Kære pige på 15 år.
Tak for dit brev! Hvor er det godt, at du skriver herind og deler dine tanker og ønsker. Jeg håber, at du ser mit svar – og at det kan hjælpe dig videre.
Når jeg læser dit brev, kan jeg se, at du gerne vil bruge de sociale medier, da al kontakten på gymnasiet foregår der. Men du har fået af vide, at du ikke må bruge det.
Jeg kan godt forstå, at det kan være en træls situation, når de andre på gymnasiet bruger de sociale medier. Som du selv skriver, så foregår al kontakt på nettet og medierne. Selvfølgelig har du brug for at være en del af fællesskabet og lære, hvordan man taler med hinanden på medierne. Meget undervisning tager også udgangspunkt i, at man kan bruge nettet og medierne.
Jeg vil starte med at sige, at de fleste forældre har blandede tanker omkring de sociale medier. Der er både unge, som må bruge det, og der er unge som ikke må bruge det.
Der er unge, som fortæller, at de ikke må bruge medierne, da forældrene vil beskytte deres barn. Der er også unge, som fortæller, at de bliver begrænset i brugen og kun må være på nettet kort tid hver dag. Når jeg skriver dette til dig, så er det for at fortælle dig, at du er ikke alene. Selvom det måske kan føles sådan.
Kunne det være en idé at tale med dine forældre om det igen? Du kan fx fortælle dem, at næsten al kontakt foregår på nettet, og at du ikke er en del af fællesskabet på de sociale medier? Mon du har lyst til det? Eller har du mon allerede prøvet det?
Du kan måske også få brug for at tale med din lærer på gymnasiet om din situation, for du må føle dig begrænset i forhold til undervisningen på gymnasiet? Måske kan du bruge din lærer? Måske kan læreren forklare dine forældre om, at en del af undervisningen og det sociale liv på gymnasiet vil komme til at foregå på nettet og at du har brug for at kende til medierne?
Det kan også være en idé, at udpege én ting, som du gerne vil bruge? Det kan fx være, at du kan vælge mellem Snapchat eller Messenger? På den måde, kan du forespørge på én ting, i stedet for alle sociale medier. Det kan være, at dine forældre måske synes, at brugen af mange sociale medier er for meget? Derfor kan du måske bede om adgang til det ene sociale medie, som de andre på gymnasiet bruger mest? Det kunne måske føles som et mindre skridt for din mor og far.
Det kan også være, at dine forældre og dig måske kan sætte jer sammen og undersøge det sociale medie, som du har valgt? Det kan nemlig være en god idé at undersøge det sammen og vise dem, hvad det handler om. Hvad tænker du om det? Det kunne være, at de blev mere trygge ved det, hvis de kunne se, hvordan medierne fungerer?
Måske har dine forældre lyst til at tale om fordele og ulemper ved de sociale medier med en rådgiver ved ForældreTelefonen på 3555 5557? Rådgiveren vil måske kunne tale med dine forældre om, hvordan medierne og nettet i dag bliver brugt – både socialt og det fagligt
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg håber, at du finder en løsning for en større kontakt på gymnasiet. Du er altid velkommen til at skrive herind igen eller ringe på tlf. 116111.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen