Kære pigeTak for dit fine brev. Jeg er glad for, at du skriver til os, med alt det her der fylder i dig. Jeg kan rigtig godt forstå, at man kan blive bange og måske usikker, når man skal dele noget rigtig svært med nogen, som man måske ikke rigtig har lyst til at dele det svære med.Nogle gange kan der være noget, der fylder så meget i en, at man ikke er tjent med at skulle håndtere det alene. Du er ved at få hjælp til at blive rask og komme ud af den anoreksi, som buldrer rundt i dig, og det er så stærkt. Det er så godt, og det viser, at du har så stor respekt for dig selv, at selvom du ikke bryder dig om dem, der er på sygehuset, så lader du dig indlægge og ser i øjnene, at så må det være nødvendigt at give din klasse en forklaring.Jeg tænker på, om du mon har talt med nogen om, hvad du skal sige, eller hvordan du skal gøre det? Du er ikke den eneste, der har været i den situation, at skulle fortælle om det svære, så måske de på sygehuset har nogle gode metoder og ideer til at sige det? Eller erfaringer? Eller måske dine forældre har nogle ideer? Det kan også være, at foreningen LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade) kan være behjælpelige med gode forslag? Du kan finde deres hjemmeside her: www.lmsnyt.dkJeg kan ikke gøre nok opmærksom på det, men når man oplever svære ting som du, og man er et sted i sit liv, hvor man er i gang med at kæmpe en kamp, så er det vigtigt, at man har nogen omkring sig, som man kan stole på og stoler på, hjælper en, når det ser allertungest ud. Det håber jeg, du har? Og hvis du ikke føler, det er sådan, så synes jeg virkelig, at det er det første du skal bruge kræfter på at finde. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig med ’at kigge’ lidt efter nogen i dit liv, hvis du vil have hjælp til det. Du må endelig ringe, chatte eller sms’e til os på BørneTelefonen. Nummeret er 116111, og det er gratis at ringe og skrive.Nogle gange når man oplever andre mennesker have det rigtig svært og er igennem nogle alvorlige perioder i deres liv, så reagerer andre mennesker ikke som man havde troet eller forventet. Jeg bliver nysgerrig på, hvad det mon er, der får dig til at tænke, at dine klassekammerater og veninder vil reagere med at trække sig væk fra dig i stedet for at hjælpe dig og støtte op om dig? Har det noget med det, at du skriver ”…alle mine veninder, som jeg egentlig allerede har mistet” at gøre? Det kan ikke sige nok gange og måske du ved det, men husk på, at det er din lærers opgave, at sørge for og sikre sig, at alle har det ordentligt i hendes/hans klasse, så måske du og dine forældre skal tale med din lærer om det, der nu kommer til at ske og hvordan din verden bliver i det næste stykke tid? Og så skal du være lige så ærlig, som du har været i dette brev, for så kan din lærer og forældre hjælpe dig allerbedst.Du er en stærk pige, som har taget de første skridt til at skabe sig en verden, som er ordentlig og fyldt med gode ting. Det tager tid, og du har brug for tålmodighed, og undervejs vil der være bakker, du skal over, men jeg kan læse, at du kæmper og søger hjælp til det, du synes er sværest lige nu, og det er bare rigtig godt gået. Hvis du finder styrken frem til at kæmpe for hver ’bakke’, så har du endnu mere grund til at være stolt af dig selv, og jeg håber alt det bedste for dig.Kærlig hilsen BørneTelefonen
