Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Store bryster.?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Tak, fordi du skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det, du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar, fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.

Kære pige, 13 år

Tak for dit brev. Det kan være svært at gå rundt med negative tanker om sig selv og sin krop. Derfor er det rigtig godt, du skriver herind, så du ikke længere skal stå alene med de følelser.

Jeg vil gerne stå ved din side og dele mine tanker med dig.

Først og fremmest får jeg sådan lyst til at sige til dig:

Du er fuldkommen normal. Der er intet i vejen med dig, dine bryster eller din krop i det hele taget.

Som du sikkert allerede ved, er det meget forskelligt, hvornår man går i puberteten, og hvor hurtigt man udvikler sig. Nogle får bryster tidligt, og nogle først langt senere.

Nogle får små bryster, og nogle store. Ligesom alle andre kropsdele som fx næser, navler og numser, så ser bryster forskellige ud fra person til person. Der er ikke nogen bryster, der er mere “rigtige” end andre.

Når det så er sagt, så kan jeg sagtens forstå, at det kan være svært eller upraktisk at finde tøj, der passer store bryster.

Nogle gange kan man blive nødt til at købe tøjet lidt for stort, mens man andre gange kan være heldig at finde noget stof, der kan strække sig.

Det kan tage lang tid at finde noget, og det er ikke altid sjovt, fordi man måske egentlig ikke kan passe det tøj, man gerne ville.

Måske gør du det allerede, men jeg tænkte på om det måske ville være lettere at finde noget fedt tøj, hvis du gik i voksenafdelingen?

Jeg ved godt, at du er 13 år og derfor måske hellere vil shoppe i andre afdelinger. Men voksne kvinder har typisk mere barm end de helt unge piger. Derfor vil du måske også opleve, at du kan finde nogle gode overdele i de mindre størrelser.

Du ville bestemt ikke være den første 13-årige, der shoppede i andre afdelinger. Nogle er for høje/ lange til ungestørrelserne, andre er for små/korte og må shoppe i børneafdelingerne.

Når man føler sig anderledes

Jeg får en klar fornemmelse af, at det egentlig også går dig på, at du ser anderledes ud end de andre piger fra din årgang. Er det mon rigtig tolket? Hvis det er, så kan jeg sagtens forstå dig.

Teenagetiden er der, hvor fællesskaber og venskaber har den allerstørste betydning, fordi unge bruger hinanden til at spejle sig i, identificere sig med og modnes med.

Mange teenagere fortæller os faktisk, at de synes venskaber er vigtigere end familien, og derfor kan det også være voldsomt at opleve følelsen af at skille sig ud og ikke være som de andre.

Den følelse kan jeg ikke tage fra dig, men jeg kan fortælle dig, at rigtig mange unge har det på samme måde.

Vi får utrolig mange breve fra piger, der er kede af deres bryster. Faktisk er der en del, der skriver til os, fordi de ikke har fået bryster endnu, mens veninderne fra klassen har, og derfor føler de sig ”anderledes” end alle andre.

Jeg håber, det kan være en lille trøst for dig, når jeg fortæller, at med tiden vil behovet for at være som de andre måske blive mindre. Med alderen og erfaringerne kan man nemlig godt mindre nervøs for at skille sig ud og være anderledes.

Jeg har også fundet vores side om krop og udseende. Her kan du finde råd og videoer, der måske kan hjælpe dig når du bliver insecure. Den kan du tjekke ud her.

Du vil gerne have hjælp!

Det er ofte sådan, at svære tanker og følelser blot vokser sig større og større, hvis man går og bærer rundt på dem for sig selv.

De kan fx vokse sig til, at man begynder at stoppe med at spise. Måske fordi man med sig selv er nået til, at det må være løsningen.

Men du ved det faktisk godt: Dine bryster bliver ikke mindre af, at du stopper med at spise

Som du selv skriver, er det ikke sundt, og det ændrer heller ikke mærkbart på dine brysters størrelse, som du også selv har opdaget.

Da jeg læste dit brev, blev jeg ret bekymret, da du skrev, at du nogle gange stopper med at spise i håb om, at du taber dig, så dine bryster bliver mindre. Jeg forestiller mig, at det indimellem må føles ensomt for dig at gå med de her negative tanker. Har jeg mon ret i det?

Du er ikke alene!

Jeg tror, det vil være rigtig godt, hvis du har nogen i dit liv, som du kan snakke med?

I nogle familier har flere af kvinderne store bryster. Måske er det også sådan hos dig? Hvis ja, så betyder det måske, at der i din familie er nogle kvinder, der kender lige præcis til dine tanker om krop.

Måske de endda også har følt sig anderledes, da de var din alder. Det ved jeg selvfølgelig ikke. Nogle gange ligner man i mindre grad sin familie. Men måske kan du tænke lidt over om der mon er nogen omkring dig, der vil kunne kende din oplevelse?

Det behøver ikke kun at handle om store bryster. Det kan også være nogen, der har deres eget særlige træk. De fleste af os kender nemlig til følelsen af, at fokuserer meget energi på én kropsdel, vi ikke er tilfredse med.

Derfor kunne jeg også sagtens forestille mig, at andre ville kunne genkende det, hvis du talte med dem. Har du mon mod på det?

Svære tanker vokser indtil man siger dem højt

I det øjeblik man tør sige dem højt til en anden, bliver det ofte en smule nemmere, og man kan næsten føle sig lettere. Måske du har prøvet det før?

Det kan også være, det allerede har hjulpet en smule at skrive det her brev og læse mit svar?

Jeg kan næsten garantere dig, at det vil føles endnu bedre, hvis du finder modet til at dele dine tanker og følelser med en, du føler dig tryg ved.

Vi vil også altid gerne snakke med dig 

Hvis du synes, det virker uoverskueligt at åbne op over for en anden, er du altid velkommen til at skrive igen, ringe, chatte eller SMS’e til BørneTelefonen.

Vi vil altid være her, hvis du har brug for at tale mere om dine tanker om din krop.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og det måske kan være en hjælp for dig at høre, at mange andre både voksne og piger på din alder tænker over deres bryster og sammenligner dem selv med deres veninder.

Jeg vil ønske for dig, at du med alderen vil nå til sted, hvor du kan acceptere dine bryster, og den størrelse de har. Jeg kan forsikre dig om, at selvom de er store, så er du helt normal. Du er lige præcis, som du skal være.

Mange kærlige hilsner

BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat