Indifferens
Jeg er seksten år gammel, jeg går i 1.G.
Og jeg ved ikke om jeg allerede har givet op?
Jeg er så uendeligt ked af det.
Ikke i skolen, men hvert sekund ud over det, morgen, aften og nat.
Det gør fysisk ondt inden i, i mit hjerte vil jeg næsten sige.
Det er modbydeligt og den værste følelse og det er næsten hver dag. Nogle gange springer det over en dag eller endda to, og jeg vil gerne sige at når det så kommer tilbage, så er det bare værre, men jeg tror bare at jeg, i et øjeblik, har glemt hvordan det føltes, for jeg tror ikke rigtig det har ændret sig i lang tid.
Enten græder jeg mit hjerte ud og det er modbydeligt, for jeg græder for at få, hvad jeg ikke kan beskrive bedre end smerten indeni ud. Og selvfølgelig hjælper det ikke andet end at jeg er fuldstændig udmattet når jeg er løbet tør for tårer.
Ellers så har jeg denne her forfærdelige tomhed indeni og jeg ved ikke hvad der er værst. Når jeg føler mig tom indeni, betyder det ikke at jeg ikke føler noget. Jeg har det bare som om jeg ikke kan nå mine følelser og det er så ubehageligt, jeg har lyst til at rive mig selv åben af mangel på bedre ord og jeg prøver.
Jeg har ikke anden grund end alting.
For når jeg er ked af det, så er det over alt ting. Af en eller anden grund er der ikke en ting i mit liv, som jeg ikke kan vende om til noget negativt; ikke at det er en speciel svær ting at gøre, der er ikke rigtig noget positivt ved mig alligevel og jeg ved ikke hvornår det skete.
Jeg har haft det sådan her så længe, men det er blevet så meget værre inden for de seneste par måneder og jeg er så ked af det og så træt, jeg har ikke lyst længere, men samtidig kan jeg ikke give helt op.
Jeg ved at det lyder så forfærdeligt og overdrevet, men jeg kan ikke beskrive det anderledes og så må det bare være sådan. Jeg er så ked af det og så træt og jeg er ked af at det kommer til at lyde sådan her, men jeg er ikke i humør til at beskrive det anderledes.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre,
jeg kan ikke bede om hjælp på andre måde. jeg kunne aldrig drømme om at turde ringe, jeg vil aldrig kunne tale med nogen jeg kender om det, det vil lyde lige så forfærdeligt og overdrevet som det gør her. Chats virker ikke, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
det går nok væk lige om lidt for så starter skole, men det kommer altid igen når jeg kommer hjem, måske ikke lige med det samme, men altid og jeg er så træt.
Jeg ved jeg kommer til at fortryde at sende det her, men måske på nogle punkter kommer jeg ikke.
Jeg er så ked af at det lyder som det gør, jeg vil bare gerne snakke med nogen, hvem end der kommer til at svare,
undskyld så mange gange, jeg ved det ikke må være rart at læse og vær sød ikke at sige (hvis du overvejer det) at jeg ikke skal undskylde, for det skal jeg, jeg ved hvad jeg har skrevet og jeg ved hvordan det lyder, det må ikke være rart for nogen at læse.