, så prøv at se om du kan vende hendes dygtighed til en motivation for dig om at blive endnu dygtigere? (Selvom jeg tror, at du er meget dygtig.)

Du skriver også, at din veninde ikke er så god til at give positive kommentarer på det, som du skriver og laver. Det kunne godt komme af, at hun er lidt misundelig på dig. På hvor god du er. Det er noget der går begge veje, lader det til. Det er nemt at sige, at I skal blive bedre til at rumme hinandens talent og ikke misunde hinanden. Men måske vil det også være en lettelse for din veninde at tale om det? Det kan jo være, at hun har nogen af de samme følelser?

Man siger at misundelse er en grim ting, men det er også en meget naturlig ting og almindelig følelse. Jeg synes, som jeg skrev tidligere, at det er noget, som I må prøve at bekæmpe. Og nu har du skrevet herind – det er et vigtigt skridt på vejen!

Hvad tænker du mon om at skrive de ting, du har beskrevet i dit brev til BørneTelefonen i et brev til hende? Jeg synes, du er meget reflekteret, især når du viser, at det fx ikke er hendes skyld, at hun er, som hun er. Og det lyder som om, at du er meget bevidst om, hvilke ting der går dig mest på fx, at hun ikke er god til at give positiv kritik.

Jeg foreslår, at du kunne skrive et brev, fordi det muligvis ville være svært at formulere de her ting på en god måde ansigt-til-ansigt. Se her, hvordan man kan skrive et brev. Det er jo nok et ret følsomt emne for jer begge. Men hvis du hellere vil sige det ligeud i en snak, så gør endelig det! Du kender jeres venskab bedst.

Det ville her være en god idé, hvis du forberedte nogle helt konkrete eksempler, og husker nogle af de nuancer, som du også havde med i dit brev til mig (som ros af hende, og at det ikke er hendes skyld, men at det er noget der går dig på).

Det ville også være godt, at havde nogle forslag med til løsninger fx at I, når I læser hinandens tekst igennem, begge skal skrive et par linjer om, hvad I synes og, hvad der var godt og dårligt. På den måde kan I sparre med hinanden, og det tror jeg er noget, der kunne komme jer begge til gode.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar! Skriv eller ring til BørneTelefonen på 116111, hvis du stadig er i tvivl om, hvordan du skal gøre.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat