Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mærkeligt forhold med ældre mand.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du
Tusind tak for dit brev. Jeg synes den problematik du beskriver i dit brev er rigtig godt beskrevet – du har mødt en mand på nettet, som du rigtig godt kan lide, men samtidig er du også klar over, at du bliver udnyttet. Jeg er sikker på, at der er mange andre, der kan få noget ud af at læse dit brev. Jeg tænker, at der er mange andre, der også oplever dét, du oplever, så du skal have tak for, at du vil dele dine erfaringer med andre.
Jeg vil gerne begynde med at sige, at jeg er meget imponeret over den måde, du kan se tingene på. Du virker på mig som en pige, der tænker over, hvordan du reagerer og faktisk også tænker på, hvorfor du mon reagerer som du gør. De egenskaber tænker jeg, at du kan bruge til noget godt.
Jeg ved, at der er andre piger, der også er blevet ”fanget” af at møde voksne mænd på nettet og som føler, at de har et særligt forhold til manden. Jeg tænker, at en af dine styrker er, at du kan se, at du bliver udnyttet, og at du aldrig nogensinde kommer til at have et reelt forhold til manden. Det som også er vigtigt, at jeg fortæller dig, er at han er voksen og du er et barn. Det han gør, uanset hvor sød og rar han er,  er det ulovligt!
På trods af det kan jeg godt forestille mig, at man kan føle sig tiltrukket af manden. Jeg tænker, at det kan være vigtigt for dig at forsøge at finde ud af, hvorfor du bliver tiltrukket af ham. Måske kan det være noget af det, du kan arbejde videre med. Jeg vil prøve at give dig nogle råd, som jeg håber, du kan bruge.
Du skriver, at du tænder på, at han er så moden og dominerende som han er. Det tænker jeg, at der er rigtig mange piger der gør. Måske er det især piger der, som du også virker, er lidt mere modne end andre jævnaldrende, der tænder på dominerende mænd. Måske er det fordi, du føler, at han tager dig alvorligt og ikke bare tænker på, at du er et barn på 14 år? Jeg tænker også på, om det mon kan være fordi han tager styringen, og at det ikke er noget du oplever hos dine jævnaldrende drenge-venner. Kan der mon være noget om det?  Jeg læser dit brev sådan, at du har det lidt skidt med, at du tænder på det. Det kan jeg sagtens forstå, for samtidig har du også følelsen at blive udnyttet. Når man tænker på, at han er voksen og mere erfaren, netop fordi han er voksen og ældre end dig, gør det meget lettere for ham at styre dig efter, hvad han synes er rart for ham. Har du overvejet, at han gør dette mere for sin egen skyld end for dig? Jeg tænker på, om du mon bedre kunne forlige dig med tanken, hvis du kunne finde frem til, hvad der kan være årsagen til, at du bliver tændt af det? Nogle gange kan det være nemmere at acceptere vores følelser, hvis vi kan finde ud af, hvorfor de kommer og handle på det, på en måde så du passer på dig selv. 
Du skriver, at du altid er glad, når du har talt med ham. Du skriver også, at det virker som om, han bekymrer sig for dig. Jeg tænker, at vi jo alle sammen godt kan lide, når andre ”ser” os og forstår os. Kan det mon være dét, der gør dig glad? Jeg tænker på, om han måske viser dig en bekymring, som du også godt kunne tænke dig, at andre viste dig? Du skriver selv, at det kan være, at det bare er skuespil. Med den iagttagelse viser du endnu en gang, at du virkelig tænker over tingene, og måske kan det hjælpe dig, hvis du tænker på det som skuespil, når du mærker, de følelser, hans bekymring vækker i dig.
I brevet fortæller du, at du har haft ”sex” over cam med ham. Har du mon tænkt på, at han kan optage dig i den situation og bruge billederne af dig til at ligge på nettet eller sælge? Jeg tænker det også i den situation, er vigtigt, at du passer på dig selv. Han er voksen, og du er et barn i det forhold, som er mellem jer, og det er ham der har ansvaret for ikke at udsætte dig, for krænkende ting. Jeg er ked af at sige det, men der er rigtig mange voksne, som udnytter børn og unge via nettet, og det gør de helt bevidst. Den mand som du taler med, han kan have 'gang i'  andre og flere børn og unge, som han også viser omsorg for og derigennem lokker til at vise sig nøgen og have sex med via cam. Mon de tanker har strejfet dig? Hvis du har mod på det kan du læse mere, om de måder som voksne bruger til at komme i kontakt med børn og unge på nettet. Rådgivningen hos Red Barnet http://redbarnet.dk/Tryghed-på-nettet-og-mobilen.aspx?ID=138 og www.sikkerchat.dk , er to steder hvor du kan læse mere og høre om andres unges oplevelser på nettet, og det de gjorde for at komme ud af forholdet.  
Du skriver, at du har mærket misundelsen, når du har set billeder af hans kæreste og børn. Det tænker jeg er helt normalt. Jeg tænker ikke, det gør noget, at vi mærker misundelsen, men jeg tror, vi skal prøve at bruge misundelsen til at analysere, hvorfor misundelsen kommer og finde ud af, om den mon kan erstattes af noget andet. Har du tænkt på, hvorfor misundelsen kommer? Har der mon været tidspunkter, hvor misundelsen ikke er kommet selv om du har set billeder af hans kæreste og børn? Hvis der har det, hvordan tænker du så, at de situationer har været anderledes? Måske kan det hjælpe dig at tænke på det på den måde, for at komme videre ud af det.
Du skriver, at du gerne vil have nogle råd for, hvad du skal stille op. Jeg er usikker på, hvad du mon har mest lyst til, at der skal ske. Har du mon mest lyst til at fortsætte med at tale med ham, eller kunne du i virkeligheden godt tænke dig, at du ikke talte med ham og at følelserne for ham måske forsvandt? Jeg får den tanke, at du måske mest kunne tænke dig, at du kunne stoppe med at tale med ham og glemme ham, selv om det kan være svært. Er det mon rigtigt forstået? Det virker som om, du allerede er godt på vej til at nå derhen. Jeg ved jo ikke, om dine tanker om, at han udnytter dig har været der hele tiden, men jeg tænker, at du fordi du kan se det så klart faktisk er godt på vej til at have styrken til at afbryde forbindelsen til ham.  
Jeg bliver nysgerrig efter at finde ud af, om du mon har nogle veninder, der kender til dine samtaler med og dine følelser for manden? Måske kan du bruge dem til at tale med om din situation. Nogle gange kan det være rart at nogle følger med i, hvordan man har det, når man skal igennem en periode, som kan være svær. Måske kan du vise dit brev og svaret til en god veninde? Det kan være, at du sammen med hende kan ligge en plan for, hvordan du kommer videre. Måske kan du aftale med din veninde, at du ikke må tage kontakt til manden i en periode? Det kan også være, at du beslutter dig for slet ikke at tale med ham igen. Når du så føler det er svært at undvære ham, kan du måske tale med en veninde om, hvad det er for følelser, du mærker. Kunne det mon være nogen ideer, du kan bruge?
Jeg har stillet dig en del spørgsmål, som du måske har behov for at give svar på. Hvis du har lyst, kan du ringe til BørneTelefonen på 116111. Her kan du læse både dit brev og svaret højt og tage udgangspunkt i det i en snak med en rådgiver på BørneTelefonen.
Som jeg har skrevet nogle gange, så virker du meget velovervejet i dit brev. Det er tydeligt, at det ikke er en nem situation, du er i, men det er også tydeligt, at du har nogle værdier, som jeg tænker kan hjælpe dig igennem. Det er meget stærkt når du fx skriver, at du godt ved, at du bliver udnyttet. Måske er dit brev første skridt på vejen mod at komme ud af den situation, du er havnet i.
Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med, at din situation forandrer sig for dig, så du ikke skal gå rundt og være så forvirret.
De bedste tanker fra BørneTelefonen

Hvordan er dit digitale fællesskab?

Når man skriver sammen online, kan tonen hurtigt blive grovere, og vi kan nemt misforstå hinanden. Det kan være fordi, vi ikke kan se andres reaktioner, og derfor ikke opdager, at de måske er blevet kede af det.

Er du blevet mobbet, holdt udenfor eller talt grimt til på nettet, er det ikke okay. Og der er heldigvis en masse voksne, som skal hjælpe dig med at få det stoppet, så du kan få det bedre.

Klik dig videre her og få gode råd til dit digitale liv og fællesskab!

Trin for trin hjælp
Har du været udsat for ulovlig billeddeling? Få hjælp her, hvis nogen har delt et billede eller en video af dig.

Er dine private billeder blevet delt?

billeddeling

Er dine private billeder blevet delt? Eller har du selv delt billeder eller videoer?

Uanset om du selv har delt, har modtaget noget eller selv er blevet krænket, er det det vigtigt, at du reagerer.

Læs mere her og få hjælp til, hvad du kan gøre hvis du er stødt på det eller selv har været udsat for billeddeling. Du kan også få gode råd, læse andre børns breve, quizze eller se film om billeddeling.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat