Kære pige på 14 år
Hvor er det dejligt, at du har en “passion.” Altså noget du super godt kan lide at lave.
Måske du kender det; når man laver noget, som man elsker, så er det som om, at tiden bare flyver afsted, og man kan blive helt lykkelig indeni.
Jeg kunne også godt forestille mig, at det kan være virkelig sjovt at redigere og lege med, hvordan man kan få noget til at fremstå på en helt bestemt måde i en video eller et billede.
Jeg kan læse, at du rigtig gerne vil bruge dine redigeringer til at lave nogle videoer på YouTube, og din største drøm er at blive influencer. Den største hindring er, at du er bange for, hvad din familie, skole og venner vil tænke.
Der kan være mange grunde til, at du er bange for, hvad dine nære vil tænke. Det kan være, du synes, det er sårbart at vise dine film frem. Måske kan du være nervøs for, om dine venner kan lide dem. Måske tænker meget over, om videoerne er for fjollede i forhold til dine forældre eller din lærer.
Men lige meget hvad du kan være nervøs for, så tænker jeg, det kunne være et godt første skridt at lave nogle små videoer. Måske du allerede er godt i gang.
Når du får lavet en masse videoer, så bliver du mere sikker på, hvad du gerne vil fortælle verden, dine venner og din familie med videoerne. Nogle influencere laver pranks, andre anmelder make-up, andre igen kommer med gode tips til at være klimavenlig. De fleste influencere har på den måde noget særligt, de gør.
Måske du også har tænkt på, hvad dit ”særlige” skal være? Det kan du måske prøve at få frem i dine videoer.
En dag kan du så sige til dine forældre; ”Mor og far, der er noget, jeg gerne vil vise jer. Men jeg er faktisk lidt nervøs for det. Jeg er bange for, hvad I vil sige, om I kan lide det. Så jeg har brug for, at I ved det, så vi kan få en god snak om det bagefter.”
Så kan du stille og roligt vise dine forældre et par videoer og dele dine tanker med dem. Det samme kan du gøre med en god veninde til at starte med. Jeg tror, det sværeste kan være at vise videoerne her i starten.
Jo flere du viser videoerne, jo nemmere bliver det måske at vise dem til flere. Kan du mon sætte din ind i den tanke?
Egentlig tror jeg slet ikke, du er den eneste, der drømmer om at blive influencer. Jeg tror, der er mange børn og unge, som godt kunne tænke sig at prøve at blive hørt og set af så mange mennesker, som en influencer med succes bliver.
Det er ret naturligt, at mange på et tidspunkt i deres liv får et ønske om at blive kendte eller populære. Det kan helt sikkert være sjovt at blive genkendt og have betydning for andre på nettet.
Nogle influencere fortæller dog også, at det kan være ret hårdt nogle gange, fordi de hele tiden skal lægge noget op, gøre sig spændende og sjove – for ellers er der nogle andre influencere, der overtager deres plads. Så jeg tænker, det både kan være sjovt og surt at være influencer.
Ligemeget om du vælger at putte dine videoer op på YouTube eller ej, så kan du altid være glad for, at du har en interesse, en passion, noget du virkelig synes er sjovt. Det er i sig selv virkelig fedt!
Det slår mig også, at når man er god til at redigere, så kan man bruge det til meget forskelligt. Du kan fx uddanne dig til filmklipper, lave reklamer eller noget helt tredje, der handler om at redigere og være kreativ med video.
Jeg vil ønske dig god arbejdslyst med videoerne. Jeg håber, du bliver ved med at synes, det er sjovt at lave videoer. Det er i hvert fald ærgerligt, hvis du stopper, fordi du er bange for, hvad andre tænker.
Hvis du har brug for at tale mere om, hvordan du kan vise dine videoer til fx dine forældre, så kan du altid ringe til os på 116111. Vi vil gerne hjælpe dig med at finde endnu flere gode muligheder.
Kærlig hilsen BørneTelefonen