Brev

vægt

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige,Mange tak for dit brev, hvor du beskriver, at du er ked af din vægt. Jeg vil derfor prøve at hjælpe dig til, hvordan du kan få det bedre med dig selv og din vægt.Du skriver, at du er 12 år gammel, og jeg tænker derfor, at du måske er begyndt at gå i puberteten? Som du sikkert ved, sker der rigtig mange ting når man går i puberteten, både med ens krop som udvikler sig fra at være en pigekrop til at blive mere kvindelig, og med ens tanker, følelser og interesser som også, på en måde, bliver mere voksne. Da det ikke er alle, der går i puberteten samtidig, vil der være en periode, hvor nogen stadig har små tynde pigekroppe, og andre er højere, er begyndt at få former og derfor også vejer mere. Mon det også er sådan i din klasse?Jeg ved, det kan være svært for piger i din alder ikke at ligne alle andre, og mange begynder, ligesom dig, at tænke over hvad de vejer. Det er fint at passe på sin vægt, men det er ikke meningen, at det skal fylde i ens hverdag og påvirke ens selvværd, som jeg kan forstå det gør hos dig. Jeg er derfor rigtig glad for, at du har skrevet herind, og jeg synes det er imponerende så mange ting du allerede selv har tænkt på kunne være en hjælp. Jeg tror, et godt sted at starte er at fortælle, hvordan du har det til en voksen, f.eks. din mor. Jeg ved, du skriver, at du ikke tør sige det til hende, men jeg synes ikke, du skal være alene med de følelser og tanker, du har. Måske er du bange for at gøre hende ked af det eller for, hvad hun vil sige? Jeg kan dog fortælle dig, at mødre tit bliver mere kede af at finde ud af, at deres barn har gået rundt og været ked af det, uden de vidste det, fordi hvis bare de havde vidst det, så ville de have hjulpet. Hvis det er svært at få det sagt, ved jeg at det for nogen kan hjælpe at skrive et brev i stedet eller vise det brev, de har skrevet til BørneTelefonen og vores svar. Måske du har mod på det? Måske I sammen kunne finde en sundhedsplejerske, eller gå til lægen? Som du selv er inde på, så kan de hjælpe dig med at tale om udvikling, krop og vægt og komme med gode råd til både kost, motion og hvordan du kan få det godt med din krop. Hvis du fx tager din mor med, vil hun også kunne få nogle råd til hvordan I derhjemme, måske kan leve lidt sundere og hvordan hun kan støtte dig i forhold til dine tanker og følelser. Jeg kender også flere børn, der har været glade for at være på julemærkehjem. Det er lægen du og din mor skal tale med, for at komme i betragtning til en plads på et julemærkehjem. Man behøver ikke være overvægtig, men man kan lære at leve et liv med sund kost, nærvær og masser af motion.

Med hensyn til at få et bedre selvværd kan bare det at leve sundt og dyrke motion gøre, at man får det bedre med sig selv, fordi man føler, man gør noget godt for sig selv. Generelt er det vigtigt at gøre noget, der gør en glad og i godt humør. Det kan f.eks. være at ses med sine veninder, gå til sang, sport eller være kreativ på en anden måde. Jo flere ting man gør, der gør en glad, desto mindre ’plads’ er der til de dårlige tanker, som gør en ked af det. Hvis du ikke allerede går til noget i din fritid, var det måske også noget, du kunne snakke med din mor om? Jeg synes, du virker som en sød, betænksom og omsorgsfuld pige, som også er fuld af gå-på-mod. Lyder til du har nogle gode veninder, som ganske sikkert også gør sig tanker om deres krop og vægt, det er helt naturligt i jeres alder. Måske du kan fortælle dem, hvilke tanker og overvejelser du går med, og så håber jeg de vil støtte dig, uanset hvilke tiltag I kommer frem til, når du har talt med  din mor og sundhedsplejersken/lægen.

Jeg håber, du føler, du har fået svar på det, du ville, og fået hjælp til at komme videre. Du er også altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 og snakke lidt mere om det hele.Kærlige hilsner,BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat