Kære pige der gerne vil på efterskole.
Du spørger om det er for sent at starte på efterskole? Det er et supergodt spørgsmål, og for at du kan få et helt præcist svar, så skal du kontakte din uddannelsesvejleder på din skole. Han eller hun vil kunne hjælpe dig med at undersøge mulighederne for en plads, og kan også hjælpe din mor med at tage kontakt til kommunen for evt. hjælp til betaling. Hvis du er i tvivl om hvem der er vejleder, så spørg din lærer.
MEN… Det afhænger selvfølgelig også af, hvorvidt din mor vil gå med til at du kommer på efterskole. For som du skriver, er hun imod efterskole fordi hun har en streng afrikansk disciplin. Det vender jeg tilbage til længere nede i mit svar.
Dit brev gør mig lidt nysgerrig på hvordan det mon er at være dig? Du beskriver nemlig hvordan det kan være overvældende aldrig at komme ud, og at man kan føle sig meget alene hele tiden, og at du har brug for en pause fra at være hjemme.
Du fortæller, at du kom til Danmark da du var tre år gammel, og selv om at du elsker dit fødeland og holder fast i nogle holdninger derfra, så fornemmer jeg også, at du på mange måder føler dig dansk og ser dig selv som en del af den danske kultur og det at være ung i Danmark. Har jeg mon ret i det?
Når jeg læser din gode beskrivelse af dine følelser og tanker omkring din mor og situationen derhjemme, så får det mig til at tænke over hvordan det kan være at vokse op med forældre med en anden kulturel baggrund end en selv.
Der kan nemlig, helt naturligt, opstå nogle “sammenstød” mellem de tanker og følelser der ligger forankret i de forskellige kulturer. Det kan handle om religion, opdragelse, traditioner, politik og alt muligt andet som betyder noget for os, og som er med til danne fundamentet for dem vi er. Når du skriver, at din mor er lidt imod dansk kultur og hvor meget frihed unge har, så tænker jeg, at du måske kan du genkende det hjemme hos dig?
Ofte har vi mennesker også en tendens til at blive lidt bekymret og nervøse, måske endda lidt bange for det, som vi ikke føler og trygge og velkendte i. Jeg tænker derfor på, om din mor måske er utryg ved efterskoletanken, fordi hun ikke helt ved hvad det indebærer og hvordan livet er på en efterskole? Hvad tænker du?
Det er måske også derfor, at du ikke har lov til at komme så meget ud og være sammen med andre unge? Kan man tænke sig, at din mor i al sin kærlighed og omsorg for dig, forsøger at beskytte dig mod det hun selv er utryg og nervøs ved?
Hvordan ville du have det med at du, din mor, din uddannelsesvejleder og måske din lærer satte jer sammen og talte om hvad det vil sige at gå på efterskole? Så kan din mor også få mulighed for at stille en masse spørgsmål og mærke om det er noget hun vil lade dig prøve. Hvis du synes at det kunne være en ide, så kan du bede din lærer om hjælp.
Jeg tænker også på, om det kunne være en ide at besøge et par efterskoler sammen med din mor, så hun kan få en bedre ide om hvad det vil sige at gå på efterskole og hvad det vil kunne give dig? Din vejleder vil kunne hjælpe med besøgene.
Udover det her med efterskolen, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på om hvordan du har det derhjemme. For det er ikke okay, at du føler dig alene og aldrig kommer ud, udover i skole.
Som ung er det feks. vigtigt at være sammen med sine venner, gå til fritidsinteresser, have et fritidsjob og opleve en masse som kan give en inspiration og nysgerrighed på livet og fremtiden. At man trives og føler sig glad.
I Danmark har vi faktisk en lov som siger, at alle børn og unge har ret til at have det godt og være glade. Er du mon det?
Jeg tænker, at det er vigtigt at din mor får at vide at du føler dig alene, og at det er svært for dig ikke at være mere ude. Ved hun mon det, og er det noget I kan tale om derhjemme?
Det kan nemlig være supersvært at tale med sine forældre om noget, når man godt ved at deres handlinger udspringer af kærlighed og for at passe på en.
Når jeg læser dit brev, så fornemmer jeg også en stor omsorg for din mor og en respekt for hendes tanker, følelser og kulturelle holdninger sammen med din egen tilknytning til dit fødeland. Er det rigtigt fornemmet?
Sådan kan man jo netop sagtens føle, selvom man ikke er enig med sine forældre. Det viser en stor modenhed og nogle fine personlige værdier, som du kan være meget stolt af.
Flere af de unge som skriver ind til BørneTelefonen, skriver at de er nervøse for at såre deres forældre og “gå bag om ryggen” på dem, ved at tale med andre voksne om det som er svært. Jeg ved ikke om du har det sådan, men det er helt okay at dele sine tanker og følelser med andre, og få gode råd til at få det bedre. Det er en måde at passe på sig selv.
Hvis du tænker, at det kunne være rart at tale med en anden voksen om det, så kunne det måske være din lærer, eller jeres trivselslærer på skolen. Jeres skole har også en sundhedsplejerske som kan være rigtig god at tale med. Det kan også være at du kender en anden voksen som du føler dig tryg ved. Og selvfølgelig kan du altid ringe og tale med os på BørneTelefonen. Vi sidder klar på tel:116111
Jeg håber, at mit svar først og fremmest giver dig svar på dit spørgsmål, men også at det måske giver dig mod på at tale om hvordan du har det derhjemme.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
De varmeste hilsner fra BørneTelefonen
