Brev

Anoreksi

Hvordan ved jeg om jeg har anoreksi?

Når jeg kigger mig i speljet synes jeg altid at jeg ser rigtig tyk ud. Mine veninder fortæller mig at jeg ikke er tyk, jeg har ikke lyst til at spise noget og jeg vil egentlig rigtig gerne motionere -flere gange dagligt. Er det normalt? Kan det være en fase, eller er jeg på vej ind i noget meget uheldigt? Er jeg den eneste som egentlig har det sådan her?

Håber i kan hjælpe mig!! 🙁
Hilsen pigen på 14 år.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14.

Mange tak for dit brev, hvor du stiller nogle spørgsmål der fortæller mig, at du er lidt bekymret for, om det der sker med dig lige nu er ok.

Du fortæller, at du synes du ser tyk ud, når du ser dig i spejlet, ikke har lyst til at spise og gerne vil motionere flere gange om dagen. I din alder tror jeg, at der er mange piger, der synes de ser tykke ud, nogle er det måske og andre tror, at de skal ligne de tynde modeller der ses i blade og reklamer. Mange af de billeder er desværre manipulerede, dvs. ændrede efter billedet er taget for at få pigen til at se så attraktiv ud som muligt (ifølge modeverdenens ønske = tynd).

Nu ved jeg ikke, hvordan du ser ud, eller hvad det er for et "normal-billede", som du identificerer dig med, når du synes, at du er for tyk. Men jeg kunne forestille mig, at når dine veninder siger, at du ikke er tyk, så er du det nok ikke og det leder mig hen til et af dine andre spørgsmål – om du er på vej ind i noget uheldigt... Det kan jeg ikke vide ud fra det du skriver, men jeg tror, at det kunne være godt for dig at tale med en voksen om de tanker, som du går med om din krop og udseende. At have lyst til at dyrke motion flere gange om dagen tænker jeg ikke som et problem, hvis det er fordi du synes det er sjovt. Hvis du omvendt ikke synes det er sjovt, men gør det udelukkende for at tabe dig, så tænker jeg, at du måske har brug for hjælp.

Den hjælp kan du måske få ved at henvende dig til sundhedsplejersken på din skole. Hun ved en masse om kost, motion og sunde vaner. Hun kan også veje dig og se om din vækst er som den bør være. Hvis du ikke ved, hvordan du får fat i din sundhedsplejerske, kan du spørge en af dine lærere, hvornår hun kommer på din skole igen.

Det kan også være, at du kan tale med din mor, eller et andet nært familiemedlem om, hvordan du har det med din krop. Eller du kan ringe til BørneTelefonen på 116 111, eller skrive ind på UngeChatten, hvis du har brug for at tale med en anonym voksen.

Kærlig hilsen
BørneBrevkassen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat