Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Spiseforstyrrelse

Hej BørneBrevkasse
Jeg er en 16-årig pige der er gået igennem en del her på det sidste. 
Min søster har en slem grad af OCD hvilket tærer meget på familien. 
Derudover er jeg stoppet på efterskole, hvilket påvirker mig meget negativt, da jeg er meget ked af det over det, og dømmer mig selv. Jeg har været ked af det i en længere periode nu, men har sagtens kunne leve mit liv normalt også. 
Nu har tingene bare taget overhånd. 
Jeg spiser og spiser og spiser. Jeg har egentlig ikke lyst til mad, og jeg er ikke sulten, men jeg bilder mig selv ind at jeg skal spise. 
Jeg køber hele tiden slik, jeg tager slik og mad herhjemme fra og jeg har endda stjålet slik fra min søster! (Hvilket jeg er så ked af at jeg har gjort!) Jeg kan slet ikke styre mig selv og jeg kan ikke kende mig selv! 
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til mine forældre, jeg synes det er pinligt, så jeg prøver at skjule det for dem. Hver gang jeg ser en mulighed for at de ikke opdager mit indtag, slår jeg til. 
Jeg vil så gerne ud af det her, da det går mig på, jeg er ked af det, og jeg ikke laver andet end at ligge i min seng. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal fortælle det til mine forældre? 
Synes de har nok problemer i forvejen.. 
Håber meget i vil svare, da jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre!
Hilsen den triste pige

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år,

Tak for dit ærlige brev. Jeg kan høre, at du går gennem en hård tid i øjeblikket, og ønsker at få hjælp til at få det bedre. Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af en omsorgs- og samvittighedsfuld pige, hvilket formodentlig også er medvirkende til, at du har svært ved at tale med din familie omkring dine problemer. Jeg er glad for, at du har taget det første skridt og skrevet til Børntelefonenen, og jeg håber vi sammen kan finde en løsning.

Når man overspiser er det oftest et udtryk for, at man har det psykisk svært. Det er derfor vigtigt at få hjælp inden ens spisevaner udvikler sig til en regulær spiseforstyrrelse. Jeg synes derfor det er vigtigt, at du får talt med dine forældre om dine spiseproblemer og tristhed, så de har mulighed for at hjælpe dig. Jeg kan forstå på dit brev, at du ikke ønsker at belaste dine forældre yderligere, men måske har dine forældre allerede bemærket, at du også har det svært. Jeg kunne derfor forestille mig, at det bliver en lettelse, både for dig og dine forældre, hvis du åbner op omkring dine problemer, og I får snakket sammen.

En mulighed er også at du går ind på

http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/diagnoserne/bed/

og læser om hvordan man kan få hjælp, når det er vanskeligt at styre ens spisevaner. Hos LMS, som er Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, kan du både læse om hvilke følelser og oplevelser der gør, man kan føle det er svært at styre ens spisevaner, men også få råd og vejledning til at få hjælp, de har blandt andet en telefon og chatrådgivning. Og de har også gode råd til pårørende, så måske du kan vise siden til dine forældre, så de kan støtte dig bedst muligt, hvad tænker du om det?

Du skriver i dit brev, at du synes det er pinligt at snakke med dine forældre. Jeg tænker, at det måske kunne være en mulighed at skrive et par stikord ned, inden du snakker med dine forældre. Alternativt kan du også skrive et brev til dine forældre eller simpelthen bare vise dem vores brevudveksling.

Du er også velkommen til at ringe på Børnetelefonen på 116 111 – det er gratis og helt anonymt – hvor du sammen med en rådgiver kan finde den bedste løsning for dig. Jeg ønsker dig alt det bedste for fremtiden.

Kærlig hilsen Børnetelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat