Kære pige i 7. klasse,
Hvor er du god til at sætte ord på, hvordan du har det. Det kan være svært at sætte ord på sine følelser, og det kræver stort mod at række ud efter hjælp. Derfor er det flot, at du har styrken til at åbne op og fortælle om det til os på Børnetelefonen.
Jeg fornemmer, at du har det ret svært i din klasse. Jeg kan virkeligt godt forstå, at det ikke er nemt at gå i klassen, hvis du ikke føler, at folk har lyst til at være sammen med dig.
Du skriver, at du har en anden vennegruppe, hvor du faktisk er en af dem, der snakker mest. Hvor er det først og fremmest dejligt, at du har en vennegruppe, hvor du føler dig tryg og glad. Det må være virkeligt rart. Men du skriver også, at du kun kan snakke, når du føler, at andre gerne vil være sammen med dig. Og det føler du ikke, at de vil i din klasse.
Jeg synes, at det er sejt, at du stadigvæk vælger at tage hjem til din klassekammerat sammen med de to andre. Det er ikke alle, der ville gøre det, hvis de følte sig udenfor. Når jeg læser det, tænker jeg i hvert fald, at du er en stærk pige, som kæmper for at være med i fællesskabet!
Jeg tænker også, at det ikke er i orden, at dine klassekammerater behandler dig sådan. Faktisk virker det til, at din kammerater ikke er klar over, hvordan de skal opføre sig ordentligt overfor deres klassekammerat.
Du har talt med dine forældre og dine lærere om det. Men det virker ikke til, at det har hjulpet. Er det rigtigt forstået? Jeg kommer sådan til at tænke på, om dine lærere har talt med pigerne i din klasse om problemet? Det er nemlig aldrig i orden, at lukke andre udenfor fællesskabet. Det pigerne i din klasse gør, er derfor ikke fair overfor dig. Ingen fortjener, at have lyst til at melde sig syge, fordi man føler sig udenfor i sin klasse.
Når du skriver, at du har talt med dine forældre, kommer jeg sådan til at tænke på noget. Har du mon fået fortalt dem, hvor meget det i virkeligheden går dig på? Ved de at det er derfor, du har meldt dig syg? Når jeg skriver det, er det fordi, at det ofte kan hjælpe meget at åbne sig op og tale med en voksen, man er tryg ved. Hvis dine forældre ved præcist hvordan du har det, har de måske også lettere ved for at hjælpe dig bedst muligt. Giver det mening?
Jeg kan se, at det hjalp i 2 dage, da du talte med dine lærere. Du skal huske, at dine lærere faktisk har et ansvar for at børnene på skolen har det godt. De har også et ansvar for, at sørge for, at dine klassekammerater ikke holder dig udenfor.
Kunne det mon være en idé, at fortælle dine forældre, at det kun hjalp i 2 dage, da du talte med dine lærere? Så kunne dine forældre måske tale med skolen. Nogle gange er det lettere, hvis forældrene taler med lærerene. Så står du nemlig ikke alene med ansvaret, og dine forældre kan hjælpe med at få talt om dine bekymringer. Hvad tænker du om det?
Nogle gange kan det måske hjælpe at tale med en voksen, man ikke kender. Derfor er du altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på tlf. 116111. Måske kan du ringe, hvis du bliver ked af det, eller får lyst til at melde dig syg igen? Så kan du tale med en voksen i stedet for. Og vi kan sammen prøve at sætte ord på dine følelser og finde på en måde at hjælpe dig videre.
Du har allerede taget første skridt ved at skrive til BørneTelefonen. Har du mon mod på, at tage næste skridt, og måske få talt med dine forældre eller dine lærere igen? Du har allerede vist stort mod ved at skrive herind og sætte ord på de følelser, du går med lige nu. Det er et tegn på, at du er god til at søge hjælp.
Jeg håber, at du kan bruge mine forslag!
Mange knus og kram fra Børnetelefonen.
