Kære du
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, du er blevet forskrækket over den oplevelse, og at du er nervøs for, at dine billeder skal blive spredt. Jeg vil starte med at sige, at sandsynligheden for, at "nicole" har en hackerven, der vil floode dine billeder ud på nettet, er meget lille. Mit gæt er, at det bare er noget, han truer med for at afpresse dig. Så prøv i første omgang at lægge den bekymring væk om, at nogen fra din skole skulle se de billeder, for den risiko er meget lille.
Du har været ude for noget, som mange unge desværre oplever, nemlig at blive lokket til at sende billeder af sig selv eller strippe foran webcam. Der er sådan set ikke noget galt i at flirte på webcam, og rigtig mange har sjove og frække oplevelser på den måde, uden at det nogensinde bliver ubehageligt for nogen. Det kan jo være en pirrende og spændende oplevelse, og det kan jeg sagtens forstå, at mange prøver af. Problemet er, at det er muligt at optage og gemme alting, og at vi ikke kan være sikre på, hvem der er på den anden side af skærmen...
Du har desværre været uheldig, at "nicole" viste sig at være en mand, som udgav sig for at være en pige på din alder, og det er du som sagt ikke den eneste, der har været ude for. Jeg ved godt, at det stadig kan føles som en personlig katastrofe for dig, men jeg siger det til dig, fordi jeg gerne vil berolige dig lidt (hvis jeg kan) og sige til dig, at jeg ikke synes, du har gjort noget forkert. Du har bare oplevet - på den hårde måde - at dem vi møder på nettet ikke altid er dem, vi troede de var.
Helt konkret vil jeg gerne råde dig til at anmelde denne "nicole", hvis du på nogen måde stadig har oplysninger gemt, der kan bruges til at anmelde ham. Det kan være en email adresse, et Skype navn eller lignende. Du skrev godtnok, at du slettede ham fra Skype, men måske kan du finde en historik eller chatlog, der viser jeres samtale? Eller måske kan du huske hans email eller Skype navn?
Det er politiet, man skal anmelde det til, og det er en god ide at give dem så mange oplysninger som muligt, så de ved hvad der er sket og hvornår. Det er nemlig ulovligt at true og afpresse dig på den måde, og det kan "nicole"-manden blive straffet for.
Nu giver jeg dig et råd mere, som du måske i første omgang tænker "no way" til. Men jeg vil råde dig til at fortælle dine forældre, hvad der er sket. Jeg tror nemlig på, at når man har været uheldig at rode sig ud i noget, der er så skræmmende som det, du fortæller, så har man brug for, at ens forældre hjælper og støtter. Også selv om det kan føles flovt at skulle fortælle dem det.
Jeg kender ikke dine forældre, men jeg gætter på, at de også selv har lavet ting, de ikke var stolte af, da de var teenagere. Måske ikke lige præcis det samme, for dengang brugte man ikke nettet til den slags, men så har der nok været noget andet, de prøvede af. Det gør man nemlig som teenager. Så måske kan du starte med at sige til dem, at du har brug for deres hjælp, fordi du er kommet i en situation, du ikke kan overskue, og så kan du eventuelt vise dem dit brev og mit svar, for så slipper du for at forklare det hele (og du slipper for at de afbryder dig, mens du forklarer). Lyder det som en mulighed?
Ellers kan du måske finde en anden voksen, som du har det godt med, og som du kan bede om hjælp. Det kan måske være en lærer, en træner, en onkel, en fætter, en nabo eller en anden voksen i dit liv, som vil lytte til dig og hjælpe dig. Det vil jeg virkelig råde dig til at overveje...
Her på BørneTelefonen kan vi også hjælpe dig med at lave anmeldelsen, hvis du ringer eller sms'er på 116 111 eller logger på chatten. Men jeg tænker som sagt, at du ikke kun har brug for hjælp til selve anmeldelsen, men også til at få snakket den her oplevelse igennem med nogen, der kan være der for dig. Så overvej, hvem du kan betro dig til og læs lige mit svar en gang til, hvis du føler dig usikker. Jeg tror godt, du kan klare den her situation på en god måde, så du kan få hjælp til at lægge bekymringerne bag dig.
De bedste ønsker fra BørneBrevkassen