Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Svært undervægtig.

Jeg er en pige på 12 år.

Jeg vejer 45 kg og er 178 cm. Høj
Jeg har sammen med min veninde taget en BMI-test og en viser et resultat på 14,83
Jeg ved at det er for lavt det da min mor er læge og det stod på hjemmesiden.
Jeg spiser heller ikke så meget om dagen. Men det er noget jeg altid har gjordt og jeg ikke kan lave om på.
I min fritid laver jeg modelarbejde og jeg er bange for at det går ud over det.
Har det heller ikke særlig godt i min krop.
Det her er noget jeg har kæmpet med i snart et helt år alene uden at sige det til nogen.

Hilsen bekymret pige.
Håber at i kan hjælpe.

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej kære pige på snart 12 år.

Jeg forstår godt, at du bekymrer dig en smule.

Ikke kun fordi at dit BMI siger, at du tilhører en ”undervægtig kategori”. For vægt, højde og BMI kan ikke altid sige noget omkring din sundhed og din trivsel.

Men det kan dine følelser til gengæld. Jeg kan se på dit brev, at du ikke har det så godt i din krop? Det er vigtigt at have nogle rare og positive tanker om kroppen og sig selv.

Du skriver: ‘I min fritid laver jeg modelarbejde og jeg er bange for at det går ud over det…’. Det får mig til at tænke på, om modelarbejdet egentlig føles rart for dig?

Jeg fornemmer, at du har brug for at tale med nogen om det. For du skriver ind til mig.

Jeg ved ikke så meget om dig, men hvis du ringer ind på tlf. 116 111, kan du måske fortælle lidt mere om dig selv? Hvis vi ved lidt mere, er det nemmere at komme med forslag og ideer til, hvad du kan gøre.

Hvordan man har det med sig selv, kan hænge sammen med mange ting . Måske har du brug for at foretage små ændringer i din hverdag? Skal du droppe modelarbejdet for en periode og satse på at gå til noget sjovt i fritiden i stedet for? Har du brug for at tale mere med din mor (eller far) – end du gør nu? Så de ved mere om, hvordan du egentlig har det?

Man kan tænke meget over sit udseende og sin krop, når man er ung. Og ens selvværd kan være meget påvirket i ens ungdom. Det er vigtigt, at man kan snakke med en voksen, hvis man har mange negative tanker omkring ens udseende og/eller krop.

Det er ikke sikkert, at du og dine forældre er så gode til at tale sammen. Så er der måske en anden voksen, som du føler dig tryg ved? Og som du kan snakke med omkring dine tanker om din krop? Det kan enten være en tante, en god skolelærer eller en helt tredje?

Det kan også være en god støtte at snakke med en voksen, som man måske ikke kender så godt i forvejen.

Man kan gratis og anonymt snakke med en voksen rådgiver fra Headspace. Headspace er vant til at snakke med unge omkring alle mulige forskellige emner såsom krop, selvværd, mobning, angst osv. Der er intet som er for stort eller for småt at snakke om. Du finder deres kontaktoplysninger ved at klikke på dette link: https://www.headspace.dk/faa-hjaelp.

Du ved sikkert allerede, at hvis man ikke spiser en tilpas mængde mad, så mangler ens krop måske de vitaminer og mineraler som den har brug for, når den skal vokse.

Lægen kan tage nogle udvidede blodprøver, som kan fortælle lidt omkring din krops velbefindende og sundhed. Lægen kan også henvise dig til en diætist som kan lave en kostplan til dig, så du får noget sundt og nærende mad hver dag.

Måske skulle du kontakte din læge eller tage en snak med din mor omkring dette, når nu hun selv er læge?

Jeg håber at du kan bruge mit svar. Og jeg håber, at du får talt med din mor eller andre, så du snart kan få det bedre.

De bedste hilsner fra BørneTelefonen.

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat